Titlen på denne artikel er indlysende. Ikke desto mindre bevilges specialundervisning oftest til at sætte yderligere fokus på dét, barnet ikke kan – kan du ikke læse, så må vi terpe ekstra med læsning! En tidligere pædagog, klasse- og specialundervisningslærer reflekterer over, hvad der egentlig har gjort en forskel, når hun tænker tilbage på sin praksis.
Jeg hader alle voksne! Det var det første han sagde, da han mødte mig i garderoben, hvor han havde trukket sig lidt væk fra sine forældre, med hænderne dybt begravet i lommerne. Jeg så direkte på ham og fortalte ham, at sådan ville det ikke blive her. Drengen var 6 år, og på visit i institutionen med sin mor og far for at se, om det var her, han skulle indmeldes.
Det kræver i sagens natur megen forståelse og få fordomme fra alle omkring barnet at møde et barn, der så tidligt har mistet tilliden til og troen på voksne og verden omkring sig. Der er ingen ”lige her og nu” løsning. Med åbenhed og viljen til at inkludere, kom vi langt. Det var ikke altid en dans på roser, men det var en stor hjælp, at vi i personalegruppen netop i den periode øvede os i at sige ja i stedet for nej. Hver gang vi var ved at sige nej, skulle vi forsøge at trylle det om til ja. Fra forbud til tilbud.
På høstturen hos bonden kunne man f.eks. sige:” I må gå HELT hen til hegnet ”I stedet for at sige:” I må ikke gå udenfor hegnet”.
Gør noget, du er god til
I Waldorf – institutioner og skoler er vi beriget med en pædagogik og en læreplan, der bygger på og tager hensyn til barnets udvikling. Det ER faktisk speciel – undervisning, hvor alt burde komme af sig selv. Det gør det også i de fleste tilfælde.
En ny dreng kommer ind i 4.klasse. Han kan ikke læse. Forældrene har søgt privatlærer og andre kompetente mennesker, og har selv brugt vældig mange ressourcer uden resultat.
Et år efter kan drengen læse. Han har lært at spille tværfløjte, haft en stor rolle i et skuespil, har fået fred for at terpe læsning og gennem andre fag og venner fået selvtillid. Han er blevet mødt.
Jeg har tidligere ment, at elever med vanskeligheder skal forblive i klassen og at klasselæreren må arbejde med de elever, der har brug for hjælp, støtte og ekstra omsorg.
Jeg ønsker det i og for sig stadig, men jeg ved godt, at det ikke holder med alle de opgaver, der i øvrigt er at tage vare på. Det er heller ikke muligt for alle klasselærere at yde tilstrækkelig hjælp. Desuden er der på mange skoler i dag et kompetent og veluddannet team til at hjælpe de elever, der har brug for ekstra støtte og vejledning. Den viden, de sidder med, er en væsentlig forudsætning for at forstå elevernes muligheder og begrænsninger. Hvorledes potentiale forvandles / udvikles til kompetencer.
At blive mødt
Nogle lærere ønsker at vide alt om eleven, inden et specialundervisningsforløb tager fat, andre vil møde eleven, før de indhenter oplysninger fra klasselæreren, øvrige lærere, hjemmet, frikvartererne, pasningsordningen, specialteamet, eller skolens psykolog. På vore torsdagskonferencer, som er skolens hjerte, forsøger vi at øve evnen til at se eleven. Hele eleven.
Arbejdet med at opnå en sådan fælles bevidsthed omkring en elev, kræver en del af kollegiet til gengæld kan det have stor effekt. På elever såvel som lærere.
Når ”børnebehandlingen” bliver brugt objektivt, og alle sætter deres bedste kræfter i spil, kan der ske underværker. Det samme gælder, når den enkelte lærer sætter sig for inderligt at møde en elev, det være sig i klassen eller i specialundervisningen. I forsøget på at nå ind til kernen, må man selv være stille og modtage de indtryk, der måtte komme. Alt iagttages, barnets fysik, bevægelserne, dynamikken, sproget, hvordan forholder eleven sig til klassekammerater, til ting… det hele er væsentligt for at finde vej til dette menneske.
I specialundervisningen har jeg modtaget elever fra såvel yngste som ældste klasser med forskellige behov for faglig og social støtte. Jeg vil forsøge at fremhæve essensen af mine oplevelser og erfaringer.
Specialundervisning er anderledes
At undervise en, to eller tre elever er meget anderledes end at undervise en klasse.
Livet i det store fællesskab, der ligesom giver sig selv, skal erstattes med en anden kraft og dynamik, hvis det skal fungere i den lille gruppe. Det stiller andre krav til læreren.
Det kan være overvældende for nogle elever, at være alene med en voksen. Andre er begejstrede og profiterer af denne ordning. For de fleste elever er det vigtigt med genkendelighed, rytme og faste rammer i specialundervisningen. Gerne samme rytme hver gang i flere måneder.
Andre elever har mere brug for de nære relationer. Brug for samtaler, et sted hvor man kan være sig selv. Hverken mere eller mindre. For enkelte af de ældste elever, med forskellige problematikker, faglige som sociale, er det vigtigt at specialundervisningen er et ”åbent” sted, af og til også uden for aftalte tider. Gåture er effektive, eller lindrende, når tankerne pressede sig på og fylder det hele, eller der er behov for at målrette en indre uro, en oversensibilitet. Tilbage på skolen er det godt med en kop the og en afsluttende samtale. Andre gange slutter vi med at skrive sætninger eller stikord ned, der er værd at tænke over til næste gang. Disse stunder bidrager til at klare opgaver og udfordringer, der måtte være i klassen, med kammeraterne, i hjemmet – eller med sig selv.
Kunstnerisk terapi, f.eks. formtegning eller at male, er populære aktiviteter. Langt de fleste børn har et positivt forhold til farver. Farvecirklen, og dermed de mange, mange øvelser, rummer /spejler alle tænkelige fysiske og psykiske tilstande. Det handler på ingen måde om kunstværker. Men langt mere om at forbinde sig med det, man laver, og hvordan man gør det. I terapien er det generelt læreren/terapeuten, der bestemmer, hvad der skal males. Det er en fortløbende proces, hvor det ene billede fører til det næste. Det betyder dog ikke, at der ikke også er frie øvelser i løbet af processen.
Som jeg tidligere skrev om drengen i 4. klasse, var det egentligt ikke mere læsning, der bragte ham til målet. Ikke mere af det samme, det han ikke kunne. Det ville næsten være det samme, som at bede en elev med brækket ben om at løbe 200 meter. Der skal andet og mere til og ofte på en helt ny måde.
4 centrale udsagn om at møde barnet:
- Hvis den voksne går ind i mødet med respekt og autoritet, er det en god relation.
- Hvis den voksne har autoritet, men ikke ser/møder barnet, er den voksne autoritær og barnet tromles.
- Hvis den voksne ingen autoritet har og respekterer barnets selvstyre/selv- bestemmelse, får vi et barn, der søger autoritet, ofte ved at være grænsesøgende.
- Hvis den voksne ikke er til stede som autoritet og ej heller ser barnet, har vi noget i retning af omsorgssvigt – barnet bliver ikke mødt.
Erfaringer fra specialundervisningen
Alle børn ønsker at lære. Prøv bare at betragte den energi et lille barn lægger for dagen, når det er ved at lære at rejse sig. Der øves og øves og øves. Øvelse og udvikling er tæt forbundet.
Hos børn med vanskeligheder følges ønske og vilje sjældent ad.
”Lysten driver værket”- læreren driver lysten. Både i klassen og i specialundervisningen.
Uden tillid til verden og sig selv er det svært at lære. Det er skolens opgave at sikre, at alle børn føler sig trygge, værdsat og får forstærket troen på egne evner.
Lærerens vilje til at handle og forvandle er afgørende for elevens vandring i det usikre og tågede landskab. Enhver pædagog og lærer må vise vej.
