En steinerskoles liv er båret af rytmer og gentagelser – daglige rytmer, ugerytmer, månedsrytmer, årsrytmer. Fra 1. klasse kan man se frem til alt, der venter, og ved afslutningen af 12. klasse har man været igennem “det hele”, med dags-, uge-, månedsrytmer, der har ændret og udvidet sig gennem de forskellige klassetrin. Fra mellemtrinnet er der årlige ture, hvor vi tager væk fra skolen, og arbejder med det, der nu er relevant på det gældende klassetrin – jordbrug, landmåling, kunst, arkitektur m.m. I 8. klasse er det en ikke helt let vandretur.
Hvert år midt i august oprinder for 8. klasse en særlig dag på Vidarskolen: 20–25 elever og 3 lærere med oppakning og et stort antal forældre mødes. Alle fyldt af spænding, sommerfugle
i maven og en vis nervøsitet. Forældrene måske med en lille gnavende usikkerhed – “kan dette mon gå – også for mit barn?” Der bliver vinket farvel, og vi har nu i første omgang en togtur til Abisko i Nordsverige forude. Toget ruller – vi er afsted på den længe ventede 8. klassesvandretur til Lapland. En tur, som alle har set frem til, hørt meget om og har en vis ærefrygt for.
Siden 1. klasse har eleverne hørt fra de ældre elever og søskende om turen. Den har til tider været udfordret af meget regn, forstuvede ankler og brækkede arme og en gang en maveforgiftning, som sendte hovedparten af deltagerne med helikopter til et idrætscenter t isolation. Hvilket dog ikke præger det store billede af “WAW – de klarede det, hvor er de seje.” Det går altid, og det går godt, trods de udfordringer der møder os undervejs.
Turen har karakter af at være en slags overgangsritual mellem barndom og ungdom. Man bliver prøvet “udenfor civilisationen” – skal overleve med det, man har med på sin ryg i 9 dage. Man har det, man har med og kan bære, sine ben, gruppen man deler telt og mad med, resten af klassen og de tre lærere – og det er det.
Grundig forberedelse
I årene inden er klassen på lejrskoleture langsomt blevet forberedt på Laplandsturen. I 6. klasse er lejrskolen med overnatning på campingplads, med vandre- og cykelture. 7. klasses tur er i de seneste år gået til Thy Nationalpark, hvor vi har vandret med rygsæk og proviant. Så, når 8. klasse mødes efter sommerferien, er starten på skoleåret tjekning af udstyr, madplaner og -indkøb, etablering af tre-fire personersgrupper, der skal sove og lave mad sammen etc.
Rejsetøjet opmagasineres
Nu er dagen så kommet – og det viser sig, at de fleste aldrig har overnattet i et tog, så her starter de første udfordringer. I kupeen, hvor vi skal sove seks personer sammen, er der dyner og sengetøj, men hvordan får man dynen ind i dynebetrækket? Ja, derhjemme sker det automatisk eller …? Vi kører langt, og vi kører længere end langt – og endelig, efter 24 timer, ankommer vi til Abisko i Nordsverige, Lapland. Vi træder ud af toget og bliver mødt af en meget klar og ren luft, der forbavser og forundrer alle.
På Abisko Fjeldstation opmagasinerer vi vores rejsetøj, og vi lærere gennemgår alle rygsækkene og tager overflødige ting fra for at minimere vægten. Vi lægger nu civilisationen bag os og begiver os ud på fjeldet. Den første dag vandrer vi relativt kort langs en elv til en lejrplads – og her skal grupperne nu for første gang stå deres prøve, der skal sættes telte op, Trangia-sættet skal findes frem, og der skal laves mad. Hver gruppe skal sørge for egen forplejning, og hjemmefra har der ligget et stort arbejde i at blive enige om, hvad der skal spises. Nogle er veganere, nogle intolerante over for visse madvarer, nogle elsker pølse etc. – der er fundet gode løsninger, det ikke altid har været lige nemt at komme frem til. Men på fjeldet viser det sig, at al mad faktisk smager godt – havregrød kan f.eks. være en himmelsk mundfuld.
Hvordan fordeler man teltstænger?
Når “hverdagslivet på fjeldet” etableres, er der mange rutiner, der skal findes. Hvordan fordeles fx telt, stænger, pløkker og maden mellem de 3–4 i gruppen? Hjemmefra er der lavet aftaler om, hvem der bærer hvad, men når man står på fjeldet, og en er ved at bryde sammen under vægten, så må man jo finde en anden løsning. Den løsning, det ender med, er ofte ganske overraskende. Pludselig er det den stille elev, der stiller sig frem og siger: “Den tager jeg.” Ofte er vi også blevet overraskede mht maden, hvor eleverne er gode til at dele med dem, som ikke har fået nok med, eller som åbenbart kan spise meget mere, end de havde regnet med. Det er helt nødvendigt at samarbejde for at få hverdagen på turen til at fungere – og eleverne kan det ofte bedre, end vi på forhånd kunne håbe på
Når fjeldrytmen indfinder sig
Dagsrytmen ser nogenlunde sådan ud: Vi står op om morgenen, når de første vågner, og nogle i gruppen går i gang med at lave morgengrød. Når morgenmaden er spist, pakker vi lejren sammen og tjekker pladsen for affald. Nogle år har der været en del plastikposer og emballage, som vi til elevernes forbavselse naturligvis skal bære med os resten af turen. Set i bakspejlet er det dog tydeligt, at eleverne nu har en langt større bevidsthed om affald end tidligere. Derefter er der en lille samling, hvor vi orienterer om dagens rute, inden vi begiver os afsted.
I løbet af dagen vandrer vi mellem 8 og 18 kilometer alt afhængig af terrænet. Ved 13-tiden holder vi en længere frokostpause. Når vi sidst på eftermiddagen kommer til en lejrplads går eleverne i gang med at sætte teltene op og orientere sig lidt i forhold til omgivelserne. Ivrige elever kommer og spørger, om de ikke lige må gå over på det store bjerg, der ligger lige ved side af og se på udsigten – men ingen elever må gå alene på egen hånd uden en voksen, så det er muligt, det bliver et nej. Om aftenen er det meget forskelligt, hvad der sker. I starten af turen, hvor det er muligt at finde brænde, bliver der sommetider lavet bål. Ofte er eleverne så trætte, at de spørger, om de ikke bare må gå i teltene og ligge og snakke.
Minder og nyt syn på fortiden dukker op
Pludselig er vi godt i gang, dagene går. Vi har vandret mod et fjeld – nu ligger det bag os – nu kommer vi til et særligt sted med blåbær, her må vi holde pause og spise blåbær, nu kommer vi til denne helt særlige udsigt, et brusende vandfald … Skridt efter skridt vandrer vi. Og efter et par dage opstår der en dynamik, en fælles puls, hvor gruppen som helhed har fundet sin måde at vandre på, er blevet en fælles organisme med frontløberne, dem der går bagerst og dvæler ved skønne sten, små særlige blomster og alle derimellem. Gruppen finder mere og mere et fælles fodslag, og de sidste dage er det helt fantastisk at gå bagerst og se, hvordan gruppen går på en lang række i en fælles rytme.
I løbet af dagene opstår der ofte nye grupperinger. Det er også, som om vandringen fremkalder minder fra de mindre klasser og børnehavetiden, og nye synspunkter på fortiden bliver luftet.
Landskabet vi bevæger os i
Fra Abisko går vi tre dage i Sverige og herefter ind i Norge, hvor vi vandrer i seks dage. Undervejs passerer vi tre forskellig slags natur. I starten er vi under trægrænsen med birketræer og buske. Så kommer vi til trægrænsen, hvor der er lav bevoksning, for til sidst at komme op på selve fjeldet, der er uden bevoksning. At vandre i disse landskaber har forskellige udfordringer. Fælles for alle er de steder, hvor vi skal over en elv. Jeg husker en tur, hvor der var meget vand i elvene, og vi skulle over en lidt bred elv. Et par af eleverne gik i gang med at undersøge, hvor det var bedst at komme over. Det var et lidt svært sted at komme over, når der samtidig skulle bæres på en tung oppakning. Hurtigt organiserede eleverne det, så de stærke bar de andres rygsække over, og alle kom godt og tørre over. Vi var ikke alene ved denne elv, der var en gruppe hollandske kvinder som efterfølgende roste eleverne for at kunne organisere at komme over elven uden vores indblanding – “virkelighedsbaseret pædagogik” som de kaldte det.
Afslutning med tilbageblik
På den svenske side af grænsen passerer vi undervejs flere fjeldstationer, som er bemandede med frivillige. Her får vi os en snak med husværten, og vi bliver budt på saftevand. Eleverne er meget optaget af den venlighed og nysgerrighed, de møder undervejs. Især ude i de mere øde områder i Norge, hvor vi nærmest bliver betragtet som helte af den ældre generation. De siger alle, at det efterhånden er sjældent at finde teenagere/skoleelever på fjeldet med oppakning.
Til slut ender vi i Katterat i Norge og tager derfra et lokalt tog tilbage til Abisko, hvor vi overnatter inden toget går tilbage til Danmark.
Den sidste aften på Abisko fjeldstation har vi en samling, hvor alle skal sige noget om turen. De siger f.eks:
“Her har jeg i flere år været spændt på turen og tænkt på det, som noget jeg har set frem til. Nu er det så overstået, jeg har klaret det, og nu føles det lidt tomt.”
“Jeg kom til at tænke på, at man som menneske jo egentlig er helt alene om alle beslutninger. Det er mig selv, der beslutter at gå fremad.“
“Jeg er meget glad for, at jeg klarede det så godt. Det havde jeg ikke regnet med”
“Jeg fandt nogle kræfter, som jeg ikke vidste, jeg havde.”
“Jeg er meget glad for alt den hjælp, jeg har fået, da de andre bar en del af mine ting.”
Når vi ankommer på Københavns Hovedbanegård og møder forældrene igen, er det med en flok stolte unge mennesker, der er forandrede. De har overvundet meget og fundet en styrke i sig selv og i fællesskabet, der ligger i dem som en kraft til fremtiden.
Anker Meier-Nielsen
Specialunderviser, Vidarskolen, Gentofte.