Kære læser
Egentlig er det jo upassende at rose sig selv, vi kan altid lige gøre det lidt bedre, ikk’?
Selvfølgelig kan vi det, spørg bare den nærmeststående teenager! Maden kunne være lidt mere interessant, lommepengene lidt flere, lektierne lidt færre, skolen mere up-to-date.
Skolen – ja, den er nogle gange bare “typisk Steiner”, og sådan en dag er det altså sjældent en ros. Et eller andet går ikke, som han eller hun havde tænkt sig, forventet eller håbet.
Nogle gange kan klagen naturligvis være ganske berettiget, men som regel er det, der er “typisk Steiner”, bare en typisk skoleoplevelse for en 14 årig nordbo.
Synes man en enkelt gang, at man støder ind i en forbenet og knarvorn repræsentant for Waldorfpædagogikken, må man gøre, som vi foreslår teenageren – løft lige næsen og se dig omkring, måske er der mere derude i virkeligheden. Den menneskeforståelse, der finder sit grundlag i antroposofien og har givet grobund for Waldorfpædagogikken, er ikke statisk, men hele tiden i udvikling; den udfordrer og bliver udfordret af verden.
Vi har måske endnu mere end nogen sinde brug for denne pædagogik, der tager højde for at barndommen ikke genudsendes eller ligger i forskellige versioner til frit valg på youtube. Børn og unge mennesker skal ikke nødvendigvis skånes for verdens tummel, men heller ikke absolut stå alene i den larmende stilhed i orkanens øje.
Når jeg ser ud over de tilbud, der er inspireret af Waldorfpædagogikken, og den vilje, der ligger bag initiativerne, så bliver jeg faktisk imponeret og får ikke blot lyst til at rose alle dem, der er ophavsmænd og -kvinder til pædagogiske tilbud og hjælpeforanstaltninger i verdens brændpunkter og i alle de små og store katastrofer, der kan ramme børn og familier. Det er såmænd også alle de lærere, der hver dag på tværs af religiøse, etniske og sociale skel tager sig af alle de helt gennemsnitlige børn, deres søskende og venner med særlige behov, ja, endda min egen og naboens teenagere.
Næste gang min eller naboens teenager brokker sig over hverdagens fortrædeligheder, stikker jeg det her nummer i hånden på dem og siger: “Tag ud og gør noget! Mærk verden, min ven!”
