Lærere skal være velforberedte, tage personligt ansvar, svare professionelt, indgå i den offentlige debat, tænke selvkritisk, og bruge deres faglige og personlige kompetencer. Det fordrer selvfølgelig, at samfundet har en vis faglig respekt og forståelse for, hvad en professionel pædagogisk praksis er. Her er et bud.
Med indgreb i lærernes arbejdskonflikt i foråret 2013 lykkedes det regeringen at afprofessionalisere en hel faggruppe. Efter lærerne kommer turen til andre offentlige faggrupper. Professionaliteten ligger nemlig altid i det faglige skøn – for lærere betyder det det pædagogiske skøn, og det kræver forberedelses- og evalueringstid.
Professor i pædagogik Erling Lars Dale mente, at lærere skulle undervise 1/3 af deres arbejdstid, planlægge og evaluere undervisningen 1/3 af arbejdstiden og udvikle teorier den sidste 1/3 af tiden. Han var ikke politiker eller økonom, beklager, men udtalte sig fra et fagligt perspektiv. Med udgangspunkt i Dales og Leo Komischke-Konnerup tekster om pædagogik vil jeg her vise en professions-maggiterning.
Følgende karakteristik af lærergerningen hævder ikke, at alle lærere er professionelle, men at en professionel pædagogisk praksis faktisk kan beskrives og altid indebærer en faglig stolthed. Det er denne professionelle pædagogiske praksis, vi skal understøtte og kvalificere, ikke nedbryde og mistænkeliggøre. Det er dit barn eller (kommende) barnebarn, der er hovedpersonen i det følgende.
Reflektere i praksis
Lærere arbejder primært med forhold, der ikke kan ses og derfor er præget af mangel på viden – det er uundgåeligt og et pædagogisk vilkår. Elevernes læringsproces er usynlig og individuel, og derfor ikke mulig at (be)gribe umiddelbart. Lærere kan kun tolke på det, de ser, hører, mærker og møder i undervisningen. Elever kan ikke forklare deres læringsproces, før de er ude af den, derfor er der ingen umiddelbar tilgængelighed for læreren. Læreren kan alene observere og samtale vel vidende, at han kan tage fejl og misfortolke elevens læreproces. Derfor er det vigtigt at gennemtænke, hvad man oplevede hos eleverne og hvorledes nye oplevelser kan etableres, således at man kan få mere at vide om den enkelte elevs læreproces. Denne viden er altså bundet til den specifikke situation, relation og intention. Således skal enhver teori og metode altid tolkes ind i den helt konkrete undervisningstime. Det kræver tid…
Udvikle fagdidaktisk viden
Skoleaktiviteter handler om at indføre eleven i noget, de ikke selv kan erfare. Hvis de selv kunne erfare det, ville der ingen grund være til at gå i skole. Elever kan erfare, at lyset slukkes ved hjælp af en kontakt, men ikke umiddelbart noget om strømteorier. Det skal der undervises i. Eleverne kan ikke erfare historiske kendsgerninger og slet ikke forholdene i en koncentrationslejr. Heldigvis. Det skal der indføres i. Skolen er sådan et kunstigt rum, hvor der kan indføres i det, man ikke ”naturligt” møder af sig selv: kemiske formler og historiske begivenheder eksempelvis. Det kræver, at læreren har en fagdidaktisk forståelse; at læreren for det første kan vise eleven noget, som den har mulighed for at forstå på præcis dette tidspunkt i livet, for det andet kan spørge til, hvad eleven forstår (læringsprocesserne) og til sidst opfordre eleven til at bruge sin viden ansvarligt fremover. Elevgrupper forandres hele tiden, teknologien forandres, historien forandres, derfor skal den fagdidaktiske viden selv sagt hele tiden også udvikles og udfordres. Det kræver tid …
Støtte elevernes dannelsesproces
Når læreren indfører, samtaler og opfordrer til at blive selvbestemmende, medbestemmende og solidarisk, er det ikke med det formål, at eleven skal blive ingeniør eller matematiker. Formålet i børneskolen er altid, at eleven bliver et menneske, der ønsker at vælge et erhverv, der kan bidrage til fællesskabet og egne muligheder. Alt andet ville være et overgreb og inhumant. Hvad erhvervet er, skal eleven selv senere bestemme, men i skolen giver lærere eleven mulighed for at se mulighederne fremover. Kort sagt at indgå i en dannelsesproces, hvor eleven bliver både et menneske på egne vilkår og en borger på fællesskabets vilkår. Ikke enten-eller, men både-og. Det er en ekstrem vanskelig situation, fordi eleven både skal respekteres som individ, men også blive i stand til at indgå i fællesskabet. Det giver mange dilemmaer, paradokser og konflikter, som læreren skal reagere på nu og her, og senere skal overveje Læreren skal kort sagt hele tiden overveje det legitime i sine handlinger, fordi de har med et menneskes livsmuligheder at gøre. Læreren skal konstant se på forholdet mellem det, han ville og det der skete i undervisningen. Det kræver tid …
Selv være i en læreproces
Lærere er altid selv i gang med en dannelsesproces. De erkender, forstår, mærker, oplever, vurderer osv. hele tiden nye aspekter ved deres egen professionsforståelse. Hvis de ikke selv var i en læringsproces, kunne de ikke genkende den hos eleven. Denne proces er 24/7 og kan ikke sådan slukkes og tændes; den hænger sammen med personligheden. Lærere er derfor altid fagpersonligheder. Når de ser tv-avisen, læser bøger, samtaler, er på ferie, graver i haven osv. er de tænkende fagpersonligheder, der pludselig opdager forhold og interesser, der er gennemgribende for deres syn på undervisning. Ofte sidder de om aftenen, i ferien, i weekenden og samler materialer ind, tænker i undervisningsforløb, får ideer til, hvordan man griber dette eller hint an i undervisningen. Det skal gribes inden tanken er væk, der skal udvikles, mens læreren oplever inspirationen og nødvendigheden. Det sker ofte ikke på kommando mellem 8 og 16. Der nørkles med det på alle mulige og umulige tidspunkter. Det tager tid …
Kunne være i tvivl
Hvorfor er det en lærer ikke går rundt og reklamerer for sig selv, så befolkningen kunne få lidt mere respekt? Fordi en god lærer kendetegnes ved at kunne være i tvivl, ved at eksperimentere, skønne, vurdere, vide at han ikke kan vide alt om eleven og fremtiden, ved at han er selvkritisk; kunne jeg have gjort det bedre og anderledes? Ved hele tiden at vide, hvad han ikke ved og at han kunne have gjort noget andet. En hver lærer, der råber op om, hvor god han er, er helt sikkert en dårlig lærer. Han ser ikke sine egne fejl, sine begrænsninger, der hvor han skulle være i tvivl, forstår ikke, at eleven ikke sådan er til at regne ud og at elevens verden er langt større, end den læreren møder og forstår. Når læreren møder forældrene uden at spille den store alvidende hjerneforsker, så er det fordi, det at være i tvivl og være kritisk er hans adelsmærke: han skal hele tiden overveje, om der er noget ved eleven, han har overset og misforstået. Denne tvivlstilstand kræver, at man hele tiden taler med kollegaer og forældre om denne tvivl og sammen kvalificerer tvivlen, så der kan komme konstruktive handlinger ud af kollegasamtalerne. Det tager tid …
Virkeligheden yder hele tiden modstand og skaber bøvl, når man har planlagt en undervisning. Dette bøvl er selve udfordringen i den professionelle pædagogiske praksis.
Kunne omstille sig, da menneskers læringsproces ikke kan kortlægges
Effektiv undervisning, læreren som ekspert og metoder, der virker (forstået som en del af en managementtænkning, hvor en skole forstås som en hver anden virksomhed) er ikke mulig i en professionel pædagogisk praksis, dvs. i skolesammenhænge. Lærere arbejder ikke med sikker viden, men derimod med det modsatte; det der ikke var planlagt, det der ikke umiddelbart kan forstås, det der ikke kan styres, det der ikke kan ensrettes, det der var overset osv. Det kræver stor planlægning. Det er helt legitimt at ville have disciplin og et fælles forløb, det er det, der er det tilsigtede i undervisningen. Men lærerens pædagogiske praksis er betinget af, at der altid er en virkelighed, der ikke er sammenfaldende med det planlagte, det forventelige, det tænkelige.
Elever er ikke robotter, dyr eller en sten. De skal ikke lære at lære, men har netop en læringsnatur, der gør, at de hele tiden kan tage fejl, hele tiden opdager deres eget ansvar, hele tiden reagerer på omgivelserne, hele tiden forsøger at skabe mening omkring sig selv, hele tiden kan gå ind i tankegange, der ikke var tiltænkte og som måske er mere produktive end lærerens, måske langt mindre produktive. Hvornår ved man, hvornår elevens tanker er produktive eller ikke? Prøv med dit barn: hvornår ved du det som forælder? Hvornår skal der presses, hvornår skal der beskyttes, hvornår skal der kort sagt gribes ind på den ene eller anden måde i forhold til eleven? Virkeligheden yder hele tiden modstand og skaber bøvl, når man har planlagt en undervisning. Dette bøvl og virkeligheden er selve udfordringen i den professionelle pædagogiske praksis og ikke en fejl eller noget der skal elimineres. Lærere kan ikke være eksperter på effektive metoder, fordi menneskets læringsproces på ingen måder kan kortlægges og styres. Hvis den var, ville vi ikke være mennesker. Derimod en maskine, et dyr eller en sten. Når man skal have mod til at møde virkeligheden, der gør modstand, men som skaber en vidunderlig menneskelig praksis med fejl, uforudsigelighed og bøvl, så kræver det, at læreren overskud. Overskud til at tænke længere og mere selvkritisk. Overskud kræver, at man ikke presses på tid. Det kræver selvsagt tid …
Deltage i et demokratisk samfund
Lærere er ansat til at være kritiske og stå i et refleksivt forhold til forskrifter. Det vil sige, at lærere er garanter for, at vi ikke i samtiden gør noget kortsigtet, som bliver et problem i fremtiden. Lærerne skal indeholde en kulturel overlevering i indhold og form, som ikke er justerbare som samfundets maskinrumsknapper. Skolen skal indgå i vekselvirkning med samfundets forandringer, men er også den sammenhængskraft og stabilitet, som skaber et samfund. Lærere har derfor pligt til at råbe højt, hvis de synes noget er problematisk for den professionelle pædagogiske praksis, der skaber selvbestemmende og medbestemmende borgere og mennesker til et humant og demokratisk samfund. De har en forbandet pligt til at være kritiske, når nye tiltag kommer eller ikke kommer. Lærere skal så at sige være politiske i en bred folkelig forstand; de skal være politikere og forældres sparringspartnere i forsøget på at udvikle et godt samfund. Ellers burde de fyres. Hvis lærere skal blande sig i debatten, så kræver det, at de udvikler et offentligt sprog og har mulighed for at indgå i samfundet som foreningsaktive, ytrer sig i medierne, er til stede i kommunale sammenhænge osv. Det kræver tid …
Respekt for en professionel pædagogisk praksis
Når lærerens arbejdsvilkår skal moderniseres og normaliseres så skal da pokker stå i, at vi ender med nogle lærere, der ikke er professionelle. Så skal vi da kræve, at lærere netop er ekstremt forberedte: at de tager et personligt ansvar, at de svarer professionelt, at de indgår i den offentlige debat, at de tænker selvkritisk, at de sætte deres lærerfaglige kompetencer ind i en eksperimenterende sammenhæng, der netop kvalificerer virkeligheden og udviklingen, og ikke en eller anden snæver økonomisk politisk fast konstruktion. Det fordrer selvfølgelig, at samfundet har en vis faglig respekt og forståelse for, hvad en professionel pædagogisk praksis er: her var et bud!
Denne artikel er en let revideret udgave af en kronik, der har været bragt i Friskolebladet nr. 9, juni, 2013
