For mange, mange år siden, levede der engang en konge, som havde en dejlig have, hvori der voksede et træ, som bar guldæbler. Da de var modne, blev der talt, hvor mange der var, men næste morgen manglede der et. Det blev meldt til kongen, og han besluttede, at der hver nat skulle holdes vagt ved træet.
Det går, som i alle gode eventyr naturligvis sådan, at det er den yngste af kongens tre sønner, ham som ingen regner med, der får fat i en fjer af den guldfugl, som tager æblerne. Han forstår at arbejde sammen med ræven, der tilbyder sig som hjælper. Da han til slut er på vej hjem til kongen med guldfuglen og guldhesten og prinsessen, som han også har vundet under vejs, køber han sine brødre fri af den skyld, de har sat sig i. Men takken er ikke stor:
Hans brødre gav ham da et stød, så han faldt baglæns ned i brønden, og red derpå hjem med kongedatteren, hesten og fuglen. “Se, vi har ikke blot fundet fuglen,” sagde de, “men også guldhesten og kongedatteren fra det gyldne slot.” Kongen blev meget glad. Men hesten ville ikke æde, fuglen sang ikke og jomfruen græd og græd.
Den yngste bror var imidlertid ikke død. Til alt held var brønden udtørret og han faldt ned på det bløde mos uden at tage skade, men kunne ikke komme op igen. Den tro ræv glemte ham ikke i hans nød, men kom springende og skændte dygtigt på ham, fordi han havde glemt dens råd. “Jeg kan alligevel ikke nænne at lade dig i stikken,” sagde den, “nu skal jeg hjælpe dig op i dagens lys igen.” Derpå lod den prinsen gribe fat i sin hale og trak ham på den måde op af brønden. “Du er ikke undsluppet faren endnu,” sagde den, “dine brødre har ladet stille vagt rundt om skoven, fordi de ikke var sikre på, at du var død. Så snart nogen af dem får øje på dig, dræber de dig.” I nærheden af dem sad der en fattig, gammel mand, og prinsen byttede i hast klæder med ham og gik op på slottet. Ingen kendte ham, men fuglen begyndte at synge, hesten at æde og den smukke jomfru græd ikke mere. “Hvor kan det dog være,” spurgte kongen forundret, og prinsessen svarede: “Jeg ved det ikke selv. Før var jeg så bedrøvet, men nu er jeg glad igen. Jeg har en følelse, som om min rette brudgom var kommet hjem.” Hun fortalte ham nu alt, hvad der var sket, skønt brødrene havde truet med at dræbe hende, hvis hun røbede det. Kongen lod alle mennesker i hele slottet kalde frem for sig, og hans yngste søn kom også i sine pjalter. Kongedatteren kendte ham straks og faldt ham om halsen. De onde brødre blev nu henrettede og kongesønnens bryllup blev fejret med stor pragt, og kongen indsatte ham til sin arving.
Da kongesønnen en dag længe efter kom ud i skoven, mødte han sin gamle ven ræven. “Nu har du alt, hvad du kan ønske dig,” sagde den, “men min ulykke er lige stor endnu, skønt det står i din magt at frelse mig.” Den bad ham nu atter indtrægende om at slå den ihjel og hugge dens hoved og poter af. Langt om længe gav han efter for dens bønner, og næppe havde han gjort det, før ræven blev forvandlet til et menneske. Han fortalte ham nu, at han var en bror til den smukke kongedatter, og de levede alle lykkeligt sammen til deres død.
Fra billede til bogstav
Kong Karl han kæmper som en kriger, kampen går over skov og diger!
Børnene reciterer med kraftige stemmer K-lyden og tramper rundt i klassen. De har hørt eventyret om kongesønnen Karl, der finder guldfuglen og vinder prinsessen og det halve kongerige. Nu øver de det lille digt.
Fortællingen er det vigtigste i undervisningen. Har man oplevet at fortælle eventyr for børnehavebørn, eller stå foran en klasse, der med alle sanser åbne er fuldkommen et med historien, ved man hvorfor, det er så vigtigt med det levende ord. Læreren må fordybe sig i stoffet og lægge hele sin sjæl i historien.
For 1. klasse betyder de mange sange, vers, lege og fortællinger at overgangen fra billede til bogstav bliver mere levende og nærværende. I den første periode bliver der arbejdet flittigt med formtegning, med processen i højsædet, og så er det tid til at lære bogstaverne at kende.
Efter der er blevet trampet grundigt rundt i klassen, som den modige Karl med sværdet, er eventyret blevet genfortalt. Genfortællingen foregår i fællesskab i en stemning, hvor alle børn mærker, at deres oplevelser giver mening. Der må oparbejdes en grobund, som Rudolf Steiner udtrykte det, man skal ikke lade et barn genfortælle en historie, før den er æltet i samtale med klassen.1
Nu er det tid til med farvestifter at tegne en kongesøn med krone og sværd. De næste dage bliver det udsat for forvandlingen til et stiliseret K!
Herved opstår et billede, som rummer en historie, der har samme lyd som i kongesøn.
”Fra billede til bogstav” gælder alle konsonanter, vokalerne læres ud fra sjælelige gebærder.Mange tror måske, at lyd og bogstav er det samme. Men mellem lyden og bogstavet på papiret er der stor forskel. For et barn er bogstaverne abstrakte, hvis man ikke giver dem liv.
Tænk bare på, hvordan det er for et barn at se bogstaverne S-O-L og så det at sige Sol!
De gamle skrifttegn i f.eks. Egypten og Kina var billeder, og selv da de blev lydtegn som i Grækenland, oplevede man dem alligevel som ”levende væsener”: alfa, omega, delta, de havde hvert sit navn og ikke så abstrakte, som de latinske bogstaver vi bruger i dag.
Hvis barnet skal forstå bogstaverne på en organisk måde, må de gå vejen fra billede til bogstav.
Det tager tid i første klasse, at gennemgå alle konsonanter på denne måde, ofte bruges 2–3 dage til hvert bogstav. Kan det ikke gøres hurtigere vil nogen nok spørge – og hvad med de elever, der allerede kan alfabetet og måske også læser?
Det kan godt gøres hurtigere. Men den langsomme og grundige måde er mere frugtbar i det lange løb: Eleverne får et forhold til bogstaverne. De forbliver ikke en abstraktion. Ofte viser det sig tilmed, at de elever, der allerede kan bogstaverne, midlertidigt ”glemmer” dem, for at lære dem på den billedrige måde. Lidt efter lidt blandes de lærte konsonanter med vokaler, og eleverne kan nu skrive små ord: KO – KAT – SOL alt ud fra lydene.
Børnene lærer således gennem fortællinger, vers og billeder at skrive, inden de kan læse. De er selv aktive med lyd og bogstav.
1) vedr. Genfortælling: Dan Lindholm har i Oslo 1978 gengivet Rudolf Steiners tekst i ”Kunsten at undervise” på grundlag af indsigt i menneskenaturen. På side 51, gøres opmærksom på, hvor vigtigt det er, at historien gennemarbejdes med hele klassen.
Elvira Zacchariasen, 1. klasse.