Mødet med Gordon Neufelds særlige udviklingsparadigme har ikke kun givet mig en dybere psykologisk forståelse af barnets udvikling, men, som steinerlærer, også en dybere forståelse af steinerpædagogikken. Den har været et uvurderligt supplement til den antroposofiske menneskekundskab fra Rudolf Steiner, og på intet tidspunkt været i modsætning dertil.
Jeg har i Steinerbladet #4 17 beskrevet Neufelds trinvise tilknytningsmodel og noget af det, man kan erfare ved studiet af og fordybelsen i denne model. Jeg vil nu præsentere en anden model, som, for mig at se, er et erkendelsesmæssigt gennembrud, som verden stadig har til gode at opdage. Først vil jeg beskrive modellen, og dernæst vil jeg trække de paralleller, jeg kan se, til nogle af de intentioner, der ligger i steinerpædagogikken.
Hvor kommer aggression fra?
I sin bestræbelse på at forstå fænomenet aggression udviklede Gordon Neufeld »frustrationsrundkørslen«. For at forstå den, må man først skelne mellem aggression og vrede. Når et menneske bliver vredt, er det fordi, der er sket noget, som er nogens skyld. Vrede kræver en grad af bevidsthed om, at det, der er sket, er forårsaget af nogen eller noget, som man så kan være vred på.
Aggression er en mere primitiv eller fundamental emotion, men den kommer heller ikke ud af den blå luft. Der er »noget«, der kommer før, men som man ikke nødvendigvis har nogen som helst bevidsthed om. Dette »noget« er frustration, en af vores helt primitive drivkræfter eller emotioner, som vi oplever, når der er noget i vores liv, som ikke fungerer, som vi ønsker det. Det kan være stort som småt, det kan være den 2-årige, som ikke må få en småkage inden spisetid, det kan være den dårlige ryg, der driller, det kan være den helt store frustration, som vi oplever, ved tabet af et kært familiemedlem.
Spørgsmålet, som Gordon Neufeld søgte svar på, var, hvordan det kan være, at nogle mennesker kan håndtere deres frustrationer, uden at de fører til aggression. Aggression bliver igen defineret bredt som: »Et udbrud af angrebsenergi.«
Frustrationen som drivkraft i vores liv kan vi ikke vælge fra. Det er noget, der sker med os. Hvordan vi håndterer vores frustrationer, er vores ansvar som voksne mennesker, små børn er prisgivet deres frustrationer, og har brug for den voksnes hjælp til at håndtere dem.
Gordon Neufeld ledte efter svar på spørgsmålet om, hvorfor nogle mennesker kan leve med store frustrationer i deres liv uden at blive aggressive, og andre mennesker, der oplever meget mindre frustration, øjeblikkeligt bliver aggressive. Svaret er jo umiddelbart selvkontrol, men hvor kommer så denne selvkontrol fra? Igen gik der omfattende og årelange studier af forskningsresultater og refleksioner over egne oplevelser forud for, at indsigten manifesterede sig for Gordon Neufeld i form af ovenstående billede – Frustrationsrundkørslen.
Frustrationer i ring
Rundkørslen bruges som et billede på, hvilke veje energien fra vores frustration kan bevæge sig. Frustrationen skaber en energi i os, og dens formål er at give os kraft til at løse det problem, vi står overfor. Prøv at tænke på den sidste gang du var frustreret, hvad der skete, hvorfor du blev frustreret, og hvordan du håndterede situationen?
Det første, der sker, er som regel, at vi forsøger at finde en løsning på vores problem ved at ændre omstændighederne. Det lille barn, der ser endnu en småkage som livets svar på sit problem – lækkersult – vil give sig til at forsøge at ændre den voksnes beslutning om, at låget til dåsen nu skal blive på. Det kan gøres på mange måder, med irriterede lyde, ved at blive ved med at plage til den voksne gir’ sig eller fx ved hjælp at gode argumenter for, hvorfor det ville være en god ide med en sidste lille småkage. Lykkes barnets taktik, har frustrationen fået afløb. Lykkes det derimod ikke, er den første vej til afløb for frustrationen lukket, og energien fra frustrationen må finde en anden vej at gå. På modellen står der ved den lukkede vej: »møde med afmagten« – med andre ord, der er ikke noget at gøre, det er, som det er, omstændighederne kan ikke ændres. For et lille barn på 2 år kan vi forestille os forskellige scenarier. Hvis barnet har det trygt og godt og har en god kontakt til sine følelser, vil det spontant bryde ud i tårer.
Det kan være »bløde« tårer, der kommer af en følelsesmæssige accept af, at det er, som det er. Der sker noget storslået her. Gennem disse tårer forløses frustrationen. Når barnet har grædt og er blevet trøstet, er alt godt igen, og barnet har gjort en vigtig erfaring: »Det er ikke verdens undergang, hvis jeg ikke altid får min vilje.« Frustrationen er blevet forløst.
Bløde tårer
Der er mange slags tårer, men de bløde tårer, som Gordon Neufeld kalder »afmagts tårer«, har en helt særlig kemisk sammensætning. De indeholder giftstoffer, som ved inddampning efter sigende skulle kunne slå en mus ihjel – de er altså ganske gode at komme af med. Denne bløde gråd, som opstår, når vi accepterer afmagten, er således ikke kun forløsende for vores følelser, den er ligefrem rensende helt ind i det fysiske.
I denne proces sker der en transformation. Processen kalder Gordon Neufeld for den adaptive proces – den proces, hvor vi forandres af det, vi ikke kan ændre på – og her ligger et af svarene på spørgsmålet om, hvorfor nogle mennesker kan være frustrerede, uden at det resulterer i aggression. Men vi nærmer os også et af svarene på, hvorfor frustrationen i andre tilfælde vil resultere i aggression. Nemlig når døren til denne proces – det bløde hjerte, eller kontakten til følelserne – er lukket. Frustrationsenergien skal bevæge sig, hvis vi skal forblive følelsesmæssigt sunde. Enten kan den blive forløst gennem tårerne (hos det lille barn) og den dybe følelsesmæssige accept (hos den voksne) og ellers vil den føre til udbrud af forskellig art, som der er eksempler på ved billedet af vulkanen. Den angribende energi kan vendes ud i verden på forskellig vis, men den kan også vendes indad til angreb på en selv.
Steinerpædagogikken
Nu nærmer vi os et forbindelsesled til steinerpædagogikken, hvor jeg i første omgang vil tage udgangspunkt i mine erfaringer som klasselærer.
Der er utroligt mange lag i steinerpædagogikken, men jeg vil her fokusere på, hvordan den værner om barnets bløde hjerte. I samme åndedrag bliver jeg nødt til at sige, at jeg godt er klar over, at der ikke er nogen pædagogik, der gør noget i sig selv. Men der ligger helt bestemte intentioner i steinerpædagogikken, og en af disse mange intentioner er, at pleje og skabe betingelser for at nære og udvikle barnets tanke-, følelses- og viljesliv. Steinerpædagogikken plejer og beskytter relationen mellem lærer og elev, men her vil jeg fokusere på at beskrive, hvordan den tager hånd om barnets følelser, om barnets bløde hjerte. Det bløde hjerte som et billede på barnets evne til at føle sine følelser, alle sine følelser.
Vi kan se på noget af det, et barn i 1. klasse kommer til at opleve. For det første er der brug for, at læreren formår at skabe en god og tryg relation til alle sine elever, og at læreren kan sørge for, at klassen (og frikvarteret) er et trygt og godt sted at være. Her har vi på Steinerskolen optimale betingelser, børnene har i de første år kun få lærere, de bliver hver morgen hilst med et håndtryk og øjenkontakt og et smil fra læreren, med en varm invitation. Gordon Neufeld beskriver, hvordan denne måde at hilse på åbner for relationen, og hvordan det er lige så vigtigt, at vi, når vi siger farvel senere på dagen, bygger en bro til vores næste møde dagen efter med et venligt »vi ses igen i morgen«.
Alle fag og alt, hvad man gør i første klasse, tager hensyn til det bløde hjerte eller evnen til at mærke sine følelser. Når der males med smukke farver, når man spiller fløjte og synger, når man leger i gymnastiktimen og skræmt flygter fra ræven som en lille kylling, og senere kan ånde lettet op i den anden ende af gymnastiksalen eller må gennemleve, hvordan det er, at blive fanget. Når man hopper tabeller med en indre skønhed i sin orden, når man reciterer smukke eller sjove vers, når man spiller skuespil og både får lov at mærke, hvordan det føles at være heks og prinsesse, ridder og trold. Når man lytter til eventyr, hvor spændingen kan blive så stor, at man må holde vejret, for til sidst at blive forløst af det godes sejr. Når man får lov til at smage på sjove og uvante lyde i fremmede sprog, når man skal vælge farve til sit strikketøj, når man bevæger sig til musikken i eurytmiske bevægelser, osv.
Blokeret frustration
Gordon Neufelds model åbner ikke kun til en forståelse af aggression. Går man dybere, kan man se, at hvis den sidste vej blokeres, og man ikke kan komme af med sin frustration, kan det bane vej for blokeret energi, der måske kan holdes inde, så længe man er i skolen, men som så pludselig kan få afløb på forskellig vis, når man kommer hjem. Et barn kan holde sine tårer
tilbage i lang tid, de kan blive deponeret i systemet, og pludselig – ved en dråbe for meget, eller når man endelig føler sig tryg nok igen derhjemme – flyde over, og man undrer sig over, hvordan en tilsyneladende ubetydelig hændelse, kan afføde en flod af tårer. Man kan også indse, at børn nogle gange kan have brug for hjælp, til at finde ind til sine tårer. Og man kan altid være helt sikker på, hvis man oplever aggression på den ene eller anden måde, at der bag ligger frustration, og at døren til tårerne i hvert fald i dette øjeblik, er blokeret.
Hvilken forbindelse er der nu mellem denne følelsesmæssige proces, som Gordon Neufeld kalder den adaptive proces, og barnets mere overordnede udvikling?
Hvis du nu går tilbage til modellen af rundkørslen og tænker på, hvad der sker, hvis den lille 2-årige ikke får sat en grænse og lært at acceptere et nej til en ekstra småkage, eller hvad det nu måtte være, det er frustreret over. Hvis barnet for alt i verden ikke må blive ked af det, og forældre og voksne hopper og danser for at sørge for, at barnet altid er et glad barn. Svaret kender vi alle sammen, resultatet bliver selvfølgelig det, vi før i tiden ville kalde et forkælet barn. På engelsk siger man a spoiled child. Der er meget intuitiv viden indbygget i vores sprog. Spoiled betyder også ødelagt, og det, der er ødelagt, er at barnet ikke har fået lov til at gennemleve den adaptive proces, denne transformerende proces, som skal øves og øves og øves, og helst allerede fra man er helt lille. Den adaptive proces kræver et blødt hjerte og en skulder at græde ud ved og samtidig er det også denne proces, som holder vore hjerter bløde.
Gordon Neufeld:
»Følelser er det, der driver modningsprocesserne på vej mod det hele menneske«
Intentionerne i pædagogikken er at være med til at befordre barnets – i første omgang – rent menneskelige udvikling. Den 12-årige enhedsskole er det sted, hvor barnet og det unge menneske plejes og udfordres så bredt og forskelligartet, som det er muligt, alle elever har samme fag, der sker ingen specialisering, der er nemlig fokus på noget alment menneskeligt, og i mindre grad på elevernes mere individuelle begavelser. Gordon Neufeld fokuserer på at beskrive barnets udvikling mod den største grad af menneskelighed og medmenneskelighed, og hans livsværk består i at beskrive denne proces og byggestenene i den.
På vejen til at kunne udvikle vore fineste menneskelige egenskaber er den adaptive proces afgørende, og uden evnen til at mærke og senere også at kunne navngive vore følelser, kommer barnet til at sidde fast, og udviklingen går i stå. Gordon Neufeld bruger ofte denne sætning, som gør sig bedste på engelsk: »We all grow older, but we do not all grow up.« Den adaptive proces er en af tre modningsprocesser, beskrevet af Gordon Neufeld.
Nogle frugter af den adaptive proces ses ved nedenstående opstilling.
Den adaptive proces – tilpasning
Barnet bliver/bliver i stand til at:
- ressourcestærk
- følelsesmæssigt robust
- lære af fejl
- drage nytte af at blive korrigeret
- indse det omsonste i et handlingsforløb
- drage fordel af modgang
- overvinde udfordringer
- acceptere grænser og restriktioner
- acceptere ikke at få sin vilje
- give slip på krav, der ikke kan opfyldes
- håndtere stress
- undgå at blive aggressiv, hvis man er frustreret
- komme sig over tab og traumer
Enhver teoris værdi skal måles, efter dens evne til at forklare et fænomen og gøre det forståeligt. Hvis det er lykkes mig at formidle Gordon Neufelds »Frustrationsrundkørsel« ordentligt, kan du nu prøve den nye viden af i dit eget liv. Giver det mening for dig, forklarer det noget for dig, som du ikke før kunne gennemskue på samme måde, så har det med andre ord øget din bevidsthed. Med en øget bevidsthed kan vi bedre forstå vore børn og os selv. I stedet for at se et aggressivt barn, ser vi måske nu et frustreret barn, og vi må spørge os selv, hvor denne frustration kommer fra. Hvis vi kun ser barnet som aggressivt, kan vi være tilbøjelige til at identificere barnet med dets udbrud, og blive meget hårde i vores møde med det. Men barnet har ikke brug for hårdhed fra os voksne. Barnet har brug for forståelse. Hvis vi spørger os selv, hvor barnets frustration kommer fra, kan det være vi f.eks. kommer i tanker om, at det jo forresten kom alt for sent i seng i går, og det, der ikke virker for barnet lige nu, er, at det er træt og brugt. Ansvaret ligger nu ikke længere hos barnet, det ligger hos den voksne, som må tage ansvar for, så vidt det er muligt, at barnet ikke oplever mere frustration i sit liv, end det kan bære.
Vi kan naturligvis ikke undgå, at vores børn bliver frustrerede fra tid til anden. Når det sker, er vores ansvar at hjælpe dem til f.eks. at bruge ord i stedet for arme, ben og tænder. Hvis det er muligt, kan vi hjælpe barnet til at smelte frustrationen gennem tårer eller bedrøvelse, og en knuser eller et spørgsmål om, hvad der er galt, kan ofte forløse frustrationen, hvis der ikke ligger hårdhed eller fordømmelse i vores tone. Gordon Neufeld siger om denne opgave, som den voksne har, at vi må være både »an agent of futility and an angel of comfort«, altså den, der sætter er grænse, når det er nødvendigt, og samtidig den, der trøster.
Og så os selv
Men denne viden kan i aller højeste grad også bruges på os selv. Hvormange har mon før tænkt over, at irritation er en form for aggression? Og vi har som sagt som voksne mennesker hver især ansvaret for, hvordan vi håndterer vores frustrationer, så de ikke går ud over andre mennesker. Lad os se på et almindeligt udsagn fra en lærer eller en forælder som: »Ih, jeg bliver simpelthed så irriteret på ham, når han ikke hører efter, hvad jeg siger!« Vi kan let forfalde til at tro, at barnet er »skyld« i vores irritation. Men barnet kan aldrig være ansvarligt for, hvordan vi som voksne håndterer vores frustrationer. Hvis vi ser på Rundkørslen igen, kan vi måske få en ide om, hvad der er vores opgave her. Hvis vi vil gå ud af den første vej hvor der står ændring, kan vi så måske gøre noget for at forbedre relationen, så barnet får »lyst« til at lytte? Ikke mange af os har lyst til at lytte til folk, når de er åbenlyst irriterede på os. Hvis det ikke umiddelbart kan lade sig gøre, kan vi så i stedet prøve at finde ind til en indre bedrøvelse over, at situationen er, som den er? Kan vi finde ind til et lidt blødere sted indeni, kan vi måske minde os selv om, hvor meget vi faktisk holder af den knægt, på trods af alt?
Når vi stræber efter at forstå vore medmennesker, og ikke bare forholder os til dem i sympati og antipati, er det en stræben, der kommer fra noget højere i os, fra vores åndelige natur. Hvor godt vi så lykkes med at trænge ind til en dybere forståelse er noget andet, men den ægte stræben kommer fra ånden, og denne stræben vil med tiden bære frugt. Gordon Neufeld udtrykker det på denne måde: »we must have an urge to try and understand, what is going on with our children«. »Vi må hige efter at forstå, hvad der sker, for vores børn«.
Forlaget Blue Pearl har netop udgivet Debora MacNamaras bog “Barnets udvikling gennem tilknytning og leg”, der omsætter Gordon Neufelds forskning til praksis. Se bogomtale s. 88.
Bilde av Kai Fjell, fra sangboken «Følgesvenner».
Illustration: Randi Pisani
Hvis barnet har det trygt og godt og har en god kontakt til sine følelser, vil det spontant bryde ud i tårer.
Uden evnen til at mærke og senere også at kunne navngive vore følelser, kommer barnet til at sidde fast, og udviklingen går i stå.
Foto: Freddy Wike
Foto: Simon Jeppesen
Gordon Neufeld
Gordon Neufeld gæster Danmark vedto seminardage på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet i Charlottenlund ved København.
Fredag den 26. oktober taler han om Sensivitet og Hypersensivitet, og lørdag den 27. oktober er emnet Vejen til skolemodenhed og lærelyst.
Se annonce bagerst i dette blad.
Foto: Freddy Wike
Foto: Simon Jeppesen
Siden det antikke Grækenland har dannelse og uddannelse handlet om hele mennesker, om det sande, det gode og det skønne – viden og kundskaber, moral og etik samt æstetik. Æstetikken udgjorde tidligere et nødvendigt perspektiv på almen dannelse. Men under indtryk af PISA og dermed fagbeskrivelser i form af kompetencer gled dannelsen i baggrunden. Nu er musikken – og dermed de øvrige ikke-boglige fag – forhåbentlig på vej tilbage.