En yogatime slutter altid med at koble helt af. I yoga er det ikke bare en velfortjent afslapning efter hårdt arbejde. Det er i sig selv en øvelse, som er lige så vigtig som de andre mere fysisk anstrengende. Vi ved det også fra anden træning. Hvis vi skal blive stærkere, skal vi selvfølgelig presse os selv under træningen, men lige så vigtigt for resultatet er det, at vi bagefter giver kroppen ro til at bygge sig selv op og nu i en stærkere version. Måske er det en tankegang, vi med fordel kunne indføre i flere af livets forhold.
De fleste af os har en travl og hektisk hverdag i et samfund, hvor det at være hurtig, dynamisk, og omstillingsparat er i høj kurs. Det er sjældent, at stillingsannoncerne efterlyser medarbejdere, der er følsomme, eftertænksomme eller gode til at mærke efter. Men måske er det kvaliteter, som er mindst lige så vigtige, når vi skal navigere i den kompleksitet, der kendetegner verden af i dag, uden at blive stressede og syge?
At holde pause og koble af er ikke vores mest naturlige strategi for effektivitet, men noget vi næsten skal give os selv lov til. Sidst jeg gav mig selv ’lov til’ at gå en tur midt i min arbejdsdag, var da jeg var kørt sur i at lægge et program for en temadag. Mens jeg gik, tillod jeg mig selv at tænke på ingenting og pludselig åbnede der sig en sluse af ideer. Da jeg kom tilbage efter en lille halv time, havde jeg stort set planlagt den temadag, jeg var gået i stå med foran skrivebordet.
Støj i hverdagen
Noget af den kompleksitet, vi omgiver os med, er lyde og visuelle påvirkninger. Det er slående, hvor mange slagkraftige indtryk, vi bliver bombarderet med – mange gange uden at være bevidste om det. Vi har accepteret det som en del af hverdagen at høre skingre biblyde, når tog- eller busdøre lukker, en højlydt bib-lyd, når en lastbil bakker, en knap så ubehagelig, men alligevel insisterende bib-lyd, når vi venter ved et fodgængerfelt, og kraftige lyde og visuelle effekter fx i reklamer.
Hvis du ser TV Avis, kan du også prøve at bemærke den globus, der nogle gange kommer drønende ind fra venstre side og torpederer nyhedsoplæserens hoved, som forsvinder ud af billedets højre side efter en ordentlig en på sinkadusen. Jeg har set det masser af gange uden at tænke over, hvad der sker, før det en dag pludselig fik op for mig, at jeg faktisk var vidne til brutal vold i en subtil form, vi ofte bare sluger.
Vi omsluttes af muzak, trafikstøj, ventilationsanlæg eller computerstøj. Vi kan befinde os i den konstante lydpåvirkning hele dagen stort set uden at bemærke den. I det øjeblik, lyden er væk, drager vi enten et lettelsens suk og lader skuldrene falder ned eller vi mærker rastløshed, fordi vi er så vant til at være omgivet af lyde.
Vi bliver ikke bare ufrivilligt omsluttet og påvirket af lyde og synsindtryk. Vi tilvælger også selv spænding i form af film, ofte med vold, konkurrencer og sport og for nogen måske ekstremsport, forlystelsesmaskiner, der kaster os rundt og op og ned i stor fart, biler, fly og tog, der kører stærkt, høj musik, for ikke at tale om de udfordringer, vi selv og andre skaber i vores arbejdsliv. Vi kan altid lige putte lidt mere ind og vi betragter det som oftest som en nydelse eller måske som en nødvendighed eller naturlig stimulans – en naturlig del af tilværelsen.
Hvad er problemet?
’Og hvad så?’ – ku’ man spørge. Hvad er nu problemet i det? Verden udvikler sig og vi med. – Og ja, jeg tror også det er en del af den udvikling, vi gennemlever som mennesker. Jeg tror, at vi for nogle 100 år siden var nødt til at få lidt turbo på og ruste og geare os til større kompleksitet. Den teknologiske udvikling har styrket vores evne til at håndtere mange indtryk hurtigt efter hinanden uden at bryde sammen og den har også understreget nødvendigheden af at kunne det. Den har både stillet krav til og trænet os i at være dynamiske, omstillingsparate og hurtige.
Teknologien har medført enorme muligheder og gevinster, men også det problem, at vi risikerer at blive overbelastede af indtryk. Vi bliver stressede som aldrig før.
Jeg tror, vi er nået til et nyt vendepunkt, hvor det, vi skal lære er ikke kun at jagte det, der giver spænding, men også at kunne koble af og trække os tilbage og give plads til vores intuition og lytte til det, sanserne fortæller os. Flere og flere søger netop det gennem mindfulness, yoga, silent retreats og meditation.
Nervesystemet opererer på forskellige måder
Meget forenklet fremstillet har vi et autonomt nervesystem og et nervesystem, som styres at vores bevidste tanker. Det bevidste nervesystem er det, vi bruger, når vi udtænker en plan og fører den ud i livet. Det foregår primært i frontallapperne, forrest i den senest udviklede del af menneskets hjerne.
Vores autonome nervesystem kører i princippet uden om tankevirksomheden. Når jeg skriver ’i princippet’, er det fordi, vi faktisk kan lære at styre mange af de reaktioner, vi før har anset for helt automatiske og uden for vores vilje.
Det autonome nervesystem opererer på to måder. Den ene er at aktivere ’sympaticus’delen, som bl.a. styrer vores muskler. Når sympaticus aktiveres fx ved at vi oplever noget faretruende, fortæller vores ’krybdyrhjerne’ (den ældste del af vores hjerne), at vi skal flygte, angribe eller stivne og lade som om vi er døde. Vi reagerer med en af delene helt automatisk uden at tænke os om først.
Den anden del af det autonome nervesystem hedder parasympaticus. Parasympaticus sørger for at bringe næring til de indre organer. Det hiver ressourcerne hjem fra skeletmusklerne og sender dem ind til fx maven, så vi kan fordøje maden. Det sørger for, at hjertet slår og vi trækker vejret, selv om vi ikke tænker over det og ikke minder os selv om, hvornår vi skal tage den næste vejrtrækning, for at have ilt nok i blodet. Jeg forestiller mig, at vores krybdyrhjerne ikke er i stand til at skelne, hvornår noget er farligt og hvornår det blot ”kræver opmærksomhed”. Alle indtryk, også lyde og visuelle effekter, aktiverer i et eller andet omfang sympaticus, som så går i gang med at sende de hormoner ud i kroppen, vi skal bruge på at forsvare os, flygte, handle og reagere. Vi bliver anspændte og har mere eller mindre bevidst fokus på at overleve den trussel, vi oplever.
Dope
Vi har fuld fart på – og vi får et kick af det. Det ligger i luften, at det er sådan, det attraktive liv skal leves. Jeg taler ikke for, at det ikke skal være en del af vores liv, men der er måske også en bagside af medaljen, nemlig at vi risikerer at køre os selv ned, hvis vi ikke evner at skabe balance mellem sympaticus og parasympaticus.
Som en af mine kolleger engang sagde: ”Det kan godt være, vi har alt for travlt, men man bliver også lidt høj af at køre i det gear”. Det var ved den lejlighed, det gik op for mig, at der er en grænse, som vi måske skal lære at kende. Jeg kalder kick’et for ’forbudte stoffer’ eller ’dope’. Det er i mange situationer smart, at vi har vores egen smertestillende og beroligende medicin i form af de stoffer, sympaticus sender ud, men selvom det er ’naturmedicin’, skal vi måske være opmærksomme på ikke at blive afhængige – ikke at blive arbejdsnarkomaner, ludomaner, afhængige af længere og længere løbeture eller mere og mere arbejde. Vi risikerer at nå et punkt, hvor vi ikke længere kan styre det, fordi det er så rart at mærke de hormoner, der udskilles i kroppen, og så ender vi med at køre vores krop og psyke ned.
Måske skal vi give os selv vegetative åndehuller og overveje en ekstra gang, før vi vælger sympaticusstimulerende aktiviteter fx konkurrencesport, spil, spændingsfilm osv.? Er det faktisk det, vi har brug for lige nu?
Vi er nødt til at vælge stilhed til
Før i tiden tog ting tid. Vi kunne ikke andet end at vente. Nu kan vi hele tiden udfylde tiden med noget, der stimulerer os. TV, mobiltelefoner, Facebook osv. Vi er blevet så vant til ikke at spilde tiden, men konstant at have gang i flere ting samtidigt. Måske skal vi sætte det i højsædet at koble af og betragte det at kunne koble af som en nyttig del af at kunne magte det liv og de livsvilkår, vi har.
Undersøgelser viser, at vi lærer og husker meget bedre, hvis vi sørger for at få sovet. Noget tyder på, at begrebet ’at sove på det’ faktisk giver mening. Jeg læste for nyligt, at man har fundet ud af, at vores store ikkebevidste del af hjernen i løbet af vores søvn bearbejder al det materiale, den har modtaget i løbet af vores vågne periode og sorterer og lægger det til rette, så det står mere klart for os, når vi vågner.
Det passer meget godt med, at mine lyseste indfald tit kommer, lige når jeg er ved at vågne. Ofte er jeg overrasket over indfaldene og ofte skal jeg være meget opmærksom på at fastholde dem, inden min rationelle hjerneaktivitet går i sving med at tænke og planlægge og den klare og rene oplevelse af indsigtsfuldhed fordufter så hurtigt som vinden.
I de komplekse sammenhænge, vi mange gange er en del af, er det ikke muligt udelukkende at tænke os rationelt frem til de rette løsninger. Vi er afhængige af også at have kontakt med de store ressourcer, der ligger i den ikkebevidste del af hjernen, sanseapparatet og hjertet. Det kræver, at vi ikke konstant er dopede af stoffer, som understøtter planlægning og handling, men kan koble af og være åbne over for nuet og de impulser, vi får, når der er helt ro omkring os.Når vi bliver stressede sender vi negative signaler til vores nervesystem, som svarer med at lukke ned for kreativiteten og sikre overlevelse her og nu. Vi bliver kortsynede og fastlåste. Når vi derimod har ro, sender vi positive signaler til hjernen. Vi bliver optimistiske og åbner for kreativiteten samt øger og styrker robusthed, helhedsorientering, livskraft, ukuelighed og sågar vores immunforsvar.
Jeg tror, vi er nået til et nyt vendepunkt, hvor det, vi skal lære er ikke kun at jagte det, der giver spænding, men også at kunne koble af og trække os tilbage og give plads til vores intuition og lytte til det, sanserne fortæller os.
Før i tiden tog ting tid. Vi kunne ikke andet end at vente. Nu kan vi hele tiden udfylde tiden med noget, der stimulerer os.
