Birgitte Ravn Olesen har spurgt tre af dem…
I håndværksfag lærer man viljestyrke
At vægte kunstneriske og håndværksmæssige fag er noget helt centralt i Steinerskolen. Det får betydning på flere måder; viljen styrkes, eleven kan umiddelbart se resultatet af sin indsats og eleverne ser hinandens forskelligheder.
At viljen styrkes er nok det allerbedste argument for fx at lære at sy sko. Selvfølgelig er der både elever og forældre, som spørger, hvad meningen er med at kæmpe med de hårde nåle i det stive læder, når ingen skal være skomagere, og man kan købe sko til enhver anledning. Svaret er, at det egentlig ikke handler om skoene, men om at komme igennem den kamp, det er, at få læderet til at forme sig under ens hænder. Faktisk har jeg mødt elever, som kommer tilbage på besøg, efter, at de har forladt 12. klasse og siger ”når jeg har kæmpet med en opgave på mit studie, så tænkte jeg ofte på vores sko-syningstimer – kan man komme igennem det at sy et par sko, så kan man også komme igennem hvad som helst.”
Man skal lære håndværk for at lære ikke at give op!
Min påstand er, at man igennem arbejdet med håndværket når en fordybelse, et kendskab til sig selv og sine indre kampe med at få tingene til at fungere, som kan bidrage til at forme en som menneske. Særligt elever i 9. klasse er på mange måder i proces med at forstå sig selv og deres omgivelser. Det giver behov for at have en tydelig voksens jeg at læne sig op af og for at erfare, at man kan selv.
Nogle elever kommer til håndværkstimen med en holdning i retning af, at ”det kan jeg ikke” eller ”det er kedeligt”. Ofte handler det om at give op på forhånd, måske fordi man er bange for nederlag, hvis man prøver at gå ind i opgaven. Her har jeg erfaring med direkte at sige, at viljen jo sidder i hænderne, og at eleven gerne må låne lidt af min vilje. Konkret kan det betyde, at jeg sætter mig ved siden af eller bag eleven, og bruger mine hænder, så han eller hun kan se og mærke, hvordan jeg gør.
For nogle elever er det udfordrende ved håndværksfaget, at man så umiddelbart kan se resultatet af sin indsats. Evaluering bliver ikke noget ydre, foretaget af en lærer, der ved bedre. Alle kan i den færdige bog de har syet og indbundet se, hvis man er sprunget lidt let hen trinnene i bogbindingsprocessen.
Et møde med sig selv
Man møder sig selv på en anden måde i håndværksfagene end i de boglige fag, fordi man ikke kan tale sig ud af noget. Det ses også tydeligt i pilefletning. Pil er så levende et materiale, at man er nødt til at skabe en dialog med det. Hvis ikke man lytter til pilen, så bestemmer den. Det kræver høj grad af koncentration og nærvær, som for mange mennesker i dag er en udfordring.
Sidste, men ikke mindste, kvalitet ved håndværket er, at der ofte er nogle elever, som kæmper med de boglige fag, der i håndværkstimerne oplever, at det er dem, der kan, og kan lære fra sig. Det er en så væsentlig kvalitet, at jeg ind imellem bliver bekymret, når de boglige fag i forsøget på at ligne gymnasiet, presser sig på, på bekostning af håndværk og kunstneriske aktiviteter.
Lærerens forberedelse
Lærerens forberedelse til undervisningen er noget særligt værdifuldt og faktisk lidt svært at forklare betydningen af. Som lærer begynder jeg min forberedelse med at se på læreplanen; hvad er det, eleverne skal lære i dette fag på dette klassetrin. Men meget hurtigt, så bliver jeg optaget af en dialog mellem læreplanen og de konkrete elever, som er i den klasse, jeg har periode i.
En vekselvirkning
God forberedelse sker i en vekselvirkning mellem det faglige stof og den indre forberedelse af mødet med klassen og de enkelte individer i den. Den faglige forberedelse er der ikke så meget at sige om, andet end at jo bedre jeg kender mit fagstof og fordyber mig i pædagogikken, jo større overskud har jeg til at være til stede i klassen.
En indre forberedelse er sværere at sætte ord på. Den indebærer en slags meditation, hvor jeg fx lader de enkelte elever passere forbi mit indre blik og retter min opmærksomhed mod eventuelle spørgsmål eller iagttagelser i forhold til den enkelte, som jeg skal bære med mig i forberedelsen. Det kan være, at jeg genkalder mig Annas kolde hånd, Emils modstand på opgaverne eller den manglende øjenkontakt til Line.
Det er altid sådan, at nogen elever står tydeligt frem, mens andre kræver koncentration; havde jeg egentlig kontakt med Anna i går? Skyldes Emils modstand, at han har større udfordringer med hensyn til struktur, end vi har været opmærksomme på?
Når jeg har genkaldt mig de enkelte elever, så tager jeg de spørgsmål, der opstod, med mig ind i natten. Dér forbinder jeg mig med børnene på et åndeligt niveau, hvor vi er ligeværdige. I en 8. klasse kan man godt blive træt af, at Anna fjanter, Emil opgiver og Line er bedrevidende. Sådanne beskrivelser er imidlertid ydre. De handler om, hvad der – for mig som lærer – fremtræder hos personerne i deres væren i klassen lige nu. Når jeg møder dem i en åndelig dimension, så er det fremtidsmennesket, altså det i eleverne, som er i en vorden, der træder frem.
Det imponderabile
Rudolf Steiner har sagt, at essensen i steinerpædagogikken ikke er alle de ydre handlinger. De er vigtige, men alene fordi de skaber rum for dét, der kan opstå, når mennesker forbinder sig med hinanden. Han siger, at det væsentlige er det ”imponderabile”, som måske bedst kan karakteriseres med henvisning til ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry, hvor vi lærer, at det kun er med hjertet, vi rigtigt kan se. Det væsentlige er usynligt for det fysiske øje. Jeg mener at kunne mærke, at min forberedelse gør en forskel næste dag i klassen. Er jeg velforberedt, så kan jeg være mere fri i min tilstedeværelse og mærke, hvordan det faglige stof skal gribes an for at give mening lige her og nu. Faktisk er det sådan, at jeg, når jeg er velforberedt, roligt kan glemme hele min forberedelse og stille mig åben i forhold til den situation, jeg mærker. Her opstår muligheden for at mødes i en fælles optagethed af det stof, vi arbejder med, og lytte bagom det, som eleverne bringer ind.
Alle har krav på at blive mødt
I den indre forberedelse bliver jeg også klar over, hvis der er børn, som jeg har svært ved at forbinde mig med. Netop fordi menneskemødet er centralt i Steinerpædagogikken, har læreren et enormt ansvar for at være klar over, når hun har svært ved at rumme en elev i sin klasse. Måske bærer læreren selv noget med sig, som gør, at hun – trods et stadigt arbejde – har svært ved at rumme en bestemt elev. I så fald må hun sikre sig, at der blandt hendes kollegaer er nogen, som kan. Alle elever har krav på at blive mødt og set som unikke mennesker, ikke blot i en konkret praktisk, men også i en åndelig dimension.
Vivi Dam Andersen
Håndværkslærer i pileflet, skosyning, kartonnage og bogbinding på Steinerskolen i Kvistgaard i 6 år.
Mette Jacobsen
Lærer i 20 år. Nu klasseleder for 8. klasse på Kristofferskolen
Alle oplever at være gode til noget og lære noget i skolen
Det er en helt central kvalitet ved Steinerskolen, at læreren ser det som sit store ansvar, at alle elever lærer og udvikler sig – uanset, hvad de kommer til skolen med.
Det er min opgave at sikre, at alle børn bliver udfordret og får udviklet sig både hvor de er stærke, og hvor de har svagheder. Undervisningsdifferentiering er helt centralt og gribes an på forskellige måder. I skuespillet kan det handle om, hvem, der får hvilke roller, mens jeg i regning ofte har 2-3 rækker med regnestykker, hvor eleverne sammen med mig aftaler, hvilken række, de skal regne.
På samme måde med hjemmearbejdet; mine elever har forskellige opgaver for, fordi børn er forskellige. Fælles for alle er, at jeg forventer, at de har lavet det, jeg har bedt dem om. Jeg er sådan en lærer, der ringer hjem, hvis en elev ikke har øvet sig på violinen eller skrevet i hæftet.
En mindst lige så vigtig side af undervisningsdifferentieringen er de mange fag, klasselæreren har sammen med eleverne; håndarbejde, maling, regning, ordne have, fløjte, sprog, skuespil… Det er min erfaring, at alle elever oplever at være gode til noget og have udfordringer med andet. De kan se hinanden, og er gode til vise anerkendelse, når nogen rykker sig på et område, som har været svært.
Høje krav
En lærer skal stille høje krav, så eleverne føler sig udfordret. Min erfaring er, at det stiller andre krav til mig end det gjorde for 15 år siden. Engang sagde vi, at eleverne først skal sige selvstændige replikker i et skuespil fra 5. klasse. Glem det! I dag har børn knapt smidt bleen før de gerne står i rampelyset. Som lærer skal jeg på den ene side komme eleverne i møde. De får faktisk lov at sige replikker individuelt allerede i 2. og 3. klasse. På den anden side, så ser jeg det også som min opgave, at bremse lidt; børn i dag har brug for at blive mindet om, at der er andre end dem, at de nogle gange må vente, tage hensyn, underordne sig, være en del af et fællesskab.
Kedsomhed?
I dag er vi alle vænnet til mange indtryk og underholdning, derfor sker det sikkert, at et barn hjemme siger, at de keder sig. Hører jeg det, så beder jeg om et møde med forældrene, og er eleven ældre, så skal han eller hun selvfølgelig også med. Vi må sammen finde ud af, hvad der ligger i ”at kede sig”; handler det om, at der ikke er udfordringer nok? Eller om, at der er behov for at lære at være til uden at opleve et bombardement af indtryk? Eller begge dele eller noget helt tredje? Sammen må vi se på elevens skolegang og afklare, hvor målet er i de enkelte fag, og om der er udvikling. Kan vi få et fælles billede af det, så bliver næste spørgsmål, hvem der kan gøre hvad for at nå målene. Formodentlig er der behov for et samarbejde mellem lærer, elev og forældre.
Det fantastiske, forunderlige, fascinerende ved Steinerskolen er, at det gang på gang lykkes at møde det enkelte barn og få det til at folde sig ud og finde sin vej i livet. Det sker, fordi vi har så mange fag og stiller krav på så mange niveauer.
Trine Christensen
Lærer på Steinerskolen i Silkeborg i 21 år, nu klasselærer for 3.–4. klasse
