Musikken danner fællesskab

Når vi tænker på sang eller musik, på oplevelser vi har haft som tilhørere eller som udøvende – uanset niveau – dukker umiddelbart forskelligartede billeder af musikalske fællesskaber frem i erindringen. Det kan være børn, der i et skolekor eller orkester har arbejdet med et værk, som de senere hører i radio eller live og dermed pludselig oplever sig som del af en større verden. Det kan også være i forbindelse med at have indøvet en enkelt stemme til en sats, som slutteligt sættes sammen til en helhed, og storheden i værket binder de udøvende sammen. Helt naturligt mærker vi også et fællesskab, når vi som publikum til koncerter er aktive medskabere af musikken og sangen ved vort blotte nærvær, vores koncentration.

At lytte eller at høre

Vi kan lytte til musikken, og vi kan udøve den. Hvis vi først kaster blikket på lytteprocessen, ser vi, at vi må skelne mellem »at høre« og »at lytte«: Vi kan jo som mennesker ikke lukke ørerne, hvilket betyder, at vi umiddelbart hører alt omkring os, men skal vi virkelig koncentrere os om at høre noget specifikt, må vi lytte. Da er vi særligt opmærksomme, giver os, så at sige, hen til fortælleren eller musikeren med hele vores væsen, mens vi kan være mindre op­mærksomme, når vi blot hører lyde, en besked, fuglesang, baggrundsmusik, hele det almindelige lydtapet. Det interessante er her, at det japanske sprog efter sigende har en tydelig­gørelse af verbet »at lytte« ved, at bestå af følg­ende fem bestanddele: øre, øje, hjerte, du selv og dit nærvær. Begrebet »at lytte« indeholder ganske enkelt de fem elementer i verbet.

Hvorledes den koncentrerede lytten kommer til udtryk i eksempelvis en klasse i grundskolen ses og opleves ofte helt vidunderligt under fortællestoffet! Dér glemmer barnet sig selv, nogle kravler nærmest henad bordet, for at kommer tættere op læreren, mens der fortælles, andre sidder med åben mund og store, vågne nærmest opspærrede øjne, én måske endda med en finger på arbejde i næsen. Der lyttes! Her høres ikke blot.

Vi sætter os »i den andens sted«, når vi rigtigt lytter! Der opstår et fællesskab. Ovenikøbet et sublimt et af slagsen, som kan bringe en fordybelse i et medmenneskes situation med sig, vi udvikler de empatiske evner.

Fællesskab gennem musikken

Hvordan er det med udøvelsen af musik og sang? Det er jo i første omgang et spørgsmål om at lære en evt. spille- og sangteknik, lære at spille et instrument, eller i det mindste at lære en sang. Under den proces er det umiddelbart svært at få øje på et fællesskab, og dog ligger der i selve handlingen den faktor, at jeg øver mig for på sigt også at kunne stille det lærte til rådighed. Jeg stiller mig og det jeg har lært til rådighed for en koncert, en skoleoptræden med kor eller orkester, et mindre band eller blot en sammenspilsstund. Under alle omstændigheder bringer jeg dét, som jeg har øvet, ind i en social sammenhæng og bidrager til en helhed. Jeg føjer mig ind i et fællesskab.

Det musikalske fællesskab har en interessant side: Fra at spille eller synge alene, når man øver sig, til derefter at ville udøve musik/sang sammen med et andet menneske, sker der det unikke – uanset niveau – at man finder sammen med den anden i et samarbejde om det musikalsk forløb! Det er nemlig utænkeligt og næsten umuligt, at synge eller spille i to forskellige tempi eller to forskellige tonearter, så et følgeskab og fællesskab opstår alene med musikken selv som autoritet.

Musikkens væsen er på den måde ordnende og harmoniserende; og musikalsk udøvelse virker derfor også udviklende på bl.a. de sociale kompetencer. Musikalsk samvær bidrager således med gode kvaliteter ind i et fællesskab. I en instrumentalundervisning, hvor der eksempelvis undervises på hold, er elevernes faglige niveau samt evner ofte yderst forskellige, og dette er jo også tilfældet i orkestersammenspil – ja, faktisk også i korarbejdet. Her må de musikalsk stærkere elever udvise tålmodighed og de »langsommere«, mindre stærke, stor umage, men alt sammen gennem musikkens egne krav om takt, rytme og renhed. En indgribende lærer/dirigent er sjældent nødvendig som opdrager her. Ganske stille og roligt, over tid, styrkes børnenes sociale kompetencer i retning af rummelighed for samt forståelse og medoplevelse af hinanden. Et udviklet fællesskab opstår.

Umiddelbar glæde

Som lærere og pædagoger kender vi de store værdier af musikalsk udfoldelse: Først og fremmest mindre børns umiddelbare glæde og hengivenhed overfor sange, lege med musikaktivitet og deres begejstring ved at lære gennem rytmer og toner. Vi ser de lidt ældre elevers engagement i deres eget instrument, når det klinger med som del af orkesteret eller optager dem i det hele taget, de unge elevers blik og ansigtsudtryk (for det er måske ikke så interessant og nemt for dem at indrømme), når den blandede kor-klang med kvinde-og mandsstemmer får lov at lyde i store eller små velklingende korværker. Vi bliver alle berørte af at være vidne til musikkens indre kræfter og deres virkning på os mennesker. Der opstår et fællesskab, dog nu af mere sjælelig-åndelig art.

Vores fordybelse i iagttagelsen af vores elever under musikkens indflydelse har stor pædagogisk betydning. Det er en gave for enhver lærer at opleve, hvordan en elevs selvtillid vokser ved musikalsk udøvelse. Måske sker det blot inden for klassens rammer: øjnene lyser under sang, under noget, der klinger skønt og frit, uden præstationspres, en frihed til udfoldelse finder sted. Det giver læreren et pædagogisk værktøj til, at finde en ny vej til eleven.

Det pædagogiske ansvar

Siden tidernes morgen har toner og rytme været væsentlige bestanddele både af menne­skets liv og sjæleliv. Toners og rytmers skabende kvaliteter beriger og løfter os forfriskende, både når vi »blot« lytter, men i særlig grad, når vi er udøvende og synger eller spiller.

Dén viden tager vi som pædagoger og lærere med os, når vi selv skal undervise, og vi må derfor gribe i egen barm, når vores praktiske værktøj er mangelfuldt. Der skal ganske enkle, men vigtige færdigheder til, som grundlag for at lede børnene, inspirere dem til musikalsk aktivitet. Det drejer sig bl.a. om nodelære, rytmelære, enkelt instrumentalspil (f.eks.blok­fløjte), som gør det muligt at lede hoved­­­-­fagstimens såkaldte »rytmiske del« med vers/recitation, med årstidens sange, med lege knyttet til eksempelvis regneundervisningen med de yngste og/eller indstudering af div. klassespil og meget mere. Men disse grundlæggende færdig­heder giver samtidigt et overskud, en følelse af at tage ansvar og kunne dele musik- og sang­oplevelser med sin klasse, med sine børn.

Da vi alle har musikken iboende, kan vi mødes umiddelbart i den, uanset nationalitet, alder, religion og herkomst. Vi skal blot ville! Og et engagement i musikken og sangen kræver kun viljesindsats, den er som sådan et øvefag, fordrer tilbagevendende øvning, men giver store værdier i form af glæde, fordybelse, sociale kompetencer, indre berigelse, fællesskab og meget mere tilbage.

God fornøjelse med musikken og sangen.

MUSIK ÅRSSEMINAR

Vil du videre med musikken?

Musikseminaret henvender sig hoved­sageligt til klasselærere for 0.-4. Klasse. Det giver samtidig alle musikinteresserede en god forståelse for musik samt øvelse i egne musik/sang-færdigheder.

Læs mere på jetterymer.dk