Hvad er skole? Tankstation eller relationsnetværk?
Nye lovforslag lægger op til linjefagslærere i alle fag fra 1. klasse, og dermed øget lærerskift. Samtidig viser den netop offentliggjorte PISA undersøgelse, at elever, der benytter Ipad, scorer lavere i tests. Lægger vi de to scenarier sammen, kan man igen, igen spørge: Hvad betyder den personlige relation mellem elev og lærer for dannelsen?
I Steinerskolen er klasselæreren en hjørnesten. Ingen andre skolesystemer har i samme udstrækning een klasselærer, der følger een klasse og dens elever i så mange fag, i så mange skoleår.
Det har flere begrundelser: børn har behov for trygge relationer; ”mine klassekammerater” i ”mit klasseværelse” på ”min skole”, hvor ”min lærer” er. Ikke mindst det senmoderne splittede samfunds yngre børn har behov for længerevarende og dybe relationer, hvor de bliver set og mødt af lærere i mange forskellige situationer og i forhold til mange forskellige opgaver. Mellem lærer og elev er et samspil beroende på længerevarende gensidigt kendskab, hvor erindringer og fælles erfaringer bidrager til at gøre relationen stærk.
Læring understøttes af personlige relationer
I Steinerskolen (og en del andre pædagogiske retninger) betragtes læring ikke blot som en enkel proces, hvor undervisningsstoffet effektivt skal bringes ind i hukommelsen, respektive forståelsen som en input-output proces, der herefter kan måles. Undervisningen opleves og sætter sig i eleven først og fremmest ved at gribe følelserne, og ved at der er et menneske, som formidler.
Når barnet er vågent tilstede i en real relation, oplever det ubevidst også sig selv, og i sin aktive deltagelse, sin identitet. Læring sker, når det i undervisningen lykkes at bringe elevens selv i relation til den verden udenfor sig selv, eller i sig selv, som det nysgerrigt vil forbinde sig med. Dette er også en erfaring af en relation, en ”jeg er” oplevelse, omend helt i det ubevidste.
Voksne kan (forudsat, at de oplever relationer på et eller andet plan, der ikke behøver være i form af real tilstedeværelse) sætte sig i en relation på et abstrakt plan og tilegne sig viden eller kunnen ved fx en maskine, eller blot ved at tænke sig om. Men for børn og unge, som endnu er uden denne øvede refleksive disciplin og indre motiv, er de menneskelige relationer af afgørende betydning for, at de kan opnå en systematisk læring.
Ydermere er det en støtte for børn, at relationsforhold som tillid, naturlig autoritet og fortrolighed til klassefællesskabet ikke konstant er omskiftelige, ikke stadigt skal genetableres, men er stabile over længere tid. Læring kræver også ro. Ikke ro i betydningen stilstand, men en rytmisk vekslen mellem udadvendthed og refleksion, eftertanke, inderliggørelse, intimitet med stoffet. Den rytme styrer læreren med sit kendskab og sin indføling i klassen, som klassefællesskab. Et fællesskab eleverne føler sig hjemme i. Klassen er et særligt element, som hænger nøje sammen med læreren og dannes af såvel læreren som summen af hver enkelt elev. Læreren har her en rolle som person, der styrer og rummer.
Læring = Udvikling af personlighed
Undervisningsstoffet er verden, slet og ret, men delt op i fag i skolen på en sådan måde i Steinerskolen, at den hænger meget sammen i de yngre klasser, og i progression deles mere og mere op i fag og metoder op gennem skoletiden. Og der sker lidt det samme med klasselærerrollen. Det modsvares ved, at een person, som forbillede, holder klassen og ”hele verden i sin hånd”, så at sige personificerer sammenhængen for de yngste børn, for i første omgang ved efterligning, og siden selvstændigt at danner sig sin tilværelse og indtage sin stilling i verden. Det er i skabelsen af relationen til virkeligheden, at den personlige relation bliver en hjælper, en kærlig vejleder. Lige så vigtig som opgøret og frigørelsen senere er det for udviklingen af selvstændighed.
Dybest set har det personlige noget med personligheden at gøre. Det lyder tautologisk. Men det er barnets personlighed, der lærer; læring er personlig tilegnelse. Og personligheden støttes i de første mange skoleår af andre personligheder. Socialitet er forudsætning for effektiv læring og i virkeligheden vil isolerede børn ikke udvikle sig sundt; mennesket er i bund og grund et socialt (afhængigt) væsen.
Det er der jo heldigvis ikke meget tvivl om. Men det er en grundsætning, der ofte undervurderes. De fleste vil imidlertid være enige i, at der er forskel på de fantastiske billeder på skærmen og de billeder et barn selv danner i sin fantasi og erindring, ligesom der er forskel på at følge et flow i et Tv-program og en levende realt tilstedeværende person i et realt rum, hvor man selv er en del af det, der ses og høres. I Steinerskolen lægges der vægt på det sidste, betydningen af at være til stede sammen med andre er afgørende for undervisningen, fordi det er afgørende for udviklingen af elevens selvforståelse og verdensforståelse. Og det er jo målet; et selvstændigt, frit tænkende, harmonisk og handlingspotent menneske.
En sårbar relation
De fleste Steinerskoleforældre er bekendte med prioriteringen af klasselæreren i Steinerskolen. De har oplevet begrundelsen, idet de oplever deres børn i en skole med vedkommende relationer mellem kammerater og lærere. Det er heldigvis oftest en positiv oplevelse, men det er også en sårbar relation. Derfor har de fleste forældre også oplevet, at klasselærertiden i perioder har været en mindre vellykket pædagogisk indretning. De har oplevet kriser, som er overvundet eller skift af klasselærer i mindre eller fuldstændig grad. Oftest for at sikre etablering af nye relationer, fordi de eksisterende ikke længere fungerede. Allermest sårbart opleves det, når man som forælder oplever, at ens eget barn ikke kan opnå en god relation til klasselæreren. Her er Steinerskolen sårbar, da klasseskift oftest ikke er muligt. Problematikken vil oftest ikke kunne klares af klasselærer og forældre alene. Her må andre kræfter støtte op om at finde mulige veje for at udvikle relationen.
Klasselærer-elev-relationer er således langt fra uproblematiske, men de positive oplevelser og begrundelser er i overtal, og de radikalt anderledes alternativer vækker bekymring. Her ses ”løsningen” som et mix af skiftende lærere, lokaler og stadigt mere skærm og opsplitning i skolen. En opsplitning, som ligger i tråd med det daglige bombardement af usammenhængende signaler.
Personlig udvikling
Historisk blev Steinerskolens klasselærerordning indført i Stuttgarterskolen få år efter dens start. Idealet var fast klasselærer, men også i Stuttgart var der ofte skift af den ene eller anden grund; samarbejdsproblemer, sygdom osv. Trods problemerne har man valgt at holde fast ved idealet, som dog nuanceres på forskellige måder; Tolærerordninger, fx en lærer tre dage, én lærer to dage om ugen eller to lærere i klassen samtidig. Eller opdeling fx i en grundskoletid med fast klasselærer til 6.klasse, og overgang til et faglærerteam i 7.–10/12 klasse.
På Steiners tid var klasselærervisionen for 1.–8. klasse en radikal ændring i forhold til ”hvert klassetrin og hvert fag sin lærer”-normen. Og ret beset blev der stillet nogle vældige krav til det at være klasselærer. Krav som i vor tid måske er blevet endnu mere eksplicitte? Hvilke forudsætninger forestillede den første skole og Steiner selv, sig, at en klasselærer, faglærer og lærere generelt, måtte have?
Den professionelle udvikling som lærer er dybt integreret i den personlige. Og næppe noget skolesystem stiller så udtalte forventninger til skolens medarbejderes personlige udvikling som steinerskolen. Derfor bevæger det sig også ud over et rent retsligt, aftalemæssigt niveau. Det kan ikke blive et fagforeningsanliggende, et kontraktanliggende. Det er og må forblive frit.
Men, et frit skolesystem er kun frit og en succes, hvis dets medarbejdere i en eller anden udstrækning faktisk udøver denne personlige selvudvikling frit.
Denne tanke; at kun den person, der selv udvikler sig, kan udvikle andre/børn, er ikke begrænset til Steinerskolen; det er et udbredt ideal. Men Steinerskolen er som fri skole, og med en meget omfattende værdibaseret pædagogik i praksis mere lærerstyret end de fleste. Det stiller særligt store krav til lærernes personlige udvikling.
Høje krav
Forventningerne til nutidens lærere er enorme. I Steinerskolen kræves det, at klasselæreren kan varetage undervisningen i alle fag gennem hele grundskolen og herigennem befordre børnenes faglige og personlige udvikling gennem 8 år. Er det realistisk? Er det rimeligt?
Måske, men det går ikke at se klasselæreren som et enkeltstående individ. Læreren skal være båret af skolen, som består af kollegium, bestyrelse, forældre og elever.
Hvis skolen skal understøtte læreren, så må der åbenhed og gennemsigtlighed til. Det går ikke, at læreren lukker sig omkring sin klasse og søger at undgå andres indblik, kritik, evaluering eller spørgsmål. Der må udveksles information om og hvorvidt undervisningen lykkes eller byder på vanskeligheder, så vel til forældre som til kolleger. Til gengæld, så må forældre og kollegaer være solidariske, når læreren lukker op for samtaler om dét, der ikke er perfekt.
Det farligste for Steinerskolen er nok det klassiske steinerskole-billede af klasselæreren som konge i sit rige; vellidt, succesrig, alvidende og altid på toppen. Det er et umuligt ideal. Den lærer, der spejler sig i dette ideal risikerer enten at være offer for voldsom selvforherligelse, måske med graverende senere følger for elever, der ikke kom overens med denne lærer, eller altid at føle sig forkert og for dårlig, hvilket giver lyst til at fortie dét, der ikke fungerer så godt.
At eleverne oplever at lære noget giver det hele mening. Forudsætningen er måske, at de hele tiden mærker lærerens interesse for dem og for omverdenen med åbenhed for alt nyt. Den kollegiale interesse og elevernes glæde ved fremskridt giver også den enkelte lærer energi og entusiasme. At føre en klasse (skole) er en betroet opgave. Det kræver ansvarsfølelse for egen undervisning, og for skolen som helhed; Ida, som har ondt i maven og papiret, der flyder i skolegården, men det kræver også interesse for verden, altså den store; hvilken musik er oppe i tiden, hvordan står det til i Syrien og hvordan går det med at nå klimamålene?
Klasselæreren sikrer sammenhæng
Vi oplever i samfundet generelt en tendens til fokus på enkeltpræstationer og målinger i konkurrencens navn. Vi oplever også større og større tidspres, forandringskrav og savn af fordybelse.
Her tilbyder Steinerskolen – med klasselæreren som centralt centrum – et markant alternativ. Her er fokus på at udvikle sig som menneske og opnå færdigheder, som gør en i stand til at kunne mærke sig selv i et engageret møde med omverdenen. Den klasselærer, der kan stå foran sine elever og vise en vej med hensyn til omgangsform, personlige relationer, holdning til og interesse i omverdenen osv. og som kan ”følge” og ”være lidt foran” sin klasse, fordi han eller hun er i stadig udvikling selv, er noget særligt. Det gælder uanset om det er samme lærer, der fører klassen fra 1.-8. klasse, og om der er dårlige dage eller perioder, hvor læreren er alt andet end et forbillede.
Under alle omstændigheder markerer den vægt, der lægges på klasselærerfunktionen et alternativt i dagens skolelandskab. At være klasselærer er en daglig udfordring med mange faldgruber, men målet er klart at bibringe mest mulig sammenhæng, mest mulig personlig relation i undervisningen.
At være klasselærer er en daglig udfordring med mange faldgruber. Derfor skal klasselæreren støttes af skolen, kollegaer og forældre, for at lykkes.
