Hvor er logikken i, at besparelser på specialundervisning skulle give bedre inklusion? Det forholder sig snarere omvendt; God specialundervisning giver det enkelte barn den støtte, der gør, at barnet kan være en del af et større fællesskab.
Inklusion er blevet et modeord, hvis betydning ofte er uklar. Selvfølgelig skal man prøve at inkludere flest mulige børn i almenundervisningen. Problemet er blot, at inklusion – sprogligt set – altid lyder godt. Det skaber let en politisk korrekthed, som gør modargumenter upopulære. Men det er tankevækkende, at det ikke er pædagoger, men politikere og økonomer, som har sat inklusion på dagsordenen. Det vil altid være en betænkelig affære, når et pædagogisk mål samtidig skal være et økonomisk styringsredskab.
I debatten om inklusion lever den misforståelse, at hvis man går ind for inklusion, så må man samtidig være imod eksklusion. Men der er ingen som helst grund til at antage, at man underkender betydningen af inklusion, når man ønsker at bevare specialundervisning1, snarere tværtimod. I det virkelige liv er der ikke en skarp grænse mellem rigtigt og forkert. Her vil man indse, at inklusion aldrig kan fremgå af generelle manualer, men kun i forhold til det enkelte barns ressourcer og problemer.
Tvangsinklusion
Inklusion kobles i undervisningsministeriets udspil tæt sammen med besparelser på specialundervisning. Selv udviklingshæmmede børn skal kunne rummes i almenundervisningen. Det betyder i realiteten tvangsinklusion efter økonomiske hensyn. Problemet heri er, at fælles undervisning for børn med stor divergens kan føre til en ”ekskluderende inklusion”, hvor den svage elev bliver tabt. Inklusion bliver da blot til integration. Inklusion er at være villet og værdsat for sine særpræg. Integration er blot at være tålt. Hvis det udviklingshæmmede barn derimod får et specialklassetilbud2, så kan han eller hun måske i nogle sammenhænge deltage i almenundervisningen. Man vil altså skabe en ”inkluderende eksklusion”, et differentieret fællesskab, hvor eksklusion og inklusion ikke vil blive et enten eller.
Regeringen påpeger, at den med inklusion vil skabe en fagligt stærk skole. Den overser, at børn med indlæringsvanskeligheder ofte også har andre problemer: vanskeligheder med motorik, sprog, koncentration eller det sociale, vanskeligheder, som ofte kræver socialpædagogisk og terapeutisk bistand.
Besparelser
I 2011 måtte Danmark stå skoleret for FN´s Børnekomité, da Red Barnet rejste alvorlig kritik af udsatte børns vilkår i Danmark. Kritikken gik bl.a. andet på, at børns ret til specialundervisning bliver angrebet og søgt nedbragt af økonomiske grunde. Det sker i dag ved, at kun børn med behov for mindst 12 lektioner3 om ugen har ret til specialundervisning. De øvrige børn må klare sig i almenundervisningen uden ret til at blive udredt af fagpersoner. Det er nu op til skolelederen at vurdere, om et barn har brug for specialundervisning. Midlerne hertil tages af en såkaldt inklusionspulje, hvis størrelse ikke svarer til det reelle behov for specialundervisning. Mange elever med indlæringsvanskeligheder må derfor bare ”hænge på” i klassen.
Den afgrænsede specialundervisning
Steinerskolerne har i en menneskealder praktiseret inklusion. De har ikke skelnet mellem ”godt begavede” og ”dårligt begavede” børn. I deres optik har hvert barn sit eget udviklingspotentiale. Mange børn med vanskeligheder har i Steinerskolen følt sig inkluderet, fordi de er blevet set for deres styrkesider og ikke kun for deres svagheder. Et stort antal elever med koncentrations- og kontaktbesvær stiller imidlertid store krav til den kollektive undervisning, som er kendetegnende for Steinerskolerne, og ofte følger der ikke ressourcer med til at løfte opgaven.
Reglen om, at kun elever med behov for mindst 12 timers specialundervisning kan få tilskud, kan aldrig imødekomme individuelle behov. Der er svært handicappede elever, som kan klare sig med 6-9 lektioners støtte, hvis de er i et specialklassetilbud. Omvendt kan elever i almenundervisningen – pga. specifikke vanskeligheder – have brug for 12 lektioners specialundervisning. Med de nye regler mister forældrene endvidere retten til at anke over afgørelser, hvis barnet ikke får anbefalet 12 lektioner.
Den vidtgående specialundervisning
Men også udviklingshæmmede vil blive ramt af besparelserne. Friskolerne vil – på grund af kravet om inklusion – måske ikke have økonomi til at drive ”specialklasser”, da disse elever risikerer ikke at få bevilliget 12 lektioner. Når inklusion ikke lykkes for disse børn, tvinges de over i kommunale specialklasser eller specialskoler. I sidstnævnte tilfælde mister de enhver omgang med normalt udviklede børn. Hvor blev inklusionen så af? Nu er de for alvor blevet ekskluderet! Endvidere trues retten til frit skolevalg for forældre til udviklingshæmmede børn.
Mange forældre vælger at lade deres handicappede barn vokse op i hjemmet og finder et dagskoletilbud til det. Med Steinerskolernes vægtning af ikke kun kognitive, men også kreative og sociale færdigheder, vælger disse forældre måske en sådan. På flere skoler har der derfor vist sig et behov for at oprette specialklasser til disse børn. Da flere Steinerskoler tager medansvar for dette behov, er det uacceptabelt, at de ikke reelt kan oprette specialklasser.
Perspektiver
Man kan fortvivle over disse perspektiver. Man kan også vælge at have tillid til, at virkeligheden vil vise, at man ikke bare ved inklusion i sig selv kan løse børns indlæringsvanskeligheder og da slet ikke ved at ”normalisere” udviklingshæmmede og på den måde ikke tage deres særlige behov alvorligt. Man vil komme til igen at kunne se berettigelsen i forskellige former for specialundervisning.
I mellemtiden skal man måske lære det af processen, at børn med og uden særlige behov ikke for enhver pris kan undervises i samme rum, men at der må organiseres forskellige former for undervisning, som tilgodeser de forskellige behov. På den måde kan en Steinerskole udgøre de rammer, inden for hvilke en frugtbar, men også realistisk inklusion kan praktiseres, rammer, inden for hvilke både børn med og uden særlige behov kan opleve et fællesskab, hvor der ikke nødvendigvis er en konflikt mellem at være inkluderet og ekskluderet. Kunne man i stedet bruge ordet ”samkluderet”?
NOTER:
1: Inden for almenundervisningen kan der være behov for to grader af specialundervisning. 1) Til elever, som i en kort periode har brug for typisk et læseløft eller hjælp til regning. 2) Til elever, hvor de faglige vanskeligheder ledsages af koncentrations- og opmærksomhedsforstyrrelser (f.eks. ADHD og ADD), som medfører sociale vanskeligheder. Den tredje form for specialundervisning er rettet mod udviklingshæmmede børn med diagnoser som f.eks. Downs syndrom, autisme og diverse hjerneskader. Disse børn undervises i specialklasser.
2: Ifølge friskoleloven, kan der ikke oprettes deciderede specialklasser på en friskole. På flere R. Steinerskoler har man dog – med statens vidende – organiseret undervisning for udviklingshæmmede elever sådan, at der i praksis er tale om specialklasser. Økonomien til driften af disse svarer dog kun til, at eleven deltager i almenundervisningen med støtte.
3: Hovedparten af specialklasseelevernes undervisning dækkes af skolens driftstilskud. Derudover bevilliges de ekstra timer fra staten. Det er disse timer, der her er tale om.
Inklusion er at være villet og værdsat for sine særpræg. Integration er blot at være tålt.
