Hvis Emil fra Lønneberg levede i dag, havde han formentlig fået en ADHD-diagnose og tilhørende medicinsk behandling. Drenge med krudt i røven skal nemlig bringes til ro, så de kan komme ind i normalitetens rammer. I gamle dage fik de lov at udleve deres aktivitetstrang frem for at blive sygeliggjorte – men dengang fandtes ADHD selvfølgelig heller ikke
»Eeeemmil!« En mandag morgen i selskab med egne unger og Emil fra Lønneberg på tv. Emil laver konstant ulykker med sine opfindsomme eksperimenter i et romantiseret Småland. Han får skældud og må gemme sig i snickaboa. Hans tid bag haspen bruges på vredesbekæmpelse ved at snitte (mange) træmænd. Pludselig slår det mig. Drengen har jo ADHD/ADD eller måske endda DAMP (som man ikke kan have længere).
Børnepsykiatrien anno 2013 kan således rydde op, hvor almindeligt forældreskab og gammeldags straf synes at give efter. Men lad os dvæle ved spørgsmålet, om Emil rent faktisk har en forstyrrelse af opmærksomhed og motorisk aktivitet. For sommerlethedens skyld har jeg valgt et udpluk fra diverse hjemmesider om ADHD fra internettet (www.adhd.dk, www.netdoktor.dk, og www.levmedadhd.dk), hvor forældre kan få information om deres barns, måske, sygelige adfærd.
Diagnosticering af det syge barn
»Udredningen af barnet begynder normalt med, at man samler en komplet anamnese (sygehistorie, som stammer fra patienten selv eller de pårørende, red.), kigger på indlæringsproblemer og arvelighed og gennemfører en lægeundersøgelse for at udelukke andre sygdomme,« lyder det på www.levmedadhd.dk.
Tja, Emil har ikke nogen legemlige sygdomme, og stofskifteproblemer synes der heller ikke at være nogen af. Faren er en hidsigprop, hvilket kunne tyde på, at han selv har problemer. Men ellers ikke noget opsigtsvækkende i tiden. Der er ingen tegn på, at moderen har været alkoholiker gennem graviditeten, og tidlig hjerneskade oplyses der ikke noget om. Netdoktor.dk går lidt videre og beskriver en række neurobiologiske ADHD-teorier om hjernen og dens transmittersubstanser, men det forbliver teorier, som stort set ikke kan eftervises. Og da slet ikke hos Emil, da vi så skulle skære hans hjerne i skiver for at komme den type tankegang nærmere. Www.levmedadhd.dk har en passus om, at man har vist, at ADHD-børn har fem procent mindre hjernevolumen end andre børn. Den sætning er nærmest historisk åndssvag, da kvinder som bekendt også har mindre hjernevolumen end mænd. Men betyder altså ikke noget for hjernens funktion (kraniometri er ophørt som videnskabelig disciplin).
»Da symptomerne sommetider er diffuse, omfatter diagnosticeringen af ADHD også spørgeskemaer og samtaler for at komme dybere ned i barnets adfærd. Forældre, lærere, pædagoger, barnepiger og andre, der kender barnet, kan bidrage. Spørgeskemaerne skal være med til at klarlægge barnets adfærd, og – hvad der er endnu vigtigere – om adfærden er langvarig eller midlertidig. Indsamling af så mange oplysninger som muligt om barnet er den bedste metode til at sikre en korrekt diagnose,« står der på www.levmedadhd.dk.
Tja, der blev vi vist ikke meget klogere på diagnosen, udover at fleres fornemmelser er bedre end en enkelts. En særlig munter detalje er ’barnepigen’, som i dagens Danmark ofte kun taler thailandsk. Så her ser jeg ikke oplagte muligheder for ADHD-diagnostik af Emil som et fælles projekt. Kammerpigen Line ville dog nok bakke op om, at drengen er syg i hovedet.
Igen på www.levmedadhd.dk står der: »Små børn har generelt en kortere opmærksomhedsspændvidde, og deres adfærd indebærer perioder med stor aktivitet og impulsivitet. Hvis dit barn udviser symptomer på ADHD før femårsalderen, kan det være en god idé at føre protokol over hans eller hendes adfærd for at opdage forandringer og/eller forbedringer.«
Se nu her, en hjemmelavet protokol til at dokumentere barnets uhensigtsmæssige adfærd alene på mistanken? Lad os endelig registrere vores børns gøren og væren fra før femårsalderen for at sikre en fremtidig diagnose. Men selve øvelsen indeholder en videnskabelig cirkelslutning, da registreringsaktiviteten i sig selv er med til at skabe sygdom.
Krudtugle eller ADHD-barn?
Internettet gav således ikke sikker hjælp til at belyse Emils situation – ud over mistanke, teorier og bekymring. Men hvad med en lærebog i børnepsykiatri (min egen er fra 1993)? I den beskrives et bredt symptomkompleks med hyperkinetisk tilstand (det har Emil), letafledelighed (det har Emil) og nedsat koncentrationsevne (det har Emil). Motorisk uro har han bestemt også. Jeg tror faktisk, at hvis Emils forældre tog Emil med til skolepsykolog eller læge, ville der måske vanke en ADHD-diagnose. Og med denne sygdomsmærkat har han et problem, og problemer skal som bekendt behandles.
Ritalin er et hyppigt anvendt lægemiddel, som anvendes af specialister i børnesygdomme. Den endelige diagnose er da også defineret som en specialistopgave, hvilket ikke bør undre nogen, da diagnosen er subjektiv. Så vi giver Emil medicin, og han falder måske til ro. Han er neurobiologisk syg – kan ikke gøre for det – og forældrene er også fritaget for oplagt ansvar. Samfundet tager over med et bredt diagnostisk system, hvor der er en diagnose til næsten alle – inklusive Emil.
Men bivirkningsprofilen for lægemidlet er frygtindgydende: Almindelige bivirkninger (én til 10 procent) er hovedpine, søvnløshed, nervøsitet, feber, nedsat appetit, vægttab, mundtørhed, kvalme, opkastning, mavesmerter, diarré, hjerteforstyrrelser, blodtryksændringer, løbenæse, hoste, halsirritation, væksthæmning, ledsmerter, følelsesmæssig labilitet, dyskinesier (ufrivillige muskelsammentrækninger i stil med tics, red.) , døsighed, svimmelhed, angst, depression, aggression, agitation, irritabilitet, hyperaktivitet, hårtab, og udslæt.
Kort sagt skal man nok overveje, om problemet er mindre problematisk end bivirkningerne ved den anvendte medicin – og den behandlingsmæssige effekt er ikke en gang diskuteret her.»Stakkels Emil,« som den søde Ida siger. Nu kan ingen hjælpe ham mere med de sjove eksperimenter, for hans adfærd er blevet til sygdom og derfor et problem med en medicinsk løsning. Da jeg var barn, fandtes diagnosen ADHD ikke. Min farmor havde sin egen definition på drengebørn med fart på og stor nysgerrighed; nemlig krudtugler. Jeg var nok en krudtugle. Og krudtugler skulle dengang ikke protokolleres eller medicinsk behandles tilbage til gennemsnitlig ro; de skulle op i høje træer og udleve deres behov for motorisk aktivitet. Vel at mærke ikke gennem wellness-inspireret skolegymnastik for at få styr på (kommende) livsstilssygdomme, men gennem kreativ, aktiv og udfordrende legen. Jeg husker, at det virkede godt på mig. Jeg sov som en sten om natten. Men måske havde jeg ikke ADHD – dengang fandtes sygdommen jo heller ikke.
Når alle er småsyge i pæren
Jeg er ikke i tvivl om, at både forældre og behandlere vil børnene det bedste. Men jeg stiller mig skeptisk over for måden, det håndteres på anno 2013. Eksemplet med Emil er oplagt. Han var lykkelig i sin tid, fik meget skældud og stilletid med sig selv (det sidste opfatter jeg som noget godt). Fremfor alt blev han ikke tynget ned af en diagnose, som han senere kunne udvikle skyldfølelse og andre problemer fra.
Moderne lægevidenskab har gjort kolossale fremskridt inden for somatisk sygdomsbehandling, mens psykiatrien primært synes at udvide det diagnostiske spektrum således, at vi alle snart har et ben inden for ’psykiatria minor’. Men hvis alle er ’småsyge i pæren’, er sandheden vel snarere, at det diagnostiske grundlag er blevet præget af samfundets krav på gennemsnitlig optimering i en grad, hvor biologien pp.definition ikke kan være med.
Hvad så med Emil? Han var ikke en stakkel. Han slap for bivirkninger og social stigmatisering. Og dem, som kender hele hans historie, vil huske, at det gik ham godt. Han gik fra krudtugle til sognerådsformand – uden brug af medicin.
Artiklen blev bragt i Information 16. juli 2013
