Frihed, identitet – og diagnosekultur

Det er ikke nemt at finde ud af, hvem man er. Som forælder eller lærer til teenagere vil man opleve, hvorledes for eksempel tøjstilen og attituden antager mange former og farver i løbet af ganske kort tid. Det ene idol og ideal udskiftes med det andet, fra kødspisende goth til miljøbekæmpende veganer. Mange identiteter prøves af, og langsomt finder det unge menneske, forhåbentlig, sin væsenskerne.

Indenfor steinerpædagogikken er det vores første og fornemste mål at danne barnet og det unge menneske til frihed. Lige meget hvilken aldersgruppe vi arbejder med, om det er i børnehaven eller en 10. klasse, så er dette den røde tråd i vores pædagogik. Og barnet bruger alle sine kræfter på at blive et frit individ.

Diagnosernes sprog

Jeg har arbejdet mange år som lærer og i særdeleshed med de 12–18-årige. Jeg har derfor været vidne til mange forsøg på at finde frem til en personlighed – nogle mere vellykkede end andre. Men der er også noget andet jeg har været vidne til, nemlig en stigende tendens blandt de unge til at identificere sig selv med diagnoser, uagtet om de er blevet givet en diagnose af en læge eller psykiater. Når de unge mennesker, og i lige så høj grad deres forældre, prøver at beskrive eller forklare noget, de finder vanskeligt, eller som er udfordrende i skolen, så er det diagnosernes sprog, de bruger. Udsagn som: ’Mit barn er talblind’, ’Jeg tror, jeg har ADHD, for jeg kan ikke koncentrere mig i timerne’, eller lige inden en klassetur: ’Jeg har angst, så jeg kan ikke komme med på tur’. Som lærer er dette en bekymrende udvikling, da det ofte resulterer i, at det unge menneske giver op i forhold til at tage ansvar for sig selv og sin egen adfærd – og samtidig bliver de oftest bakket op i deres passivitet af forældre, der ikke tør stille krav, når nu deres barn falder udenfor ’normen’ og tilsyneladende ikke selv kan gøre noget ved den uhensigtsmæssige adfærd.

Diagnosekultur

En diagnosekultur er, når diagnosesproget bevæger sig ud over hospitalsvæsnet og psykiatrien, hvor begreberne har deres ophav, og bliver brugt som forståelse af andre områder af menneskets liv, fx pædagogikken: ’det barn har autistiske tendenser’, eller arbejdslivet: ’mine kolleger er alle stressede’. Vi bruger det i mødet med nye situationer: ’det gør mig angst’, eller bare generelt som en måde at forstå livet og lidelse på: ’jeg har en depression, min kæreste er lige gået fra mig, og jeg er blevet fyret fra mit drømmejob’. Diagnosernes sprog er blevet så integreret i vores kultur, at det nu er blevet det sprog, vi bruger for at forstå os selv som mennesker. Mennesket har brug for at give mening til de lidelser, vi naturligt oplever igennem livet, og så griber vi til det sprog, der eksisterer i kulturen. Og når der hersker en diagnosekultur, så bruger vi lægevidenskabens begreber til at sætte på os selv og andre. Det er i sig selv ikke et problem. Problemet opstår, når alle de andre mulige måder at karakterisere et menneske på falder i baggrunden for denne ene forståelsesmulighed. Når det psykiatriske sprog i en højere grad breder sig i offentligheden, så følger der også et lægeligt og psykiatrisk blik på, hvad det vil sige at være menneske. Når et ungt menneske mærker livet og i særdeleshed de udfor­dringer, der følger, så anvendes et sprog til at beskrive sin identitet, der hører lægevidenskaben til: ’Jeg har lidt OCD, så jeg har altid styr på mine ting’; ’Jeg har angst, så jeg bekymrer mig meget’; ’Jeg kan ikke følge med i timerne, mine tanker flyver rundt, det er nok, fordi jeg har ADD’. Alle helt almindelige udsagn fra klasseværelset.

Så er der ikke mere at snakke om

Dette er bekymrende. Det diagnostiske sprog er en envejskommunikation i den forstand, at så er der ikke mere at snakke om. Hvis man har en diagnose, så er det bare sådan, det er. Der er ikke noget, man egentlig selv kan gøre ved situationen. Man kan få nogle redskaber og hjælpemidler – men mine livsvilkår er allerede fastlagt.

Frihed og aktivitet i den traditionelle børnebetragtning

Hvis vi som lærere, pædagoger og forældre også blindt bruger kulturens begrænsende beskrivelse af livet, når det bliver hårdt, hjælper vi så med at opdrage til frihed? Eller låser vi barnet eller det unge menneske fast i en forståelse af sig selv, som det bliver svært at bryde med? Det er det min påstand, at vi gør. Hvis vi ikke tilbyder andre sprog til at beskrive livets mange lidelser end diagnosernes sprog, så opdrager vi ikke til frihed. Andre sprog kunne være: det eksistentielle, det moralske, det politiske og det religiøse – disse tilbyder en forståelse af livet og redskaber til at se sine lidelser fra et andet perspektiv og en mulighed for at forholde sig aktivt til, hvad det vil sige at være mig.

Den klassiske steinerpædagogiske børnebetragtning

Lad os nu få børnebetragtningerne tilbage – på flere og flere steinerinstitutioner forsvinder de langsomt ud på grund af tidspres. Men er det ikke netop i børnebetragtningen, at vi som opdragere i fællesskab, i samtalen, kan tilegne os et nuanceret sprog, og dermed en mere nuanceret forståelse af barnet end blot at konkonstatere, at barnet er ordblind? Jeg siger ikke at barnet IKKE er ordblind, eller kan blive dia­gnosticeret med ADHD, og selvfølgelig skal diagnoserne også have plads, men i vores dia­gnosekultur stopper vi alt for hurtigt der. Vi kan kun danne til frihed, hvis vi selv får en bredere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, og vi kan som opdragere hjælpe hinanden igennem varierede samtaler om barnet, med børnebetragtningen som redskab, og bruge de mange andre sproglige muligheder, end psykiatriens, der er til at beskrive, hvad det vil sige at være menneske.

Videre læsning:

Hvis man ønsker at læse mere om diagnosekultur og sprogets muligheder, kan jeg varmt anbefale følgende:

Svend Brinkmann: Language of suffering, Theory and Psychology, vol. 24(5), p. 630-648

Svend Brinkmann & Anders Petersen (red): Diagnoser: Perspektiver, kritik og diskussion.Klim, 2015

Hvis vi ikke tilbyder andre sprog til at beskrive livets mange lidelser end diagnosernes sprog, så opdrager vi ikke til frihed.

Modelfoto/Simon Jeppesen

Saskia Henriksson

Leder af børnehaven og vuggestuen Skovbrynet, Odense.