– dannelse går gennem kroppen
I hjørnet af en kornmark langt ude på landet. Omkranset til to sider af høje bøgestammer og ellers frit udsyn ud over vidderne. Åen risler stille forbi, fuglene kvidrer, og solen kigger ned til os gennem trækronerne. Inde mellem træerne høres en skærende kontrast til skovens idyl.
»Du ku´ f….e godt sige, når du drejer din idiot. Du havde nær skubbet mig i åen.«
»Hold dog kæft og følg med, jeg skal f….g ikke fortælle dig, hvad jeg gør. Du har vel øjne i hovedet. NAR!«
»Det kommer til at tage hele dagen, du er langsommere end en klam snegl«
Ordvekslingen finder sted mellem 2 elever fra specialklasserne i Ølsted. De taler normalt meget pænere til hinanden. Det er tydeligt, at de er i en presset situation. De har fat i hver sin ende af et 5 m langt bræt. De forsøger ved fælles hjælp at fragte det de sidste 300 meter fra skovvejen og ned til vores lejr i hjørnet af marken. Det er ikke let!
Der er mange forhindringer på vej derned. Der er ingen sti, men mange træer – små og store, væltede og stående, mange trærødder og andet snublemateriale, men deres største forhindring er hinanden.
De sidste 300 m
Vi er ved at bygge os et regnly, så vi kan være glade i skoven i al slags vejr. Til det skal vi bruge stolper og brædder. Heldigvis går skovvejen ikke helt ned til vores hjørne af marken. Bil og trailer kan ikke fragte materialerne de sidste 300 meter. Hvis vi vil have læ, må vi yde en indsats. Vi har i høj grad erfaret, at ord ikke kan flytte brædder. Tro mig, vi har prøvet!
Det er som lærer for klassen, at jeg siger heldigvis. Eleverne har været ude i at snakke om helikopter og bæltekøretøjer som udmærkede transportmidler.
Den samme rille
At hjælpes ad med at bære brædder gennem en skov er et yderst undervurderet pædagogisk værktøj. Jeg har tit hørt mig selv sige »Når du gør sådan, så sker det og det … og det gør ondt på de andre.« »Det du gør påvirker de andre … de bliver sure.« En velmenende plade med mange næsten enslydende riller. Mine elever nikker og går som oftest ud og gentager samme handling. Jeg taler til hovedet, de forstår det med hovedet, men det er som om, de tænker »og hvad så?.« De mærker ikke de andres smerter og følelser.
En direkte telegrafledning
Når de bliver sat sammen i hver ende af et bræt, bliver samspillet lige pludselig tydeligt. Nu er det ikke kun mund og øre, der har kommunikationsmulighed. Gennem brættet er de to kroppe forbundet som med en direkte telegrafledning. En bevægelse kan sige mere end tusinde ord. Det kan være svært at sætte sig i en andens sted, at se fra en andens perspektiv og ikke mindst mærke en andens følelser. Brættet er et fantastisk samtaleredskab.
Jeg vil ikke foreslå, at nogen lader elever gøre dette uden at være under opsyn. Det er heftige følelser vi ’leger med’ her. Prøv engang at tage en elev, der har tendens til gerne at ville styre. Sæt eleven i den bageste ende af brættet, så han skal lade sig styre af en andens vilje.
Opstillingen er simpel, men jeg garanterer, at der vil efterfølgende være grobund for gode samtaler.
Kropslig læring
Nogle vil måske sige, at så kan de lære det på den hårde måde. Jeg vil hellere sige, at så kan de lære det på den kropslige måde.
Her ligger hovedårsagen for mig, til at flytte klasseværelset ud i skoven. Det kropslige, det konkrete. Vi laver tingene konkret, men den overførte betydning, dannelsen bag, er ikke til at tage fejl af. Vi snakker ikke til hovedet, men lader dannelsen gå via kroppen. Vi bærer brædder, men egentlig arbejder vi med kommunikation og socialisering. Vi går de 1,5 km. gennem skoven ned til lejren. Vi bærer selv hver vores rygsæk med madpakke og skiftetøj. Egentlig arbejder vi med selvstændiggørelse. Med det at tage ansvar for sig selv. På vejen derned har vi faste steder, hvor vi venter og sikrer, at alle er med. Egentlig arbejder vi med holddannelse. At lægge fokus fra individ til gruppe. Vi bygger ly for regn og vind, men egentlig arbejder vi med at ville drage omsorg for sig selv. Lære at passe på sig selv. Vi laver knager til vores tasker og overtøj. Vi bygger et brændeskur med hylder til vores grej. Egentlig arbejder vi med at skabe orden og få styr på et oftest rodet kaotisk indre.
Handling og vilje
Hjørnet af marken, vi har fået lov at være på, er for sumpet til dyrkning. Hvad gør man, når man har vand i kælderen. Tager ansvar for sig selv og sit hus og begynder at grave dræn. En vigtig pointe i dannelsen er handlekraft; viljeskraft.
Når vi sidder og spiser omkring bålet, og vi får røg i øjnene, så har vi et valg. Bliver jeg i offerrollen, brokkende, pivende, ventende på at andre gør noget, eller passer jeg på mig selv. Jeg kan fysisk flytte mig fra ubehaget, jeg kan få bålet til at brænde bedre. Begge dele kræver handling fra mig. Ubehaget og mine handlemuligheder er konkrete og kropslige. Jeg kan ikke snakke røgen væk, jeg må handle.
I skoven kan det lade sig gøre at lave undervisning som ikke er til elevernes hoveder. Det kan lade sig gøre at skabe oprigtige rum for dannelsen af kropsbevidsthed.
At mærke naturlig begrænsning
Jeg har en hjælper og fem elever i klassen. Aldersspændet er fra 8–10 år. Vi er i skoven fra kl. 8.30–13.00 mandag og fredag, i al slags vejr. Alle fem elever er, efter min vurdering, for hurtigt blevet hovedmennesker. De har tidligt i livet «valgt» kroppen fra og hovedet til. Ud fra hver deres forskellige årsager og livshistorie er deres bevidsthed blevet koncentreret i tankerne. Følelsen og viljen er de sprunget let hen over.
Både det enkelte menneskes og hele menneskehedens evolution går fra det legemlige over følelserne til forstanden. Det kan have store konsekvenser ikke at følge disse gamle spilleregler.
To steder ser vi problematikken tydeligt hos vores elever. Hvis de har svært ved at afkode egne og andres følelser, kommer de gang på gang til at overskride enten egne elle andres grænser. Bruger de ikke deres krop/vilje, men forbliver i hovedet møder de aldrig den naturlige begrænsning virkeligheden tilbyder os. Faldgruppen er et indre billede af sig selv som en konge i eget kongerige. Fejlfri og med retten til at herske. Effekten er selvforstærkende, idet de trækker sig mere og mere væk fra virkeligheden, når den indre forestilling konfronteres af deres virkelige formåen.
Skoven som læremester
I begge tilfælde – altså både til følelses- og viljestræning er skoven et fantastisk understøttende undervisningslokale. Den er upartisk og aldrig dømmende. Den står klar med åbne stier og giver altid en chance til. Dens tålmodighed er ubegrænset. Et strålende forbillede.
Alt i skoven er belivet og konstant i bevægelse; årstiderne, vejrforhold, plante- og dyrelivets skiftende stadier. Igen et forbillede for følelserne og i skærende kontrast til hovedmenneskets oftest fastlåste og kantede tankegang.
Hvis en elev stempler ud og ikke kan eller vil deltage i undervisningen, er det lige før, jeg glædes. Nu er eleven overladt til en langt bedre læremester end mig. Eleven trækker sig og er alene med naturen. Naturen kan rumme dem, om de er sure, glade, kede af det eller har lyst til at råbe. De kan ikke råbe så højt, at skoven bliver bange, fastfrosset og handlingslammet. I klasseværelset på skolen er situationen vendt på hovedet. Der kan eleverne godt skrige så højt, at alt andet bliver stille, og de har kontrollen. De kan ikke få kontrol over skoven. De bliver nænsomt og uden arrogance mindet om skovens storhed.
Kroppen begynder at svare
Nu har vi været i skoven i et halvt år. Både i skoven og i klasseværelset hjemme på skolen, er det tydeligt, at der er sket en udvikling med eleverne. Nu har vi i et halvt år snakket til kroppen, og nu begynder kroppen at svare. Eleverne er ikke nær så modstræbende for at gå med i rytmer i vers og remser. De er blevet bedre til at tage deres stjerne og holde den. De formår at række fingeren op, vente på tur, at holde sig selv tilbage og lytte til andre. De er blevet bedre til at spørge i stedet for at råbe, og de er næsten begyndt at tro på nisser.
Noget af det vigtigste, for mig at se, er, at de har fået mere modstandskraft. Når de møder modstand, har de nu kræfter til at sætte deres egen vilje igennem. Vi er ikke i mål, men vi har taget fat på alle de ting, man skal kunne mestre for med glæde at åbne en bog.
Jeg sidder i skrivende stund og glæder mig til næste skovdag på mandag. For to timer siden kørte jeg bil og trailer ud ad den mudrede skovvej. På traileren havde jeg brædder og stolper. Uden dem kan vi ikke komme videre med vores brændeskur.
Nu skal vi bare lige have båret dem derned først.
Alle fotos: Specialklasserne i Ølsted.
Naturen kan rumme dem, om de er sure, glade, kede af det eller har lyst til at råbe. De kan ikke råbe så højt, at skoven bliver bange, fastfrosset og handlingslammet.
