Lad eleverne fejle sig til viden

Interview Randi Pisani

Vi er nødt til at stille spørgsmålet: hvad er det for en slags borgere, vi vil opdrage vores børn til at blive? Når jeg slår til lyd, for at målinger og karakter ikke hører hjemme i skolerne, er det ikke fordi, at jeg mener, at elever ikke skal vurderes påderes faktiske kunnen. Men er korrekthed og karakterer den rette metode til at opnå høj faglighed? Produktionen af varer flytter ud af landet. Uanset politisk ståsted kan vi vist være helt enige om, at den ressource, vi har både i Danmark og Norge, er ideerne, potentialet for innovation. Hvis vores unge mennesker skal være innovative, demokratiske, kende de fælles værdier og velfærdssamfundets fordele – hvordan skal pædagogikken så være? Hvad er det, de skal kunne?

Faglighed og risiko

Hvis vi med vores uddannelsessystem vil skabe innovative unge mennesker, så er vi havnet på det helt gale spor. Management-, kanon- og korrekthedskulturen er dræbende for elevernes faglige udvikling og engagementet i det, de bliver præsenteret for i skolen. Det er fint at kunne læse i 1. klasse, stave korrekt og løse en andengradsligning. Men det er ikke det, der giver innovation. Det er lettere at læse, når der er noget, man finder interessant, og computeren kan i dag løse problemet med stavning og ligninger. Det betyder ikke, at vi bare skal sætte os ned i en rundkreds og vente på, at børn eller studerende får lyst til at lære noget. Vi skal lære dem rigtigt meget, vi skal være dybt faglige, og det kan vi ikke i en uddannelseskultur, der beror på korrekthed. Det vigtige er, at vi beholder vores nysgerrighed, tør tage en risiko og kan kombinere den viden, vi har, på helt nye måder.

Fejl er produktive

Det er evnen til kreative tænkning, der skaber innovation. For at fremme den må vi lade eleverne opleve glæden ved at forbinde viden og oplevelser, der ikke i udgangspunktet hænger sammen. At bevare friheden til at fejle og se det at fejle som et produktivt skridt i processen er helt centralt for udviklingen af nye ideer. Vi kan ikke skabe banebrydene ny viden i forskningen eller komme med helt nye løsninger på hverken samfundsmæssige eller tekniske problemer, hvis vi har fået blokeret for modet til at tænke nyt af skræk for at lave fejl.

Ro og vilje

I modsætning til, hvad man skulle tro, er det 5% evner og 95% hårdt arbejde, når man bliver rigtigt dygtig til noget, man kommer ikke sovende til det. Det gælder derfor om at finde ud af, hvordan man får eleverne til engagere sig og få lyst til at arbejde. Ro og evnen til at fordybe sig er helt basal for at få sin viden i spil. Viljen til at arbejde er central, og det er ikke betydende, om man finder den i musik, rollespil eller i at samle sommerfugle. Mærker børn denne evne og vilje til fordybelse, får de selvtillid og endnu mere gåpåmod. Hvis de bliver målt og vejet fra dag et, tager de ingen risiko, de holder op med at afprøve nye ideer. For de første mange gange optræder der naturligvis fejl, det virker ikke.

Derfor skal al undervisning foregå i omgivelser, hvor fejl er en naturlig del af processen og bliver set som produktive.Vi skal bort fra korrekthedskulturen. Den egentlige læring opstår, når der fejles produktivt flere gange. Det er tankerækken og kombinationerne, der i sidste ende fører til noget nyt. Det skal sættes i gang og afprøves, det er der ikke bare lige pludselig.

Vi bor ikke i Kina

Det nytter derfor ikke at vi lader økonomer og jurister styre uddannelsessystemet, så det kommer til at ligne en dårlig kopi af det kinesiske. Det kinesiske har den effekt, som det har, fordi det fungerer i et autoritært system, og det er jo ikke det mål, vi har i hverken Danmark eller Norge. Vi er nødt til at opdrage ungerne til den fri tanke. Den er vores ressource, det der giver livskvalitet her. Det er utroligt vigtigt, at vi ikke bilder os ind, at uddannelsystemet skal producere skræddersyede ansatte til specifikke opgaver hos Mærsk. For Mærsk, eller en hvilken som helst anden virksomhed, er det langt mere interessant at få medarbejdere, der har lært videnskabelig tænkning i en kreativ kultur og som kan oversætte og kombinere forskellige fagområder og dermed rent faktisk være innovative.

Ledelse er kreativt ansvar

Da jeg blev ansat som direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo var det blandt andet for at løse en situation, hvor mange forskellige inter­esser kolliderede. Jeg var ikke ledelsesuddannet og brugte i stedet de erfaringer og den viden, jeg havde med mig fra andre områder. Det lykkedes mig at lave en løsning, som alle kunne godtage, blandt andet fordi jeg for at få overblik over alle de indviklede interesseforhold greb et gammelt værktøj, slægtskabsdiagrammet, fra en helt anden disciplin i dette tilfælde antropologien.

Det gav det fornødne overblik, da jeg fysisk havde tegnet alle forgreninger og forbindelser op. Samtidig fandt jeg ud af, hvor vigtigt det er som leder at tage ansvar og lægge ryg til, at der nogle gange handles mod systemet for at gøre medarbejderne fri til at gøre det, de faktisk er ansat til. Det samme gælder helt sikkert som skoleleder, det er nødvendigt at skabe de nødvendige huller for lærere og elever og tage ansvaret for det, hvis man kan se at det administrative system ikke er optimalt.

Det er det eleverne også må lære. Vi må nogle gange udvise en eller anden form for civil ulydighed, når vi møder modstand i form af krav om en forudbestemt korrekthed, som vi kan se spænder ben for en ny og kreativ ide eller løsning.

– korrekthedskulturen slår nye ideer ihjel

Professor i antropologi Rane Willerslev har rejst rundt i Sibirien som pels­jæger, været leder af Oslos Kulturhistoriske Museum og er nu forsker og underviser på Aarhus Universitet. Han fortæller her, hvorfor den korrekthedskultur, der har bredt sig på alle planer af undervisningsområdet, er en katastrofe for engagementet og nogle gange kræver civil ulydighed.

Den egentlige læring opstår, når der fejles produktivt flere gange.

Det er nødvendigt at skabe de nødvendige huller for lærere og elever.

Randi Pisani

Sammenslutningen af frie Rudolf Steinerskoler i Danmark

Rane Willerslev

Rane Willerslev er professor i antropologi, debattør og forfatter til bl.a. bøgerne Pelsjæger i øde­marken, sammen med Eske Willerslev 1996, Soul Hunters, 2007 og På flugt i Sibirien, 2009.