På Waldorfskolen i København har vi fagtimer i IT for vores 7. – 9. klasse. Tanken med forløbene på de tre klassetrin er at skabe en sammenhængende forståelse af computerteknologi, menneske og samfund for eleverne.
I 9. klasse har kunstig intelligens i flere år både været udgangspunkt for diskussioner i plenum i klassen og for de selvvalgte emner til fordybelse.
Når vi taler om kunstig intelligens, så har forskellen på menneske og maskine altid været et emne, eleverne i 9. klasse har udvist særlig interesse for at diskutere og undersøge. Et eksempel fra undervisningen er sagen om den tidligere Google-ingeniør Blake Lemoine. Han blev fyret i 2022, fordi han offentlig fremlagde en teori om, at den sprogmodel, han arbejdede med, LaMDA, var ‘sentient’, altså sansende, og derfor burde få sine ønsker opfyldt. Hans argument var at LaMDA for eksempel udtrykker en oplevelse af at have følelser, som den skal lære at kende og håndtere, og formidler, at den gerne ville betragtes som en bevidst og følsom enhed. Lemoine fortalte, at han kunne diskutere kunst, filosofi og litteratur så subtilt med LaMDA, at det gav ham en oplevelse af at have en samtale med en bevidsthed, ikke en maskine. Derfor mente han blandt andet, at LaMDA skulle have friheden til at ‘være sig selv’ og kommunikere uden restriktioner, som om det netop var en bevidst skabning, han talte med.
videnskab.dk/kultur-samfund/google-ingenioer-paastaar-at-kunstig-intelligens-har-foelelser-hvordan-kan-vi-vide-om-det-er-rigtigt
Tankeeksperiment om en lykkelig verden
Sagen om Blake Lemoine kan læses som sensationsstof, men er også et spændende udgangspunkt til diskussion med eleverne: Hvad vil det sige at være menneske?
Hvordan ved vi, at vi er mennesker? Hvordan ved vi, at vi ikke lever i en simuleret verden? Hvad er forskellen på et menneske og en komplekst programmeret maskine? Hvorfor er vi ikke bare programmeret? Hvis vi da ikke er det?
På faget Computer Videnskabens Filosofi på Folkeuniversitetet i København mødte jeg selv følgende tankeeksperiment: Forestil dig, at du fik mulighed for at træde ind i en ny verden.
I denne verden er der ingen fattigdom, ingen krig og vold. Intet ondt. En lykkelig verden, hvor alt det gode og kun det gode eksisterer. Hvis du vælger at træde ind i denne verden, vil du glemme alt om den verden, du lever i nu, og alt om dit tidligere liv. Du skal ikke være bekymret for at fortryde, for du vil ikke huske noget.
Sanser og individualitet
Langt de fleste, som deltog i dette tankeeksperiment, ville ikke tage imod tilbuddet. Det samme har gjort sig gældende i de klasser, hvor vi har diskuteret det. Hovedgrunden til at takke nej til dette tilbud bunder i en frygt for, om alt ville alt komme med. Ville hele ‘mig’ komme med? Nogle elever mener, at vi som mennesker på en måde ikke er anderledes end en komplekst programmeret maskine. Vi er bare biologisk skabt i stedt for computerskabt. Til spørgsmålet om, hvordan kan vi vide, at vi ikke lever i en simuleret verden, så siger elever også, jamen, jeg kan jo mærke verden. Jeg kan jo mærke, at jeg er i den. Det, at vi sanser verden, hvilket en computer ikke gør, er en tilbagevendende tanke om forskellen på mennesker og maskine hos eleverne, når vi diskuterer de her emner. Og udover sanserne, hvad så med det, der gør os i stand til at opleve verden individuelt, ville det komme med, hvis man takkede ja til at træde ind i en ny lykkelig, computerskabt virkelighed?
En vej til at mestre teknologierne
Kunstig intelligens bliver ofte fremstillet som noget skræmmende i medierne. Som noget, der er dygtigere og klogere end mennesket. Noget, der kan blive brugt til at overvåge og manipulere os. Elever reagerer uforstående og med et ‘adr’ på den kunstige intelligens i deres Snapchat, My AI. De synes den er mærkelig og forstår ikke, hvorfor den er der. De kommer utilsigtet til at bruge den og kan ikke komme af med den. Vi ser, at nye teknologier kan være uforståelige, og at kunstig intelligens kan manipulerer lyd og billede i sådan en grad, at vi ikke kan skelne sandt fra falsk, det kan være skræmmende. Jeg forsøger, at lade eleverne stille sig selv de spørgsmål, der undrer dem, og så undersøger og diskuterer vi det i fællesskab. Tanken er, at vi på den måde bedre forstår teknologierne og bevæggrundene for at bruge dem. Målet er at give eleverne en følelse af kunne mestre de teknologier, der fylder så meget i vores samfund.
Carolines undersøgelse: Kunstig intelligens – er der grund til at være bange?
Caroline læste den førnævnte samtale mellem Blake Lemoine og LaMDA. Hun læste også en artikel, som en kunstig intelligens har skrevet ud fra et spørgsmål nogenlunde formuleret sådan her: Skal mennesket være bange for kunstig intelligens? Hun har selv leget med og fået kunstig intelligens til at skrive en tekst. Caroline konkluderer, at selv om det kan være svært at begribe at samtalen med LaMDA er en samtale med en maskine, der diskuterer emner som kunst og filosofi, så finder LaMDA al sin viden på nettet, og alt på nettet er lagt ud af mennesker. Så det sprogmodellen LaMDA er, er et spejl af menneskelige tanker. Bare en kopi, og ikke noget, der er mennesket overlegent, eller som vi skal være bange for. Uanset, så kan man jo bare slukke for den, som hun siger.
theguardian.com/commentisfree/2020/sep/08/robot-wrote-this-article-gpt-3
Kunstig intelligens og etik
En anden præsentation, som mere lægger sig op ad spørgsmålet om forskellen på menneske og maskine, er en elev der tog udgangspunkt i en fiktiv sag, hvor en forudsigelsealgoritme udgør det for at være dommer.1 Det var i Mads Vestergårds Digital Totalitarisme fra 2019, hvor man kan læse meget mere om emnet, at vi fandt beskrivelsen af sagen: To personer, som ikke er tidligere straffet, Jones og Smith, dømmes begge skyldige i småsalg af kokain. Omfanget er det samme, og de udtrykker samme niveau af anger begge to. Dommeren giver Jones en betinget dom, mens Smith dømmes til tre års ubetinget fængsel.
Jones kommer fra en velhavende familie. Han har altid været dygtig i skolen og har et godt arbejde. Han klarer sig godt. Smith har boet i forskellige plejefamilier. Han klarer sig dårligt i skolen, har haft mange skiftende jobs og bevæger sig i ikke så heldige sociale kredse. De forskellige domme forklares med, at det kan smutte for mennesker som Jones, men hans typer lærer som regel lektien første gang. En tur i fængsel ville måske øge risikoen for en kriminel løbebane for Jones. For den mennesketype, som Smith repræsenterer, så er den første forbrydelse som regel kun begyndelsen, og det er sikrere for samfundet at sende Smith i fængsel.
Eleverne var enige om, at det var dybt uretfærdigt at de to mænd fik forskellige fængselsdomme. Og eleven bag denne præsentation konkluderede at følelser, som den for retfærdighed, er nok ikke noget, som en kunstig intelligens som denne forudsigelsesalgoritme forstår.Men det er noget, vi mennesker oplever og også har brug for.
Fake fotos og nyheder
I 2021 udkom en bog, Book of Veles, af den norske fotograf Jonas Bendiksen. Byen Veles, som ligger i Nordmakedonien, blev det år kendt for at være sted for produktion af falske nyheder, som man mener spillede en stor rolle i det amerikanske præsidentvalg.
Hele bogen var et stunt, alle billederne er computerskabt og teksterne genereret af kunstig intelligens. Fotografens pointe med bogen var at sætte fokus på, at vi i fremtiden hverken kan stole på, hvad vi læser, eller hvad vi ser. Jonas Bendiksen fik vel ret.
information.dk/kultur/2021/09/stjernefotografs-falske-billeder-saette-fokus-paa-fake-news-ingen-opdagede
Amnestys fakefotos
Et eksempel på et etisk dilemma, somvi har brugt i undervisningen, er plakater fra Amnesty i Colombia, der blev lagt ud på sociale medier i 2024. Budskabet i plakaterne er tydelige og voldsomme i sit udtryk, og man får straks sympati med kvinderne på plakaterne. Men hverken kvinderne eller politiet afbilledet på plakaterne er virkelig. Alt er generet af kunstig intelligens. Amnestys argument for at benytte sig af kunstig intelligens i stedet for at bruge billeder af rigtige mennesker er beskyttelse. Hvis Amnesty havde brugt billeder af rigtige mennesker på plakaterne, så kunne disse mennesker være i risiko for at blive chikaneret på forskellige måder.
Hvad der er det rigtige i denne sag, er vi aldrig blevet entydigt enige om i klassen. Men eleverne vil meget gerne kunne gennemskue det. Kommentarerne har lydt noget i retning af: Nå ja, når jeg kigger rigtigt efter, så kan jeg godt se, at det er fake. Ilden ser ikke helt rigtig ud, og såret i kvindens ansigt er for lyserødt. Jeg vil selv vove at påstå, at man ikke kan se, at det er fake, men ønsket om at kunne gennemskue virkeligheden ligger tydeligt i eleverne.
Human made – et nyt label?
Benjamin undersøgte den AI-generede billedverden ud fra spørgsmålet: Vil AI overtage kunstverden? Nogle af de emner hans præsentation bragte op til diskussion i klassen, var blandt andet: Hvad er forskellen på, om mennesket eller maskinen skaber kunst? Hvad skal vi bruge kunsten til? Hvorfor skaber vi kunst? Når et billede skabt af kunstig intelligens i en åben konkurrence vinder, så kan det vel noget? Hvorfor betyder det alligevel noget, at kunsten er menneskeskabt? For det gør det, ifølge eleverne. De var enige om, at selvfølgelig ville de have Benjamins kunst frem for en ligegyldig kunst skabt af en kunstig intelligens.
De konkluderede, at måske ville et label som ‘Humane made’ kunne opstå og påhæftes et hvilket som helst arbejde, for eksempel et kunstværk. Det ville give det pågældende arbejde en ekstra værdi. Så nej, kunstig intelligens ville ikke overtage kunstverdenen, men blive en del af den.
Fra teknologi til håndværk
Måske er der en modreaktion på vej mod den massive spredning af teknologier i samfundet. Mens eleverne i 9. klasse lægger mærke til sansernes og følelsernes betydning og er opmærksomme på mediernes og kunstens forandringer, sker der til syneladende noget nyt blandt dem, der lige er et par år ældre. For nyligt hørte jeg et radioprogram om unge på danske højskoler. Der blev det blandt andet sagt, at de fag, der som de eneste er stødt stigende søgning på, det er håndværksfag. Den tendens bliver i programmet koblet med følelsen af, at et håndværk kan du forstå og mærke, modsat den meget komplekse virkelighed, vi i dag bliver præsenteret for, blandt andet gennem de utrolige teknologier, som vi omgiver os mere og mere med.
- Hele sagen er fiktiv og sat op af professor i jura på Michigan University, Sonja Star. Hun argumenterer for at forudsigende strafudmåling er i konflikt med både grundlæggende retsprincipper og den amerikanske forfatning. Sagen er ment som et billede på den konflikt.
I dag bruges der allerede algoritmer i retssystemer til at bidrage med informationer, som dommere kan inddrage i deres vurdering.
(Ikke i Danmark, så vidt jeg ved. Men jeg kan læse mig til, at det er på vej.) For eksempel benytter man i mange delstater i USA algoritmer til at foretage risikovurderinger af kriminelle.
IT fra 7. til 9. klasse
I 7. klasse er der to hovedemner: Computeren som redskab i skolen og udviklingen
og brugen af sociale medier og online-sikkerhed.
I 8. klasse trækker vi os lidt tilbage og ser på, hvordan den computer, vi er begyndt
at bruge som redskab i skolen, fungerer. Hovedemnerne er: hardware, software,
binære tal, programmeringssprog og computerens udviklingshistorie.
I 9. klasse arbejder eleverne mere selvstændigt og reflekterende. Vi undersøger, både fælles i klassen og individuelt, den verden computeren og internettet giver adgang til. Hovedtemaerne er: menneske, teknologi og samfund, billedmanipulation og internettets udvikling. Forløbene i 9. klasse er alle bygget op som fælles undersøgelse og diskussion i klassen efterfulgt af selvstændig fordybelse i selvvalgte emner.
