Nogle gange kan det være svært at få ro i en klasse, men når man har tysk, og gerne vil have snakken i gang på dette sprog, er det en helt anden historie! Så er der pludselig meget stille …
Vi mennesker er sociale væsner, som helt fra fødslen søger kontakt. Det fortsætter op gennem barndommen og ungdommen og, ja, resten af livet. Så snart vi lærer at bruge sproget, forsøger vi med ord at skabe den kontakt, vi søger og har brug for. Men ord er ikke bare ord. Alt efter hvem vi er, vores opdragelse og vores livserfaring, har vi måske ikke den samme forståelse af de samme ord, og her opstår de første udfordringer. Sproget og ordene er dog ikke det eneste, man har brug for for at skabe kontakt. Vi må også være i stand til at lytte, og her opstår den anden udfordring.
Som sproglærer arbejder vi intenst med disse koncepter med børnene. Vi må lære de helt basale ord og vendinger, for at kunne henvende os til andre. Det skaber en bevidsthed om sproget, som forhåbentlig giver stof til eftertanke, når vi forsøger at give udtryk for vores tanker og følelser sprogligt.
Snakkekort: »Ist dein Tier braun?«
For at kunne tale sammen, må man have et ordforråd, og i tysktimerne opbygges det fra første klasse gennem sange, rim og remser, små remseeventyr og sjove lege.
Efterhånden lærer vil flere ord, og vi prøver bevidst at huske dem. Således spiller vi for eksempel »Hvem er hvem« i tredje-fjerde klasse med kort, de selv har tegnet. Det er sjovt! »Ist dein Tier braun?« »Hat dein Tier Flügel?« Vi kan både spille det to og to, men vi kan også spille hele klassen sammen.
Eleverne kommer selv på flere idéer til nye kort, og således er vi i fuld gang med at lave madkort! Transportmidler har også været foreslået, så det kan blive det næste. Jeg har også planlagt, at vi skal lave kort med følelser, men nu må vi se, hvor længe motivationen holder.
Familiehistorier motiverer
I femte-sjette klasse begynder vi at interagere på tysk, og det er rigtig svært. Således er vores femtesjette klasse lige nu inddelt i familier, og de skal nu forsøge at lave en lille scene fra deres hverdag. Den skal spilles for klassen, så vi får øvet udtale, forståelse, mod og samarbejde. Her begynder genertheden at melde sig, og det er rigtig svært for nogle af dem at få sagt noget. De får det dog gjort, for de elsker deres familier, og de synes, det er sjovt at spille en rolle. Før de små scener har de tegnet deres person, beskrevet vedkommende, tegnet værelser og hele huset, og hver familie har præsenteret sig for resten af klassen. På den måde bliver de motiverede til at forsøge at sige noget, hvilket kan være en stor udfordring, især når det er på et sprog, de aldrig hører i hverdagen.
Mange af de erfaringer, de får blandt andet i sprogundervisningen, kan danne grundlag for barnets evne til at kommunikere og forhåbentlig bringe bevidsthed ind i sproget og i det at lytte.
Generte elever udfordres
I syvende-ottende klasse laver eleverne en præsentation af sig selv. De laver en lille film eller viser billeder, mens de fortæller på tysk. Det er meget grænseoverskridende for nogle børn at vise sig selv frem. Af årsager, jeg kun kan gisne om, virker det som om, børnene i dag er blevet meget mere sky, generte, indadvendte og private. Det er, som om vi ikke rigtigt må lære dem at kende. Det giver sig til udtryk på mange måder. For eksempel den fælles omklædning til idrætstimerne og det efterfølgende bad kan være svært for mange. At synge med på morgensangen, at spille hørbart på sit instrument, at fortælle om sig selv og sin familie. Det kommer til udtryk på mange fronter. Vi øver et lille skuespil, for på den måde bliver det en anden person, man udstiller. Det hjælper for de fleste. Dog oplever jeg stadig elever, som absolut ikke vil stille sig frem foran andre. Det er en udfordring, som er blevet større over de senere år. Man kan kun gisne om, hvad der kan ligge til grund for det. Et bud kunne være skærmens indtog i vores hjem, og med skærmen foregår kun envejskommunikation. Jo yngre vores børn er, jo vigtigere er den menneskelige kontakt. At snakke med børnene, synge for dem, læse højt for dem – kort sagt skabe den kontakt, de næres af og lærer af.
Kunsten at lytte
I niende klasse øver vi især at lytte. Vi hører »rigtig« tysk og prøver at forstå. Også her har nogle elever meget svært ved at »udstille« sig selv, hvilket de føler, de gør, når de siger noget. Det kunne jo være forkert! Som tysklærer sætter jeg en ære i at glæde mig over deres fejl, og jeg gør tit eleverne opmærksomme på det: »Det er jo fantastisk for mig, for så kan jeg jo lære jer noget!«
Men det er mindst lige så vigtigt at kunne lytte for at skabe dialog. Og man må kunne vise enten med ord eller kropssprog, hvordan man reagerer på det, den anden siger. Kun på den måde opstår der forbindelse med det andet menneske.
I tredje/fjerde klasse, hvor jeg er klasselærer, øver vi os på at sige til hinanden, hvad vi føler, når nogen gør eller siger noget. »Jeg bliver glad, når du siger hej til mig om morgenen.« eller »Jeg bliver ked af det, når du kalder mig øgenavne.« Det kræver øvelse, og selv for os voksne kan det være svært. Vi kender alle det, at man smiler pænt og griner sammen med andre, men indeni bliver man egentlig såret. Det kræver overskud og empati, og det er vi nogle, der stadig øver os på. Det er min erfaring, at det allervigtigste er at kunne sætte sig i den andens sted. At kunne føle det, den anden føler. At kunne se sagen fra den anden side, for når man kan det, kan man sænke sit forsvar, og først da opnår man kontakt.
At lære et andet sprog bringer bevidsthed ind
i modersmålet, og man vågner op overfor forskellene i sprogenes struktur, udtryksmuligheder og melodi. Man mærker, hvordan det er at tale et andet sprog, og opnår måske derigennem en oplevelse og forståelse af en anden kultur. Det bliver mere og mere vigtigt i vores verden i den tid, vi lever i, at kunne kommunikere, ikke kun tale, for det er der mange, der kan. Man må også kunne lytte og forstå, og det er den egentlige baggrund for fremmedsprogsundervisningen i skolen.
