Lykkelige de frø, der lægges i jorden af barnehænder

Om Kristofferskolens have kan man sige som hovedpersonen i Den lille prins: «hos os er alting ganske småt». På et ret lille areal har vi både frugthave, lægeurter, blomster, grøntsager, krydderurter og korn. Der er lidt af hvert, som deles mellem klasserne, der alle har havebrug, men nogen større produktion har vi ikke. Haven er først og fremmest et sted, hvor eleverne kan være sammen med planter, lære noget om at dyrke jorden og erfare naturens kredsløb.

Havebrug ligner på mange måder skolens andre håndværksfag, hvor vi bruger vores hænder i en skabende proces. Men hvor eleverne i sløjd, smedning osv. skaber noget ud af et materiale, så er vi ikke selv skaberen i haven. Vi skaber betingelser for at planterne kan vokse, men det er ikke os, der får dem til at vokse.

I arbejdet med planter erfarer vi åbenlyst, at vi er en del af en større livsorden. Når vi oplever, at alt ikke beror på os selv, og når vi ser naturens undere folde sig ud for øjnene af os – frø bliver til planter og pupper bliver til sommerfugle – så vækkes der let en ærbødighed i os; en taknemmelighed overfor livet.

Hånd om livet

Havebrug er egentlig at tage hånd om livsprocesser. Det kræver, som alle andre fag, en vis mængde viden og kunnen, men først og fremmest opmærksomhed. For planter er skrøbelige væsner, hvis liv afhænger af, hvordan vi behandler dem. I de andre håndværksfag giver materialet os svar på vores handlinger – det viser sig fx. tydeligt på strikketøjet, hvor meget eller hvor lidt vi strammer garnet.

Planterne giver os svar på vore handlinger med deres liv. I alle processer fra såning til høst er plantens liv på spil. Alt skal være tilpas: sådybden, jordens fugtighed, temperaturen, sol, skygge osv. Hvis ikke, kan planterne dø. Dette forhold, at eleverne bogstaveligt talt har plantens liv i hænderne, vækker deres empati. Det kommer især til udtryk i de yngste klasser. Lykkelige de frø, der lægges i jorden af barnehænder. De får vand og sange og kærlighed. Lykkelige de ukrudtsplanter, der omplantes i små potter og forsigtigt bæres hjem af børn.

Glæde ved at passe planter

Planteplejen griber hurtigt om sig i under- og mellemskolen. Mange børn vil gerne have stiklinger, en jordskok eller frø, som de selv har dyrket, med hjem. Så anlægger de haver i haven eller i vindueskarmen derhjemme. Nogle børn laver små haver udenfor deres huler i SFO’en, og der er klasser, som har anlagt en hel skovhave med stensætning og levende pilehegn.

Der er børn, som har deres eget lille jordlod at passe i frikvartererne, og børn der har ansvaret for et af havens træer eller buske. Det er tydeligt at se hvilke planter, der har børn, de er sirligt luget, omkranset af sten eller pyntet på andre måder, og mangler aldrig vand – snarere tvært imod.

Motivet for børnenes planteomsorg er tydeligvis ikke planternes nytteværdi, men glæden ved at passe dem og se dem vokse.

Nytteværdi

Fra 6. klasse får nytteværdien større betydning for eleverne. Derfor tørrer vi f.eks urter, laver teblandinger, urtesalt og rosensukker, som vi sælger på julebasaren. Eleverne i 7. klasse får deres helt personlige bede, som de tilplanter efter egne ønsker. Når planterne skal høstes i 8. klasse, sammensætter og laver eleverne en menu ud af deres høst. I 9. klasse er man i landbrugspraktik på en gård og får – måske, måske ikke – sat sine haveerfaringer ind i et større perspektiv.

Nytteværdibegrebet forskydes i 10. klasse, hvor eleverne har en periode med ‘landart’. Med afsæt i fordybet betragtning af en plante skrives haiku-digte, og ud af naturens egne materialer bygges to- og tredimensionalt under åben himmel. Enkle, stærke udtryk ses rundt om i haven som tegn og bro mellem mennesker og natur.

Når vi forbinder os med jorden

Nu er det jo ikke nok at holde af planterne, hænderne skal også op af lommen. Man får jord under neglene, på tøjet, på skoene. Man støder på orme, biller, frøer, snegle – til manges glæde og nogens skræk. Man omgås komøg, kompostbunker og halvrådne planter – ikke umiddelbart noget for sarte sjæle.

Men det er kun indtil man forbinder sig med processerne. Når eleverne har siddet og luget ukrudt væk fra deres små gulerødder, eller når de har plantet unge planter ud med stor forsigtighed, så oplever de i mindre grad jorden på hænderne som snavs. Og når de selv har prøvet at bygge en kompostbunke, så oplever de i højere grad de rådnende planter som planter, der bare er ved at blive til muldjord. Det er naturligvis ikke kun i havebrug, at den slags sker, det sker i alle livets forhold: det vi forbinder os med, åbner sig for os.

Et terapeutisk aspekt

Planter gør ikke modstand. De viser deres ubehag ved at mistrives, men de svarer ikke igen. Måske derfor er haven et særligt fristed for de børn, der har svært ved at begå sig i det sociale rum. Det er ofte børn, der har vanskeligt ved at mærke andres grænser og derfor kommer til at forulempe deres klassekammerater, skønt det var venligt ment. Børnene forstår ikke de afvisninger, som de af gode grunde får, og de føler sig derfor uretfærdigt behandlet. Så opstår der frustrationer og konflikter og desværre ofte negative handlemønstre blandt alle implicerede.

For disse børn, der er på konstant overarbejde i det sociale rum, kan haven blive en lille ø, hvor de i fred og ro kan give planterne kærlighed uden at blive misforstået. Planterne takker ved at trives.

Havens særlige gave til os alle er at jorden og planterne – uanset hvad vi gør – giver os ro og livskræfter, vækker vores sansning og hjælper os til væren og selvforglemmelse. En kærkommen gave i en stresset, præstationsfokuseret kultur.

Planterne giver os svar på vore handlinger med deres liv.

At eleverne bogstaveligt talt har plantens liv i hænderne, vækker deres empati.

Bente Klerke

Bente Klerke underviser i havebrug på Kristofferskolen i Roskilde