Far bærer Sofie ind på stuen og spørger, om hun er klar til at sige farvel. Sofie siger nej. Far spørger, hvad hun så kunne tænke sig, om hun har lyst til at tegne eller lege noget i stedet? Sofie siger, hun gerne vil tegne, og at far skal tegne noget sammen med hende. Far og Sofie sætter sig ned og tegner. Far siger, nu skal jeg altså på arbejde, er du klar til at sige farvel nu? Sofie siger nej, først skal du tegne et hjerte til mig. Det gør far og siger, at bagefter skal han altså også gå. Da hjertet er tegnet, og far siger, han skal sige farvel nu, bliver Sofie utilfreds, hun vil ikke have, at far skal gå.
En svær morgen
Far kigger op på pædagogen og gestikulerer, at han har brug for hjælp. Pædagogen kommer hen og siger “Godmorgen Sofie, jeg hjælper dig med at sige farvel til far.” Sofie vil ikke sige farvel og holder fast i far. Far kigger op på pædagogen og siger “det har igen været en svær morgen, hun ville ikke spise morgenmad, ikke børste tænder, have tøj på osv.” Pædagogen får hjulpet Sofie til at give slip på far, og de får sagt farvel.
Kl. 9 skal stuen holde morgensamling, Sofie bliver meget vred og frustreret, da det ikke kan være hende, der skal være hunden i sanglegen, og forlader kredsen i tårer og går ud i garderoben og smækker døren efter sig.
Sofies batterier er flade
Da stuen efterfølgende skal på tur til skoven bliver Sofie ked af det og frustreret, fordi hun ikke kan komme til at gå forrest i rækken. Da de kommer ud i skoven vil Sofie gerne lege med Jonas og Karla, de er i gang med at lege hunde, og siger til Sofie, at hun gerne må være med. Sofie vil ikke lege hund, og hun bliver utilfreds og græder, fordi de ikke vil lege det, hun vil lege. Pædagogen forsøger at hjælpe, men uden held.
Kl. 10.45 er de igen tilbage i børnehaven, alle børn skal vaske hænder, inden de skal ind og spise. Sofie vil ikke vaske hænder og siger til pædagogen, at de altså ikke er beskidte, og at hun vaskede dem i morges. Pædagogen siger at alle skal vaske hænder, inden de skal spise. Sofie bliver frustreret og ked af det, lægger sig på gulvet og græder. Klokken er nu 10.55, og Sofies batterier er ved at være godt flade …
Det vi ser
I min dagligdag som pædagog i en børnehave ser jeg mange børn, hvis hverdag der som Sofies er præget af uro, udadreagerende adfærd og konflikter, som påvirker deres trivsel og livsmod. Hvad er det, der gør, at børns hverdag er præget af uro? Er vi i en trivselskrise, og hvad kan man som voksen gøre for at give børn mulighed for at trives og få mod på livet? Trivselskommissionen er netop kommet ud med råd til, hvordan vi sikrer børns trivsel, og det, de først og fremmest peger på, er at blikket skal vendes mod familien.
Forældrenes ansvar som voksen
Længe har fokus bl.a. ligget på kvalitet af daginstitutioner og skoler og skærmforbrug og digitalisering, og selvfølgelig spiller disse også en vigtig rolle i børn og unge liv, men det er, som om ansvaret for børnenes trivsel er gledet væk fra dem, som egentlig er de primære voksne i børnenes liv, nemlig forældrene. Og det er her mit hovedfokus kommer til at ligge, nemlig på ansvaret. Ansvaret i at være den voksne. Børn og voksne er ligeværdige, men ikke ligestillede og heri ligger den centrale udfordringen i nutidens forældreskab, hvis man spørger mig.
Lyst over for behov
Der opstår en misforstået godhed, når forældre i deres ønske om at lytte på og inddrage deres børn, fuldstændig glemmer at være de voksne og sætte rammer og være tydelige ledere for deres børn. Børn ved nemlig rigtig meget om, hvad de har lyst til, men ikke hvad de nødvendigvis har behov for. Det er nemlig de voksnes opgave. Trivselskommissionen påpeger et autoritetstab, som i stigende grad påvirker vores samfund og derigennem børns trivsel. For selvom forældre har gode intentioner, er kompetente, engagerede og søger viden om børneopdragelse, så er de usikre på forældrerollen og tvivler på deres egen dømmekraft, dette udmønter sig i en rolle præget af misforstået godhed.
Det kompetente barn
Forældrene vil deres barn det bedste og sætter derfor barnet i centrum. I stedet for at være lederen og vise barnet vejen, kommer barnet og den voksne til at bytte roller. Jesper Juul skrev i 1995 Det kompetente barn, som på mange måder har præget nutidens børnesyn, men det er som om bogens budskab er blevet misforstået. Jesper Juul beskriver det således: “Sådan, at når børnene lå og padlede rundt på åbent
hav, så havde de et fyrtårn, der udsendte forholdsvist regelmæssige og klare signaler, så de kunne lære at navigere på livets hav … Det blev jo til, at børnene var fyrtårne, og det var de voksne, der lå og piskede rundt ude på havet og ikke kunne finde vej.”
Ansvar og dømmekraft
Bare fordi barnet er kompetent, betyder det altså ikke, at man bare skal lade børnene gøre, som de har lyst og fuldstændig overlade ansvaret til børnene, tværtimod. Forældrene skal turde stole på, at de ved, hvad der er godt for deres børn og turde bestemme. At barnet er kompetent, betyder, at vi anerkender og lytter til deres følelser, men ikke at de f.eks. selv skal have lov at bestemme, hvornår de vil hentes fra børnehave, hvornår de vil i seng, om de vil have børstet tænder, og hvor meget fjernsyn de vil se. Det er de voksnes ansvar at bruge deres dømmekraft, for de er de voksne og har været på denne jord så længe, at de er modne til at træffe valg på deres børns vegne.
Skævvridning af relationen
Hvad er det så, der sker, når forældrene slipper lederrollen og giver den til børnene? Hvis de voksne ikke indtager rollen som leder sker der en skævvridning af relationen mellem den voksne og barnet. Deborah Macnamara, der baserer sit arbejde på Gordon Neufelds tilknytning- og udviklingsteori, beskriver det, således at relationer mellem børn og voksne skal være hierarkiske, forældrene skal føre an og barnet skal følge. På den måde kan en nærende tilknytning udfolde sig.1
Alfarollen
Formålet med tilknytningen er, at de umodne, børnene, skal kunne tage imod fra dem, der har ansvaret for dem, altså forældrene. Det er ikke meningen, at relationen mellem voksne og børn skal være jævnbyrdig. Det handler om at den voksne tager ansvar for at føre barnet til modning. Den voksne skal indtage en alfarolle og være den givende. Det er den voksne, der orienterer, vejleder, anviser, passer på, giver ordrer, videregiver værdier og kræver ting af barnet. Barnet er den søgende part, som søger retning, søger hjælp, ser op til, hører til, følger, søger vejledning, opfylder og overholder. Men hvad sker der så, når den voksne ikke indtager alfarollen? Så bliver det naturlige hierarki vendt på hovedet, og barnet bliver alfa. Barnet bliver en lille rastløs jæger og mister roen og friheden til at lege og udvikle sig. Barnet bliver kontrollerende og krævende og føler sig tvunget til at tage over og styre situationer, hvor det ikke er påkrævet. Så det der sker, når den voksne fralægger sig ansvaret, er det at barnet mister muligheden for at være barn og dermed muligheden for at trives og udvikle livsmod.
Livsmod gennem ledelse
Så for at børn kan trives og udvikle livsmod, kræver det altså, at de voksne tør lede. For når de voksne indtager lederrollen, bliver der plads til, at børnene kan være børn. Det lille barn lærer om sig selv og verden gennem sine sanser. Igennem kropslige erfaringer så som at løbe, hoppe, synge, rime, male og lege med sand oplever barnet verden. De sanselige indtryk er med at til at forme barnets hjerne, som danner grobund for den senere mentale udvikling. Man må altså gribe for senere at kunne begribe. Bevæge sig for senere at kunne blive bevæget. Det handler så at sige også om hver ting til sin tid. Hvis vi vil give barnet mulighed for at opbygge livsmod, skal vi give det ro og tid til bare at være barn.
Efterligning og forbillede
Rudolf Steiner siger det således “Der er to nøgleord, som fortæller, hvordan barnet indgår i forhold til sine omgivelser. Det er efterligning og forbillede … Belæringer virker ikke formdannende på det fysiske legeme, men på æterlegemet, og det er jo indtil syvårsalderen omgivet af et beskyttende æter-modersvøb.” Når vi anskuer barnets opdragelse ud fra Rudolf Steiners åndsvidenskabelige synspunkt, må vi huske på, hvad der i de forskellige syvårsperioder er vigtigt.
Jeg-kraften
I den første syvårsperiode, er det altså det fysiske legeme. Barnet er født med en jeg-kraft, en sjæl, en individualitet, og det er denne kraft, man som opdrager har til opgave at hjælpe til med at give optimale forudsætninger i kroppen. Men vi må huske på, at dette, altså jeg-kraften, stadig er i et ’svøb’, når barnet er lille, og derfor skal vi ikke ’tale til’ jeg-kraften. Det lille barn skal have ro til at være i sin fysiske krop og sanseverden. Ligesom Deborah Macnamara beskriver, at relationen mellem barn og voksen skal være hierarkisk, så barnet ikke skal tage ansvar for sine forældre, men kan hvile i deres omsorg og derigennem modnes.
Ro og sikkerhed
Børn opbygger ikke livsmod ved at få indflydelse og medbestemmelse i alle livets aspekter, de opnår tværtimod en uro og usikkerhed, fordi barnet stadig er umodent i livet og ikke i stand til at rumme den rolle. Vi må huske på, at hele det lille barns krop er et sanseorgan, det vil sige, at enhver påvirkning fra omgivelserne går helt ind i kroppen på barnet. Så hvis forældrene er usikre og udstråler uro, vil denne uro sætte sig i barnet.
Vi er tilbage ved den misforståede godhed. Når forældrene f.eks. i en afleveringssituation spørger barnet, hvad det gerne vil, og om det er klar til at blive afleveret, fordi de gerne vil lytte til og anerkende barnet behov, udstråler det en usikkerhed, som barnet mærker.
En pilot til Sofie
Jeg var for nogle år siden til et foredrag med psykolog Ulla Dyrløv, overskriften var “Pilot for dit barn.” Det billede bruger jeg ofte i samtaler med forældre, der har brug for gode råd til, hvordan de griber f.eks. en aflevering an. Alle, der har været i en flyvemaskine, kan nikke genkendende til, at det giver en ro og får en til at slappe af, at der er nogen, der har styr på tingene. Når man sætter sig i en flyvemaskine, fortæller piloten, hvor man skal hen, han spørger ikke passagererne om, hvilken rute, de synes, han skal flyve, hvilken højde og hastighed osv. Der er et lille skilt, der lyser, når man skal sidde i sædet og som går ud, når man må rejse sig. Man har fået en billet, hvor der står, hvor man skal sidde. Alt i alt er der altså nogen, der har taget ansvar for situationen, fordi de ved, hvad der fungerer, fordi de har viden om og erfaring med det. Sådan skal vi også tænke, når vi er sammen med vores børn.
Selvopdragelse
På samme måde som vi selv ville gå i panik over at skulle bestemme, hvilken rute, højde og hastighed piloten skulle flyve i, får børnene det også, når de skal tage stilling til og tage ansvar for ting, de ikke er i stand til, fordi de ikke er der i deres udvikling endnu. Rudolf Steiner taler om selvopdragelse for den voksne og vigtigheden heraf. I vores rolle som forældre må vi altså spørge os selv: Giver jeg mit barn ansvar for ting, som faktisk er mit ansvar? Kommer jeg til at stille spørgsmål til mit barn, som det reelt ikke burde være noget et spørgsmål? F.eks. – vil du med hjem? Når man kommer og henter sit barn i institution. For hvorfor spørger man egentlig? Barnet skal jo med en hjem.
Misforstået godhed
Igen vender jeg tilbage til begrebet misforstået godhed. Vi vil som forældre vores børn det bedste og vil derfor gerne vise dem, at vi lytter, anerkender og ser dem som ligeværdige mennesker, men vi må huske på, at børn ikke er små voksne og ikke er ligestillede med de voksne. Nøgleordene i forhold til det lille barns opdragelse er efterligning og forbillede, det betyder, at barnet har brug for den voksne i centrum, som det kan kigge på og lære af. Så uanset om vi beskriver det som et forbillede, en pilot, en alfa-rolle eller et fyrtårn, så er det essentielle,
at vi skal lade børnene træde ud af centrum
og i stedet lade dem træde ind i fællesskabet.
Et fællesskab, hvor de i ro og mag kan få lov at modnes i varmen af de voksnes ansvar.
- 1 Barnets udvikling gennem tilknytning og leg, Deborah Macnamara, Blue Pearl, 2018.
