Michaelskolen er en stor skole med 302 elever fordelt på børnehaveklasse til 12. Hertil kommer alle børnene i vuggestuen og de to børnehavegrupper. Det giver liv i de gamle barakker, som blev sat op, da skolen flyttede til Herlev i 1981. Siden er kommet mange nybygninger til, men de gamle barakker, som var planlagt til at holde 10 år, de står der endnu.
En råkold eftermiddag i januar har Tine Brigelsgaard, Britta Stormdal Bæk og Nicolai Randsøe sagt ja til en snak om, hvad der er det særlige ved Michaelskolen.
Hvilke særlige kvaliteter har netop jeres skole?
Det vigtigste er vores flade ledelsesstruktur. Den er meget betydningsfuld for os. Vi har en formel leder, som vi skal ifølge lovgivningen, men vores struktur er fuldstændigt flad. Det betyder, at alle beslutninger træffes i fællesskab på vores torsdagsmøder. Vi har selvfølgelig udvalg, som forbereder grundlaget for at kunne træffe beslutning, men alle beslutninger tages samlet af kollegiet, som vel rummer 35 lærere og pædagoger.
Den flade struktur sikrer, at alt er alles ansvar. Man kan aldrig skyde skylden på andre. Samtidig så bliver vi hele tiden bedre til at skille uenigheder fra personer. Vi er rigtig gode til at være uenige uden at det bliver personligt, og vi er gode til at få sagt, hvad vi mener.
En anden vigtig kvalitet er, at vi på een gang magter at lægge stor vægt på de traditioner og rytmer, der ligger i waldorfpædagogikken og at være åbne over for fornyelse. For nogle år siden var der fx nogle lærere, som begyndte at arbejde med læsetræning på en ny måde i de yngste klasser, og det gav virkelig noget til nogle børn, som ellers havde haft svært ved at fange læsningen.
Så vil vi også gerne være kendt for, at vi har en meget stærk tradition for eurytmi, kor og orkester. Det er de samme lærere, som i mange år har båret disse aktiviteter, og det har givet stabilitet og respekt omkring dem. De er grundpiller i skolen, og eleverne fortæller hinanden, hvor vigtigt og betydningsfuldt det er at deltage aktivt i dem.
Endelig, så har vi en rigtig god aldersfordeling i lærerkollegiet. Det betyder, at vi har en større gruppe lærere i 30´erne, en del i 40´ og 50´erne og sandelig også en del 60+. Det er meget berigende for alle parter og sikrer en dynamisk vekslen mellem tradition og fornyelse. Og så er vi nok et lidt kaotisk sted, hvor der ikke er så meget langtidsplanlægning, men til gengæld hurtig handling og erfaring med at løse problemer, når de opstår.
Fortæl om en udfordring, I har stået overfor, og hvordan I overkom den.
I mange år har vi haft en lille børnehave med lang venteliste. For nogle år siden besluttede vi sammen med børnehaven, at den formelt skulle lægges ind under skolen og udvides med en ekstra stue og en vuggestue. Vi fik bygget en flot ny bygning til dem og troede egentlig, at denne udvidelse ville gå som en leg. OG vi tog virkelig fejl. Det var slet ikke let at gå fra at være en lille overskuelig enhed med få pædagoger, børn og forældre og så blive en større institution. Desuden var der mange opstartproblemer med huset, vi fik bygget, så det har været en rigtig hård omgang for alle parter. Men det gik, og i dag har vi næsten glemt, hvor store problemerne var, og hvad der egentlig førte til løsninger.
Hvilke udfordringer står I overfor netop nu, og hvilke tanker gør I jer om dem?
Plads, plads, plads! Vi mangler en stor sal, hvor alle kan være på en gang, og så vil vi gerne have renoveret og bygget nyt. Næste projekt er at få sat solceller op på skolens tage, så vi bliver selvforsynende med el-energi. Det kommer til at ske i de kommende måneder!
Hvis I – som i eventyrene – får et ønske, som vil gå i opfyldelse, hvad vil I da ønske?
At vi formår at holde den antroposofiske flamme levende – lærere lever ikke længere hele deres liv på skolen, men det er vigtigt, at de har et brændende engagement i den. I hverdagen opstår ofte samtaler om spirituelle emner på lærerværelset, og i perioder, hvor vi er rigtig gode, så får vi arbejdet kunstnerisk sammen og læst tekster, vi tager op og taler om. Vi har fx talt en del om, hvad et vidnesbyrd er, hvordan det skal udformes, hvad det skal udtrykke, hvad vi trækker på, når vi skriver det osv. Det kan faktisk føre til større spirituelle overvejelser.
Hvis den antroposofiske flamme slukkes, så vil mange traditioner sikkert leve videre en tid, men hvis ikke det antroposofiske menneskebillede og de idealer for det pædagogiske arbejde, som kommer heraf danner grundlaget, så vil det med tiden blive en hul skal. Som eksempel nævner Nicolai, at han har arbejdet i en kommunal børnehave, hvor der havde været en steinerpædagogisk uddannet leder i mange år. Da hun holdt op, så fastholdt pædagogerne fx at holde Michaelsfest, men i løbet af nogle år blev det til Ridderfest, og så blev den flyttet til et tidspunkt, der passede godt ind i børnehavens hverdag. Alle er enige om, at det er et godt eksempel på, hvordan en tradition kan blive tom for mening, når den ikke bæres af større åndeligt funderede værdier.
Foto: Peter Broge
Foto: Peter Broge
