Danske børn har verdensrekord i institutionalisering. Når et barn i dag fylder 18 år, har det typisk brugt 30.000 timer i institution. Det er tre gange så meget som børn, der voksede op i 70´erne og fire gange så meget som i 1950´erne. Erik Sigsgaard fortæller, hvorfor det er bekymrende.
Interview af Birgitte Ravn Olesen
For ikke så længe siden var jeg sammen med min søster tilbage og besøge den skov i Vendsyssel, hvor vi legede som børn. Den var helt tilgroet, og man kunne se, at der aldrig kom et menneske, selvom der stadig lå de samme gårde omkring skoven. Noget tydede på, at børnene på gårdene ikke længere legede i skoven. Ugen efter var jeg på Færøerne. Sammen med en ven kom vi til Klaksvig, hvor havnen lå helt øde hen. Min ven, som er omkring 40 år, fortalte, at da hun var barn, så legede alle ungerne på havnen. Jeg spurgte, hvem, der holdt øje med dem? ”Det gjorde de gamle mænd, som sad på bænken.” Hun pegede hen mod en tom bænk.
Det slog mig, hvordan alle i dag er i institutioner; børnene i skole og daginstitutioner, de gamle på plejehjem eller i aktivitetscentre. Skoven og havnen ligger øde og forladt, men institutionerne lever!
Hvad er det, der bekymrer dig ved, at børns liv er blevet institutionaliseret?
Lad mig svare ved at fortælle lidt om Johan Ludvig Reventlow. Han oprettede i 1784 en skole for børn af godsets bønder, og skrev i den forbindelse en instruks: »Det første halve Aar gaar Børnene kun i Skole en Time (om dagen), saa de beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last«.
Den gamle greve forstod, at hvis skolen varer for længe, bliver den en byrde for børnene, og at det er vigtigere end alt andet at børnene bevarer deres livsglæde og appetit på nye udfordringer. I dag er der næsten ingen, som overvejer om seks timer i skolen kan falde børnene til last. Tværtimod, så antages det, at de bliver dygtigere af det. Jeg tænker, at Reventlow kunne skrive sådan, fordi han levede i et ikke-institutionaliseret samfund. I dag tænker vi jo ikke, at det må være byrdefuldt at miste sin frihed til selv at vælge, hvad man vil lave, hvem man vil være sammen med eller hvor det skal foregå. Vi accepterer i hvert fald, at vores børn fra et års alderen tilbringer deres liv i institutioner, som sætter rammer for deres færden.
Institutioner rummer forskellige grader af tvang
Det er imidlertid vigtigt at have for øje, at der er forskel på graden af tvang og styring i institutioner – vuggestuer er friere end fængsler, ligesom fritidshjem og SFO er friere end skoler. I Danmark har vi fritidsordninger for skolebørn af enestående høj standard med egnede lokaler og uddannede pædagoger. Min bekymring i forbindelse med heldagsskolen går på, at man fratager børn den tid, de er i SFO eller deltager i frivillige idrætsaktiviteter for at presse dem til flere timer i skolen. At man med et snuptag forvandler kan-tid til skal-tid. Jeg ved godt, at politikerne siger, at der skal ske en integration af mere leg og sanselighed i skolen, men alle erfaringer viser, at det over tid bliver den stærke (skole)kultur, som vinder over den svagere (pædagogiske) kultur. Min frygt er, at heldagsskolen bliver SFOens, fritidshjemmenes og fritidspædagogikkens død, så børnene i stedet for at lege og spille kan koncentrere sig om ”det egentlige”, at score højt i PISA-testene.
Ingen respekt for leg
Tendensen til at se leg alene som et middel til at lære, har været konstant i de sidste 20 år. Der skal voksne til at sætte rammer og systemer omkring legen, så børnene lærer noget! Eller rettere, man tror, at de lærer noget.
Jeg er helt overbevist om, at børn lærer mere ved at lege end noget andet. Børn lærer ikke ”dansk” ved at få flere dansktimer i skolen. De lærer dansk, når de hopper på hoppeborg og synger af fuld hals eller diskuterer regler for, hvordan man skal hoppe. Her lærer de nemlig et dansk, som er en del af dem selv.
En komiker sagde engang, at tysk er et meget svært sprog, fx hedder kniv ”messer”, mens det på dansk bare hedder dét, det er, nemlig ”kniv”. Han har faktisk fat i en vigtig pointe. Børn, som aldrig har prøvet at bruge en kniv til at lave et sværd eller snitte grene til en hule, de har ikke nogen erfaring at knytte ordet ”kniv” til, når de møder det i dansk-undervisningen. Begreber tilegnes gennem leg og erfaringer af mange forskellige slags.
Jeg ved det af erfaring. Som ganske ung lærer blev jeg ansat på en ordblindeskole, hvor jeg oplevede, at det var fuldstændig meningsløst at sidde og terpe staveord og øve kryds-, bolle- og trekants-sætning med elever, som netop var kommet, fordi de havde problemer på dette felt. Sammen med ligesindede kollegaer aftalte vi med eleverne, at når vi hørte forstanderen på trappen, så skulle de hurtigt tage deres hæfte op på bordet, så alt så ordentligt ud, når hun kiggede ind gennem vinduet i døren. Når kontrollen var væk, så legede vi med børnene; vi fortalte historier, sjippede i bue og gættede gåder. Alle elever på skolen blev testet hver anden måned, hvor de bl.a. skulle op i 52 staveord. Og voila: Vores elever havde den største fremgang!
Ville du finde heldagsskolen relevant, hvis der i den bedste af alle verdner var en skole, hvor de kropslige og sanselige erfaringer blev tillagt stor vægt?
De findes jo, de skoler. Jeg kender ikke Steinerskolen godt nok, men jeg kender Lilleskolen og Freinetskolen, som jo virkelig forsøger at være et alternativ. Men de har det ikke let. Der er så stærkt pres på dem, og også der flyttes fokus fra praktiske erfaringer til intellektuel præstation. De alternative skoler er i en daglig kamp for at forsvare deres praksis ikke blot i forhold til myndigheder, men også internt; forældre, der spørger, hvorfor eleverne ikke kan få karakterer, elever, som synes, at der er spild af tid at lave teater, og indbyrdes lærerne imellem er der diskussioner om idegrundlaget. Nogle gange er kontakten til det oprindelige idegrundlag så udtyndet, at man har svært ved at se, hvad det ganske særlige ved fx Freinet-skolen er. Lærerne pisker rundt og kommer ikke på kursus i Frankrig eller finder tid på andre måder til at holde idegrundlaget levende. Konsekvensen er, at friskolerne ligner folkeskolen stadigt mere.
OG så er der jo lærere i folkeskolen, som kæmper en brav kamp imod tendensen til at undervurdere leg og sanselighed. Jeg har et forskningsprojekt, hvor jeg opsøger lærere, som er inspireret af mine bøger om, hvad det gør ved børn, at man skælder dem ud. Jeg prøver simpelthen at finde ud af, hvordan de undgår at skælde ud, og hvad det gør ved dem selv, eleverne og undervisningen.
Du har påpeget mange problemer ved den måde, vi behandler nutidens børneliv på. Hvis du skulle give nogle råd til børn, forældre, pædagoger, lærere og politikere, hvad ville du så sige?
Til børnene vil jeg sige, at de skal passe på med at bruge for meget tid på lektier. De tager nemlig tiden fra alt det, der skal læres sammen med vennerne eller familien, gennem fritidsinteresserne eller foran computeren.
Til forældrene; støt jeres børn i at lege og bruge deres fantasi. Hvis I er bekymrede over, at de hænger foran en skærm, så overvej, hvordan I selv bruger jeres tid. Måske vil det være godt at lappe en cykel, bage en kage eller tage en tur i svømmehallen? Det bedste kostråd lyder: Spis varieret. Det samme gælder for hverdagen: Lev varieret!
Til lærere og pædagoger; tag børnene med ud i verden – se på frøerne i dammen eller malerierne på museet, lyt til børnene og respekter deres behov. Men frem for alt; giv dem mulighed for at få oplevelser og erfaringer med at få og vedligeholde venskaber. Det er nemlig det vigtigste, man kan lære her i livet.
Til politikerne; hold jer væk fra børns frie liv, respekter legen og lær af jeres fejltagelser. Problemer med «utilpassede» børn og unge tårner sig op i samme takt som I indskrænker muligheden for frit at udfolde sig som menneske.
Børn, som kan etablere venskaber og som har erfaret, at de kan håndtere udfordringer, har et fundament. De har en livsvisdom, som er forankret i dem selv, og har dermed lært noget, som gør, at de kan modstå de storme, som alle møder i deres liv. De kan måske endda finde ud af at tage kampen op, når det stormer. Hvad enten det er bogstaverne, der slår knuder eller ligningerne, der ikke giver mening.
Erik Sigsgaard er cand.pæd. og knyttet til professions-instittutet for almen pædagogik, special- og socialpædagogik, Professionshøjskolen UCC i København.
Erik Sigsgaard har bl.a. skrevet bøgerne:
• At være betroet, 1985
• Er opdragelse nødvendig, 1994
• Voksnes syn på børn og opdragelse,1996.
• Skældud, 2002
• Skæld mindre ud, 2006,
• De Mindste (s.m. Rie Haslund og Rikke Sværke Madsen), 2009
