Googler du ordet ”kedsomhed”, så dukker der et væld af artikler frem. Halvdelen påpeger, at det er usundt, på grænsen til det livstruende at kede sig, den anden halvdel insisterer på, at der er godt at kede sig. Måske skal man lade være med at læse, hvad andre mener og mærke efter i sig selv.
Hermed nogle tanker om kedsomhed.
Som ung var jeg pædagogmedhjælper i en børnehave i København. Vi havde en ugentlig udflugtsdag, hvor vi tog afsted med madpakker og højt humør til byens museer og parker. Jeg oplevede det som spændende for mig og givende for børnene at komme rundt og opleve Københavns mange kulturtilbud.
Senere fik jeg selv børn, og perspektivet ændrede sig. Jeg var ikke i tvivl om, at Steinerbørnehavens rytme og genkendelige, overskuelige hverdag gav mine børn de bedste betingelser for at vokse sig store og stærke. Jeg kan huske, at jeg indimellem tænkte, at jeg beundrede pædagogerne for at kunne finde ny energi og engagement hver dag, når dagene (på den overflade, jeg kunne se) lignede hinanden så meget. Faktisk har jeg senere talt med en ung kvinde, som efter 12. klasse fik arbejde som pædagogmedhjælper i en Steinerbørnehave, og netop oplevede, at rytmen blev kvælende for hendes energi – ”der er så meget, man ikke må; ikke pjatte, ikke få spontane ideer til at gøre noget nyt, ikke lege vildt…”
Måske hører det ungdomslivet til at have det sådan. I hvert fald oplever jeg i dag, at jeg var både døv og blind, når jeg så dagene i børnehaven som ens og derfor kedelige for pædagogerne. Rytmen skabte jo netop den ramme, som gav plads til at lægge mærke til detaljerne – reaktionerne på et nyt eventyr, udfordringerne ved nye fagter til en ny sangleg; hvordan håndterer Niels det, kan Ditte følge med og tør Anna prøve, selvom det ikke lykkes i første forsøg?
Rytme kan betyde kedsomhed, hvis rytme forveksles med rutine, men så har man også ganske misforstået, hvad rytme i form af indånding og udånding handler om.
At kede sig i skolen
Børnene blev ældre og kom i Steinerskole. Kedede de sig? Ork ja, mange timer, mange dage. Ikke nødvendigvis fordi de havde dårlige lærere, det faglige niveau var lavt eller kaosniveauet højt. De kedede sig, fordi mange processer i en klasse handler om at vente på hinanden, lytte til hinanden og læreren, være til stede uden at fylde med sig selv. Det er en udfordring for mange børn i dag, og det opleves ofte som kedsomhed.
En anden sag er så, at særligt et af mine børn ikke blev tilstrækkeligt fagligt udfordret i de boglige fag. Han klagede faktisk ikke over at kede sig, men levede et socialt liv i klassen med at skrive sedler, nive sidekammeraten, gå på toilettet eller sidde og tegne store planer for holdopstillinger for internationale fodboldligaer bagest i sine hæfter.
Læreren synes ikke, at det var et problem – han forstyrrede jo ikke, og kunne det, han skulle. Men jeg syntes, at der var et problem. Fra omkring 4. klasse og frem forsøgte jeg til møder med klassens lærere at appellere til, at der blev undervist mere differentieret. Ja, der sad elever i klassen, som dårligt kunne læse, og selvfølgelig skulle der tages hensyn til dem, men derfor behøvede man jo ikke sige til hele klassen, at det var OK at skrive en stil på 6 linjer. Lærernes svar var, at min søn jo blot kunne skrive 30 linjer, hvis det var det, han ville. Ja tak, men det ville han ALDRIG i livet gøre, hvis ikke læreren havde bedt ham om det. Han var nemlig en sej fyr, som ikke skulle nyde noget af at blive kaldt lærerens kæledægge. Nyt svar fra læreren; Han kan øve sig noget mere på violinen. Dér er han ikke særligt god til! Ja tak, han øvede 15 minutter dagligt, hvilket krævede en enorm forældrevilje at insistere og fastholde, men musik blev aldrig hans passion.
Faktisk er han den dag i dag – hvor han læser på universitetet – en forholdsvis langsom læser og han kan stadig blive lidt overrasket over, at nogle opgaver faktisk kræver en stor arbejdsindsats.
Idealet er, at børn aldrig keder sig
Det føles udfordrende at skrive, at et af mine børn kedede sig i Steinerskolen, og fik lov til det. Jeg kan mærke de hævede pegefingre eller øjenbryn; jeg slog ikke til som forælder, når mit barn skulle ydrestyres af en lærer. Havde jeg – og min mand – opdraget ordentligt, så ville han have skrevet side op og side ned, fordi faget optog ham og han havde lyst til at arbejde med det.
Jeg kan huske, at en mor på skolen engang sagde til mig; jeg tror ikke, at jeres børn nogensinde keder sig. De er simpelthen så kreative og hvilende i sig selv, at de kan være i ro indtil ny inspiration dukker frem. Se så var mor her stolt. Bedre vidnesbyrd kunne jeg dårligt få!
Var det rigtigt? Ja, måske. Jeg har aldrig oplevet, at børnene sagde, at de kedede sig. Måske var de bange for at blive sat i arbejde? Måske fandt de faktisk ro i sig selv. I dag, hvor de er voksne, oplever jeg, at de er langt bedre til at være i ro, end jeg selv er.
Børnene er nu 24, 22 og 19 år, og tænk, da de var børn – og det er indtil 4. eller 5. klasse, da så de statskontrolleret børnetv i ½ time hver aften som eneste skærmtilbud. Senere kom pc´ere og mobiler til i rask tempo. Men barndommen var uden skærm stimuli. På et tidspunkt skulle jeg rejse til Grønland med et af børnene. Min mor havde købt en slags minicomputer med spil, som barnet skulle have til den lange rejse for ikke at kede sig. Jeg sagde pænt ”nej tak, han skal da netop opleve, hvor langt, der er til Grønland. Det mærker man jo ikke, hvis man sidder inde i et spil”. Sådan tror jeg, at de færreste forældre tænker i dag.
Tristhed ligner kedsomhed
Nu er børnene flyttet hjemmefra. Hjemmet føles nogle gange for stille, tomt – og ja, kedeligt. Efter en lang arbejdsdag indfinder trætheden sig, så tænder jeg for fjernsynet, og vips er aftenen gået med ”kender du typen”, ”helt solgt” og tv-avisen. Næste dag ligner den forrige…
En sådan kedsomhed er ikke sund. Det ved jeg på egen krop. Men hvordan trækker man sig ud af den? Der findes stribevis af selvhjælpsbøger med gode råd – alt fra indre ommøblering over motion, mindfullness, køkkenhave eller frivilligt arbejde på et hospice. Og de sælger godt! Måske et tegn på, at mange slås med kedsomhed?
Mit svar – lige nu – er at finde ro med dét, der er. At acceptere, at jeg nogle dage ikke orker andet end tv, at jeg andre dage får genoptaget kontakten med gamle venner, går en lang tur, får taget ekstra hånd om en spændende arbejdsopgave, inviterer min mand ud og spise eller i teatret… Jeg øver mig i at være i ro med mig selv uden at skulle præstere overfor hverken mig selv eller andre. At kede sig handler – for mig – om at opleve et tomrum og ønske at være et andet, men diffust sted, som ikke rigtigt har retning. Havde det retning, så kunne jeg søge derhen imod, og så havde jeg jo et nyt projekt, der ville kræve mit engagement og derfor bringe mig ud af kedsomheden.
