Foto: Simon Jeppesen
Bien, den lille flittige flyver, der holder en stor del af jordens planter i gang, er et lille dyr med et enormt fællesskabsprojekt. Den har altid fascineret. Cornelius fik interessen for bier på Steinerskolen i Aarhus, og nu har han to bistader lige der, hvor han bor – i Hjortshøj uden for Aarhus.
»Bare de ikke er døde,« tænker Cornelius.
En varm, solrig sommerlørdag i juli, vejret er til korte bukser, men Cornelius på tolv er iklædt tætsluttende heldragt og gummistøvler. Foran ansigtet har han et net, der er lynet fast i dragten. Han ligner en lille fejllandet rummand, som han går der midt i den danske sommer. Der er næsten ingen vind, dufte af mange slags vækster. Insekterne svirrer omkring ham, også bierne i deres ivrige søgen efter næste blomst.Det er bierne, som Cornelius er på vej ned til. Han har været på ferie, så det er tre uger siden, at han har set til dem, og de fleste af Pias bier er døde pga. mider. Pia er en anden biavler i landsbyen, en kollega.
Det ser heldigvis ikke sådan ud. Da Cornelius når sine to stader, svirrer bierne arbejdsomt summende omkring dem.
En opgave om dyr i 4. klasse
Det begyndte på Steinerskolen i Århus. Eleverne i fjerde klasse fik en opgave: De skulle lave et projekt om et dyr, og Cornelius valgte bien. Han bor i et landsbysamfund udenfor Aarhus, en nabo, Karen, havde bier. Cornelius fulgte hende i hendes stader, hun lånte ham udstyr, han hjalp til, mens Karen fortalte. Han lånte bøger på biblioteket, læste opslugt. Afleverede sin opgave – og bestemte sig. Cornelius ville også have bier, han købte to familier i foråret 2016.
På spørgsmålet om hvorfor svarer han, med rynket pande efter at have tænkt sig om, at de er søde, det er jo kæledyr på en eller anden måde. Og så glæder han sig til at familien kan spise hans egen honning.
Cornelius løfter låget på den første bistade, tjekker for honning. Han har ikke givet dem røg, sådan som mange biavlere gør. Røgen stresser bierne, fortæller Cornelius, det bryder han sig ikke om. Bierne tror det brænder, fylder maverne med honning for at redde den, med fyldte maver kan de ikke stikke.
Når Cornelius går i bierne, kommer hver eneste af hans bevægelser og handlinger med en langsomhed og den svage forsinkelse, som koncentrationen om at gøre de rigtige bevægelser i den rette rækkefølge giver. Det er svært at se hans ansigt gennem nettet, det virker til at være helt i ro. Han synes ældre end sine tolv år, som han går der, i bierne, opslugt af sine opgaver.
Der er en enkelt god tavle i det første stade, det vil kunne give ca. to kg honning, hvis Cornelius vælger at høste. Resten af tavlerne er stadig under opbygning. Mens Cornelius løfter på tavler, stiger biernes summen til en bekymret tone. Bierne er Buckfast, en race avlet i England, de er kendt for deres modstandsdygtighed mod sygdomme, og Cornelius har valgt dem for deres fredelige temperament, til trods for at deres honningproduktion er noget lavere end de fleste andre racers. Men selv om bierne er modstandsdygtige, er de ikke usårlige. Cornelius ved endnu ikke, om de er fri for mider, ikke før han har tjekket dronerammen.
Fordybelse
Cornelius går på Steinerskolen i Århus. Skolen har to bistader, som indgår i undervisningen. Cornelius har fået en del af sin praktiske viden ved at gå med bierne dér.
Lærer Kamilla Appelqvist står for bierne, hun er selv biavler privat. For hende er biavl både et håndværk og en fascination. Fascination af bien, en lillebitte bi, der sammen med 30.000 i et stade har et fælles projekt: At overleve vinteren og føre arten videre. »Opmærksomheden man skal have for at omgås andre levende væsner gør, at man bliver mere opmærksom på sig selv. Det giver en vågenhed., « fortæller Kamilla.
Hvert stade har sin egen kultur. Det ses tydeligt på Steinerskolen: Skolens ene stade er med den fredelige Buckfast, det andet er en italiensk race, hvis tavler er tungere af honning end deres Buckfast søstres, men deres summen er som små hidsige knallerter, når man løfter på deres tavler. Selv om man står lidt væk for at fotografere, bliver man alligevel stukket lige på næsen, hvis man ikke er beskyttet.
Game of thrones
Cornelius fortæller om sine bier, om ansvar: Bierne har opgaver, der skal laves. Arbejdsbien er af hunkøn, dens første opgave er at fodre de små. Senere avancerer den til vagtbi, så til indsamler, for at ende som spejder og danser, der viser de øvrige bier vej til blomsterskatte. Det er et karriereforløb på 30 dage, derefter er den slidt op og dør.
At føre arten videre; det er dronernes ansvar. Dronerne er hanner, der bliver fodret op, og hvis eneste ansvar bagefter er at flyve ud og befrugte dronninger, der så kan grundlægge nye stader. Dronelarverne sidder i dronetavlen, den som Cornelius netop har taget op. Han børster tavlen af for bier med en kalkkost, knækker tavlen for at inspicere larverne. De er sunde og raske, ingen mider! Tavlen bliver senere givet som gave til nabohønsene, de elsker larver.
Næste opgave er at søge tronranere på de andre tavler. Der kan være en enkelt celle, lidt større end de andre, måske en ny dronning. Hvis sådan én får lov at klække kan der udbryde revolution, hvor bierne følger den nye dronning og slår den gamle ihjel – i spillet om tronen vinder man eller dør. Hvis den nye dronning er aggressiv, får den aggressivt afkom, og det vil vi ikke have. Der er en enkelt dronningecelle, uden larve, men Cornelius knuser den alligevel, så den ikke irriterer senere.
Cornelius er færdig i bierne. Omhyggeligt lægger han alt tilbage i staderne i omvendt rækkefølge af da han kom, lægger taget på. Biernes summen falder igen – fra en truende tone til en tone af arbejdsomhed.
Hjemme, efter at have tænkt sig om, vælger Cornelius ikke at høste de to kg. honning. Bifamilierne er stadig ved at falde på plads det nye sted, de har mere brug for honningen for at komme gennem vinteren end Cornelius har, og for ham er glade bier vigtigere end udbyttet.
Hjemme har han en smule af sin egen honning i et glas. Den er sød, meget aromatisk, uden den krydrede kant der er i f.eks. lynghonning. Staderne står ved en æbleplantage, så bierne har samlet fra æbleblomsterne og de mange vilde blomster, især mælkebøtter. Honningen smager af det sted, hvor Cornelius bor.
Ved at gå i bierne på Steinerskolen lærer eleverne både et håndværk og at have respekt for biens natur.
Ustikkelig, klar til en tur i bierne, kalkkosten er til at børste bier væk fra de tavler, der skal undersøges.
Kamilla Appelqvist, lærer ved Steinerskolen i Aarhus og biavler. Her bag Steinerskolen regner hun med at får 5-6 nye stader for at give flere elever mulighed for at gå i bierne.
Det ene bistade fik Cornelius af en nabos familie, det andet så hans SFO-leder i en genbrugsbutik.
Foto: Simon Jeppesen