Af Robbin Hayman 

Underviser på Marjattas 
STU/Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse.

Opmærksomheden
i en tidlig kop
morgenkaffe 

Det er i ungdommen vores identitet dannes, og i denne periode har vi virkelig brug for at blive set af forældre, lærere eller andre voksne. Nogle gange er det ganske små ting, der skal til for at ændre teenagerens hverdag. Robbin Hayman underviser på Marjattas STU og beskriver her, hvordan han arbejder med identitetsdannelse på STUen – det pædagogiske afsæt er det samme for alle teenagere.

Identitetsdannelse er skabelsen af en personlig historie. Det er skabelsen af et perspektiv eller en synsvinkel, der adskiller sig fra andre synsvinkler gennem den personlige historie. En kæde af erfaringer, minder og meninger som man identificerer sig med. Paradoksalt nok har denne adskillelse ingen betydning uden et omgivende samfund eller ramme at agere i. 
I det følgende kan betegnelsen elev og udviklingshæmmede med fordel udskiftes med børn i al almindelighed, ligesom undervisere kan udskiftes med forældre. 

At rumme et nej

»Jeget er den absolutte negativitet« har den østrigske filosof Karl Popper postuleret. Det vil sige, at vi som individer markerer os allermest, når vi går imod strømmen og den brede konsensus. Derfor er et nej fra en af vores udviklingshæmmede, ligesom fra enhver anden teen­­ager, ikke bare en pædagogisk udfordring. Det er også et sundhedstegn, vi som undervisere både skal være glade for og skal kunne rumme. 

Den pædagogiske udfordring er at balancere rummeligheden overfor et individuelt nej og hensynet til det fællesprojekt, som er målet. Intet nyt i det. Det har hele tiden været udfordringen i verden. Hvis ikke man regelmæssigt bliver skubbet ud af sin komfortzone som under­viser, er der noget man ikke gør rigtigt. Den modstand og det nej, man møder hos eleven, er samtidig et ubevidst ja til noget andet. Dette andet skal vi undervisere forsøge at afdække i samarbejde med eleven. De fleste under­visere kan være enige om, at de har lært mest af deres såkaldte umulige elever.

I praksis betyder det, at der er flere områder, hvor vi inviterer til medindflydelse og medskaben på de fire linjer, som vi har på vores STU: drama- og musiklinjen, designlinjen, håndværkslinjen og kost- og motionslinjen.

Den fleksible ramme

Hver linje byder på muligheder for at skabe noget individuelt i form af et produkt og noget fælles gennem et samarbejde om de emner eller opgaver, der er stillet op af underviserne. Allerede her giver vi et spillerum for medindflydelse, selv om vi har det pædagogiske ansvar for pensum. Her følger et par eksempler:

  • I drama lytter vi til, hvad eleverne selv byder ind med under indøvning af et stykke. Selvom handlingen er givet, er manuskriptet fleksibelt nok til at optage elevernes egne forslag. Måske bliver ikke alle forslag brugt, men de fleste bliver prøvet af, før de måske bliver kasseret. Det er en form for aktiv lytning overfor den enkelte elev, og de føler sig respekteret og mødt.
  • På kost- og motionslinjen er den givne ramme et styrketræningsprogram med et antal gentagelser og sæt, hvor man i det fysiske giver modstand til tyngdekraften og oplever det individuelle fysiske centrum, som er kroppen. Dog har eleverne en træningsmakker, der holder øje med teknik og gentagelser og hepper, når det skal være. Belastningen er individuel, og ikke alle øvelser er mulige for alle. Eleverne kan også vælge hvilke livretter, der skal tilberedes på kost- og motionslinjen. Et typisk valg kunne være pasta med kødsovs. For at give det et pædagogisk indhold, laver vi så pasta fra bunden af selv i stedet for at købe et færdigt produkt. 
  • På designlinjen tegner man selv sit t-shirt print eller vælger stoffet til en trøje eller kjole. Designlinjen kan også have til opgave at levere kostumer og kulisser til et fælles skuespil for hele STU.
  • I håndværk vil der være mulighed for at vælge forskellige produkter, der måske skal sælges på julebasaren. Eller man planter haven til med grønsager, der bruges af alle. Igen bliver det individuelle en indsats for fællesskabet. 

Men udviklingen står og falder med om vi undervisere udviser en holdning, der nysgerrigt giver plads og dyrker det individuelle. Hvis ikke den er der, opleves det ikke autentisk hos eleverne og motivationen udebliver. »Det hjælper ikke noget alligevel,« oplever de måske. Derfor tydeliggør vi, hvornår der er selvbestemmelse, hvornår der er medbestemmelse, og hvornår det er rammerne, herunder vi, personalet, der bestemmer. Et valg har en konsekvens. Har du valgt at gå på kost- og motionslinjen, følger motion med. Har du valgt at gå på STU, må du møde til tiden.

De særlige udfordringer for 
udviklingshæmmede

Selvom helsepædagogik bugner med fordele for udviklingen, kan den faste struktur og rytme på en institution før eller siden stå i vejen for identitetsdannelse eller jeg-udvikling. Det samme gælder i andre skolers klasserum. Opdragelse til frihed og selvstændighed kan ligge under for praktiske hensyn i dagligdagen og fristelsen er stor, til at trumfe igennem med sit »jeg ved bedre, hvad du har brug for«. Det er så meget nemmere, hvis eleverne føjer sig ind i skemaet og makker ret. Typisk er eleverne ikke i stand til at argumentere for noget de vil eller ikke vil, fordi de simpelthen mangler de sproglige og logiske kompetencer. Der er vi undervisere så overlegne på alle områder, at eleverne oftest kommer til kort. Jeg skal i hvert fald passe på, at jeg ikke bare trumfer med mit overblik og min såkaldte bedreviden. Det stækker elevernes egenvilje og selvtillid, og de bliver ikke bedre til at sætte ord på, hvad der rører sig i dem.

Det individuelle kontra det sociale liv

Det er ikke ualmindeligt på vores STU, at en elev trækker sig fra morgensamlingen eller de aktiviteter, der knytter sig til den. At teenagere trækker sig fra rammesatte fællesskaber i skolen eller derhjemme kender nok alle lærere og forældre. Vores morgensamling er netop udformet for at understrege vores samhørighed og fællesskab på flere måder, den består af:

  • Vi står ca. 30 elever og undervisere i en rundkreds
  • Fælles morgenvers
  • Fællessang efter årstiden
  • Meddelelsesrunden 
    (elever deler vigtige nyheder)
  • Folkedans eller fælles eurytmi

Som alle garvede individer ved, er det nemmest at gøre oprør og skille sig ud, hvis der en struktur eller regel, man kan være imod. Det er lidt som billard, at banderne skal være der. (Det er nogle gange vores hovedopgave at være bande!)

Udover individualiseringstrangen kan der være mange gode grunde til, at en elev trækker sig. Der kan være en konflikt, de bærer med sig fra bo­gruppen eller hjemmet, forelskelse, kærestesorg, kropsymptomer af en eller anden art osv. Bare det, at taxichaufføren ikke er den vante, kan være overvældende for nogle. Når følelserne fyl­der, kan vores elever ikke bare tage sig sammen. Det er kun et stærkt velfunderet jeg, der kan det, og det er de langt fra at have. Derfor er de hos os. Men også dette spejler andre teenagere.

Eksempler fra hverdagen

En ung mand havde en periode, hvor han slet ikke ville op om morgenen i sin bogruppe for at komme på STU. Når det endelig lykkedes, med hiv og sving og lange forhandlinger, kom han for sent med slæbende fodtrin og hængende hoved. Han svarede ikke på morgenhilsnen, men kiggede den anden vej. Han satte sig også på gulvet i et hjørne af lokalet eller gemte sig på toilettet. Vi var fortvivlede og efterhånden ret irriterede over den adfærd, da vi ikke forstod den. (Spoiler alert! Irritation og utålmodighed er røde lamper, der blinker, når empati og forståelse mangler.) Vi grublede og forsøgte at komme i tale med ham om det, uden held. Det var tungt.

Så en dag efter et par uger stod han som den første elev et kvarter før mødetid udenfor morgensamlingslokalet! Vi var henrykte og roste ham i store vendinger. Han solede sig i vores ros og mumlede noget om morgenkaffe. Det holdt også ved de følgende uger, og vi var ikke så lidt mystificerede.

Om lidt er kaffen klar

Det viste sig, at en pædagog fra bogruppen havde fundet ud af, at han ikke trives med den morgenstress i huset, med pligter og larm og de andre beboeres konflikter. Han fik tilbuddet om at stå et kvarter tidligere op og nyde en kop kaffe alene sammen med en pædagog. Det ændrede alt! Han blev mødt med den ro og opmærksomhed, han higede efter. I det store regnskab var det en mikroskopisk særbehandling, men med en kæmpe betydning for hans dag. Dominoeffekten gik videre til STU og det blev meget nemmere. 

En anden gang ville en elev ikke være med til vores folkedans, fordi han syntes det var for »pjattet og barnligt«. Han var ret stor og følte sig måske heller ikke tilpas i al den kropskontakt og bevægelse. Han forsvandt ud ad døren lige efter morgensang for at undgå det.

Det overordnede mål for morgensamling er følelsen af fællesskab, og jeg vidste, at han var glad for at optræde, så jeg spurgte ham en morgen, om ikke han ville hjælpe os i orkestret med at spille på tamburin, når de dansende skulle klappe på fireslaget. Det ville han gerne.

Der skal to til tango

Hvis vi skal møde eleverne med værdighed og empati i deres udvikling, må vi fokusere mindre på, hvad de »skal« for at passe ind i vores rammer og mere på deres indre motivation for at gøre det. Med hvilken følelse ønsker jeg, at eleven gør det, jeg kræver? Hvad skal der til, for at eleven er motiveret indefra og selv vælger at gøre det?

Hvis vi stiller os selv de spørgsmål, åbner de for en empati og et ansvar i mødet med eleven og en mulighed for medindflydelse, som giver plads til det vordende individ. Det bliver mindre autoritært og mere samarbejdspræget, og vi undervisere bliver fornyet. Jeg tænker tit på en tango, hvor begge fører i et lyttende samarbejde.

Man skal dog ikke forvente, at eleverne kan sætte ord på alt. Det er for stort et krav. Men de skal have muligheden for at prøve hver gang. Dernæst bruger vi vores pædagogiske fantasi til at læse dem, så godt vi kan. Så bliver eleverne selv den brugsanvisning, vi har savnet.

… udviklingen står og falder med om vi undervisere udviser en holdning, der nysgerrigt giver plads og dyrker det individuelle.