Børnenes skov

Menneskets forbindelse til naturen skal passes og plejes. Den optimale grobund for et sundt forhold til den må baseres på nærvær og omsorg. Indsigt i naturen er frøet, der danner kimen til tilknytning, som med tiden spirer og gror til et ansvar. For før man evner at passe på noget, må man først lære at holde af det. 

Efter vi har bygget en lejr i en nærliggende skov, har den vokset sig til en del af børnenes skoletilbud. Herfra udspringer undervisningen i ar­bej­de, leg og fællesskab. 

Vi har slået rødder her. Dette forhold forgrener sig til en bevidsthed hos børnene ved bålet – 
om naturen og dens vigtighed. Hvilket er et passende samtaleemne, mens man kigger ind 
i flammerne.

Naturen 

Spørger man børnene her i skoven, så er der mange gode grunde til, hvorfor skole rimer på skov. ”Fordi man får frisk luft og motion” svarer Cecilie, 11 år. ”At være ude og lave noget, træner både en psykisk og fysisk.” tænker Berk, 13 år.

Liv, 14 år, uddyber: ”Det er sundt for folk at være udenfor, fordi naturen er en ret stor del af os. Man vågner sådan lidt op og føler sig mere levende.”

Børnenes udsagn bekræfter en viden, som igennem studier og forskning er veldokumenteret: Naturen har en positiv indvirkning på menneskets trivsel. Børnene har i løbet af de seneste år mærket på egen krop, hvad naturen gør ved dem. For dem er trivsel ikke en selvfølge. De har nemlig oplevet det modsatte. Da trivsel er en forudsætning for børnenes udvikling, fagligt og socialt, er det selvsagt et fokus i vores daglige helsepædagogiske arbejde. Her oplever vi tydeligt den gavnlige effekt på børnenes velvære, 
at være og lære i naturen. 

Fællesskab

I årtusinder har bålet været et samlingspunkt for mennesker. Mens man sidder her og varmer sig, mærker man, hvorfor det stadig er tilfældet. Det er et godt sted at mødes. 

Når børnene løfter blikket fra ilden, får de øjenkontakt med deres klassekammerater. 

”Udenfor gør vi noget sammen, så det er en form for fællesskabsbyg. Når vi er ude, så samler vi puslespillet sammen” fortæller Berk. Arbejdet og legene i skoven fordrer, at børnene tager del 
i fælleskabet. Igennem mødet med hinanden, bliver de klogere på sig selv. Deres ‘jeg’ træder først for alvor i kraft, når det bliver spejlet i et ‘vi’.

”Da vi byggede lejren, selvom det var hårdt nogle gange, så var det sjovt at bygge noget op og 
faktisk være en del af noget.” supplerer Liv. Til tider har det været en krævende proces. Hårdt arbejde. Mudder, regn og kulde. Læg dertil voksne, som forlanger noget af én. Det kræver sit barn! På den anden side er det ofte igennem udfordring, vi oplever udvikling.

Børnenes bedrift har nemlig båret frugt. For her ved flammerne kan de nu betragte deres egne hænders værk. Et produkt som de alle, på hver deres måde, har andel i. Der står nu en lejr, et sted at være. Så udover en værdifuld følelse af skaberkraft, så har lejren givet børnene et formål. Vigtigst af alt, har den været med til at understøtte de indbyrdes relationer og på den måde fællesskabet. 

Mennesker og dyr

Kigger man rundt, så er der ingen tvivl om, at vi har sat vores aftryk på stedet – vores skovly, redskabsskuret, lokummet, pilehegnet og stierne. Vi er ”flyttet ind”. Men vi bor kun til leje og bestemt ikke alene. Isfuglen suser forbi langs åen. Tranerne trompeterer på engen. Musene piler rundt i kvashegnet, mens vi spiser vores madpakker. Derfor kræver vores tilstedevær­else, at vi besidder respekt for lejemålet. 

Liv udtaler: ”Vi lærer at være ordentlige ved skov­en og ved dyrene, fordi vi er tættere på dem.” De andre stemmer i. ”Ligesom vi bygger fuglehuse, så fuglene kan bo i dem. Så bor der dyr 
i skoven. Derfor skal man ikke ødelægge skoven. For det er dyrenes hjem”, siger Cecilie.

Størstedelen af børn, særligt her på skolen, har en naturlig hjertevarme for dyr. Det betyder også, at dyrenes ve og vel ligger børnene på sinde. ”En kanin og et menneske, begge liv er lige meget værd. De er begge to levende væsener, som ånder og er. Folk tænker tit, at det er mennesket, der skal overleve. Faktisk ser jeg, at vi alle skal overleve. Mennesket er ikke vigtigere end andre dyr,” mener Berk. Børnenes natursyn og medfødte empati gør dem i stand til at se værdien, 
i noget som er mindre end dem selv. For dem er det ganske naturligt at kæle med en tudse eller udvise omsorg for en snegl. Dette er en tilgang til omverden, som voksne har tendens til at glemme.

Fra bevidsthed til ansvar 

Mens bålet langsomt falder sammen, falder snakken på hvordan vores relation til skoven gør, at vi passer godt på den. Alle disse timers slid og slæb, grin og glæde. Fælles oplevelser her har bibragt børnene et ejerskab til ”deres” skov. Hvilket betyder at de har fået en grund til at værne om stedet. Med et hvert ejerskab, følger et ansvar.

Cecilie tænker: ”Skoven er sådan lidt vores lille del af verden, som vi passer på. Liv tilføjer: ”Vi skal rydde op efter os selv. Man kan ikke bare lade ting ligge over det hele. Både dyr og mennesker kan komme til skade. Jeg mener også, at man ikke skal smide plastik i skoven. På den måde passer vi på den”. 

Det kan være svært for børn, at forholde sig til plastik-øer i verdenshavene. Dog er et stykke slikpapir eller en øldåse i skovbunden til at tage og føle på. Børnene kan sagtens gennemskue, at dér hører det ikke til.

Så må man jo selv tage affære. Skridtet efter at rydde op efter sig selv, er at rydde op efter andre. ”Det er vigtigt at passe på naturen. Generelt så tager jeg også skrald i lommen og smider det i en skraldespand. Så jeg synes, det er vigtigt, at man tager sig tid. Det kan godt være, det bare er et stykke plastik, men hvis alle tænkte sådan, så ville det ikke være en skov, men nærmere en losseplads,” siger Berk.

Børnene føler, grundet deres forbundenhed til naturen, en forpligtelse til at passe på den. Omend de er klar over, at de ikke kan klare det hele selv, så er de stadig villige til at tage ansvar. ”Man kan ikke ændre verden, men man kan ændre sin lille del, og det synes jeg, vi gør her i skoven,” konkluderer Liv, mens bålet er ved at gå ud.

Fremtiden

Et par stykker brænde bliver lagt i gløderne. Hurtigt opstår nye flammer. Ung, håbefuld ild. Børnene kan fra bålstedet se ned til åen, der flyder afsted. Målrettet og konstant i bevægelse. 

Når deres øjne følger åen, dukker der en skov af høje, solide bøgetræer op. Rodfæstede og dog foranderlige. Ligesom åen, træerne og dyrene, så hører børnene til her. Det er deres skov! 

Et barn bemærker. ”Alt ændrer sig. Ligesom vi ændrer os, så ændrer naturen sig”. En voksen tænker stille for sig selv: hvis disse unge menneskers anskuelser er et udtryk for fremtiden, så er der håb endnu.

Børn har uden tvivl brug for os voksne til at trampe stien. Dog kan vi undervejs lære meget af at se verden med deres øjne. Ideen om, at al op­dragelse er selvopdragelse, forpligter os voksne til at møde dem i øjenhøjde. Måske endda indimellem at turde bøje os ned, for at se op til børnene.

Ilden knitrer. Ind imellem titter forårssolen gennem et gråt skydække over Ølsted på Midtfyn. Her sidder en flok børn rundt om bålet i deres lille skov. For det er deres skov – eller det kalder de den i hvert fald, fordi sådan føles det. 

Specialklasserne i Ølsted 

Specialklasserne i Ølsted hører under Rudolf Steiner-Skolen i Odense og er et skoletilbud for børn med særligt støttebehov. Vi favner en bred målgruppe. Her er diagnoserne sekundære, for i bund og grund er vi ”bare” en skole. En lille, særlig skole for 17 børn og unge, med hver deres personlighed og potentiale.