Fra årsopgave til speciale i antropologi
Jeg var 13 år, da jeg havde denne oplevelse. Den blev et af nøglepunkterne i mit liv og katalysator for meget af det, som kom til senere. Jeg vil kalde det et centralt punkt i min opvågning, bevidstgørelse om verden og en rød tråds begyndelse.
Fra flygtningebørn til Sydafrika
I min personlige historie, i årene efter folkemordet i Rwanda, betød den viden, jeg havde, at jeg engagerede mig i projekter med flygtningebørn. Dengang kom mange fra Somalia til Danmark, og arbejdet med dem gav mig indsigt i konsekvenserne af 1994-konflikterne i Afrika. En af de konflikter førte til apartheids ophør i Sydafrika, og det blev i 2001 emnet for min årsopgave på Steinerskolen i Aarhus. Jeg fordybede mig Sydafrikas historie, konflikter, et regimes fald og deres svære forsoningsproces. Det var dog ikke nok at skrive om det, jeg måtte afsted og tale med sydafrikanerne selv; og således begyndte min første antropologiske undersøgelse i virkeligheden på dette tidspunkt.
Et sjælemøde
I Cape Town mødte jeg et menneske, der forandrede mit liv for altid, og som stadfæstede de impulser, som allerede tidligt var sat i gang. Jeg mødte min datters far. En ung, smuk mand fra Rwanda, der, som så mange andre, var taget afsted til Sydafrika i håbet om at finde frihed og penge til at skabe sig et bedre liv. Sydafrika var fuld af håb på dette tidspunkt. Han ønskede desuden at komme væk fra de rædsler og spøgelser, der plagede Rwandas post-konflikt samfund i de første år efter ’94. Mit møde med ham var et stærkt sjælemøde, der gav mig en særlig gave med hjem, min dejlige datter Denise, som i dag er 13 år. I 2013 blev Rwanda således destinationen for mit ”andet” antropologiske feltarbejde. Min datter og jeg boede i første omgang 10 måneder i landet, besøgte hendes familie og lærte kulturen at kende.
Tillid som grundlag
Rwanda var udgangspunkt for min tråd til Afrika og senere min inspiration til at blive antropolog. Rwanda måtte derfor også blive afslutningen på min dannelsesrejse som studerende. Emnet for mit speciale og feltarbejde blev ”Tillid og sikkerhed i Rwandas post-konflikt samfund”; og det blev gennemført i samarbejde med Rwandas politi. Jeg undersøgte relationen mellem politiet og borgerne og den rolle ”community policing” spiller i deres samarbejde og relation.
Emnevalget opstod ud fra en samtale, jeg havde med min datters onkel. Han sagde til mig ”det største problem vi har i Afrika er, at vi ikke har tillid til hinanden”. Det er et centralt spørgsmål, for hvordan genskaber man tillid, når den først er gået tabt? Hvordan ser det ud i et land som Rwanda, hvor al tillid og kulturelt sammenhold blev totalt nedbrudt først af kolonimagten og senere af et regime, som forberedte og eksekverede et folkemord i samarbejde med store dele af befolkningen, og hvor ca. 1 million indbyggere døde. I mit speciale konkluderede jeg, at sikkerhed er et fundament for tilliden, både for institutioner og mennesker imellem, og at tillid er nødvendigt, hvis der skal være god sikkerhed.
Jeg argumenterer for, at den gode sikkerhed i Rwanda har skabt grobund for den positive udvikling, landet har været i, igennem de sidste 20 år. Rwanda er nu et af verdens mest sikre lande. Der er lav korruption sammenlignet med andre afrikanske stater, og de har en af Afrikas hurtigst voksende økonomier. Konklusionen betyder dog ikke, at jeg ikke samtidig stiller spørgsmålstegn ved balanceforholdet mellem tillid og kontrol i Rwanda, et spørgsmål, der også er relevant i vores eget samfund i dag.
Tillid og sikkerhed, også i Norden
For mig at se er det centralt at arbejde bevidst med tillid og sikkerhedsmekanismer i denne brydningstid, hvor verden igen er under rekonstruktion på grund af krige og konflikter. Spørgsmålet om tillid og sikkerhed er således også vigtigt for os i Norden i dag, i takt med at flere flygtninge kommer hertil. Hvor står vi, når tilliden til hinanden, til vores politikere og til sikkerhedsorganernes evne til at håndterer flygtningesituationen er faldene og udfordringerne bliver større?
Frihed til at bidrage
I Rwanda er alle engagerede i deres landsby enten igennem frivilligt arbejde eller i deres ”Community policing Committees”. Det, jeg har lært af dem, er, at det sociale engagement og det at komme hinanden ved hjælper til både at opbygge og genopbygge relationer og tillid samt skaber bedre sikkerhed for borgerne og dermed større frihed til at bidrage til samfundet. Dette peger på, at det kan betale sig, hvis vi i højere grad igen begynder at engagerer os i forskellige sociale sammenhænge, om det så er hos Venligboerne eller i den lokale fodboldklub, hvis vi vil undgå usikkerhed og segregation imellem forskellige kulturer, religioner og nationaliteter i Danmark. Jeg ser bevarelsen af tillid og sikkerhed som Europas største udfordring i det 21. århundrede, hvis vi ønsker at bevare et godt sammenhold og velfærden i samfundet.
Nysgerrighed og mod er drivkraften
Den nysgerrighed og det mod Steinerskolen gav mig mulighed for at udfolde i en alder af 18 år, da jeg tog til Sydafrika, samt den vished, jeg havde om, at vi alle har et sjælskald og et potentiale, der former vores tilværelse og guider os, hvis vi er lydhøre over for det, er blevet min røde tråd igennem tilværelsen. Den gav mig mod og tillid i processen. I dag er jeg i Danmark med min datter, men jeg drømmer om at rejse til Østafrika og Mellemøsten og få sat min viden endnu mere i spil, der hvor der er mest brug for den.
Jeg deler gerne ud af min viden og mine erfaringer, så hvis det har interesse for jeres skole eller organisation, kan jeg kontaktes for foredrag og workshops: Mobil +4531310719 eller på mail: solvejgsandberg@gmail.com
I 1996 så jeg et tv-program om konsekvenserne af folkemordet i Rwanda. I fængsler sad små børn, som ikke anede, hvad de havde gjort, hvorfor de havde slået deres bedste venner ihjel, bortset fra at de voksne sagde de skulle. Nu turde de ikke vende hjem til deres landsby på grund af frygt og skam. Børnene græd, og jeg græd med dem. Deres historie berørte min sjæl så dybt, at jeg dengang forstod, at vi hver især har et ansvar for den verden, vi lever i, og jeg personligt måtte tage mit.
Solvejg og Denise hjemme i Kigali
