Både i antal, vægt og udviklingstrin kan myren sagtens måle sig med mennesket. Selvom det ikke er let at opgøre antallet af mennesker og myrer, løber myrerne faktisk med en sikker sejr, hvis vi sammenligner: Der findes omkring 10–100 milliarder milliarder myrer, og de ville være en klar vinder, selvom vi måske skulle have talt forkert med en faktor 100 – eller med en milliard for den sags skyld.
Nærværende tekst er et uddrag af Hans Joachim Offenbergs lille bog Myrer fra Aarhus Univeritetsforlags anbefalelsesværdige serie Tænkepauser. Udvalg ved Randi Pisani.
Forestil dig, at du er en lille grøn marsmand, der betragter Jorden. Vi er vant til at opfatte Homo sapiens som klodens konge, men for en udefrakommende er det slet ikke indlysende. Ikke kun mennesket er en avanceret, social livsform. Myrer er også i stand til at båndlægge og manipulere andre organismer, de benytter sig af medicinalprodukter og evner at tilpasse sig uforudsigelige fremtidsvilkår gennem rationeringer, fødeopbevaring og kannibalisme. Myrernes sociale evolution er så fremskreden, at de praktiserer komplekse – om end usympatiske – manøvrer som fx statskup og slavejagt. Og så holder de husdyr og samarbejder med vores frugttræer.
Mennesket er altså ikke evolutionens topmål – på mange områder er vi bare et forsinket parallelprodukt, der ikke kan imponere marsmanden. Vi er ikke de eneste, der benytter os af landbrug og kvægdrift. Vi er heller ikke alene om at opsamle og transportere energi eller om at nå vores mål gennem klar kommunikation, effektivt samarbejde og brug af værktøj. Disse evner besidder myrerne også, og sandsynligvis har de gjort det meget længere end vi – myrerne opstod for mere end 100 millioner år siden, mens Homo sapiens kom til for bare 200.000 år siden. Når vi studerer myrerne, er det derfor ikke kun insekter, vi har under luppen, men en forløber for vores egen succes.
ET WILD CARD
De næbmundede insekter (som fx bladlus, skjoldlus og cikader) har i deres evolution udviklet kæber, der er udformet som en stilet og kan trænge op til flere centimeter ind i planternes hårde væv, hvor de finder vej til plantekarrenes næringsrige safter, som de suger op og lever af. Myrerne har her ingen chance med deres bidende munddele, som det er komplet umuligt at bore i planter med. Men de er alligevel inviteret med på et Wild card. Igen drejer det sig om at skabe alliancer med dem, der kan det, man ikke selv kan: Mange arter af myrer og næbmundede insekter lever i symbiose med hinanden, hvor myrerne malker overskydende sukker – honningdug – ud af deres partnere.
KVÆGDRIFT
Bladlus er gode leverandører af sukker. Når myren stryger en bladlus over ryggen med sine antenner, udskiller lusen på denne kommando sin honningdug, som myren drikker og fylder i sin kro, uden at noget tabes og går til spilde. I myrernes iver efter mere sukker har de optimeret bladlusenes betingelser, så der bliver flere af dem. Fx beskytter myrerne bladlusekolonier mod fjender; en svirrefluelarve, der forsøger at æde lusene, vil straks blive angrebet. Det er en specielt stor hjælp for bladlus, fordi de delvist har mistet evnen til at stikke af fra deres fjender, når de sidder med snabelen dybt begravet i det hår- de plantevæv. Det kan tage flere minutter at trække næbbet ud, så et forsvar af aggressive myrer er kærkomment. Med kombinationen af myrernes beskyttelse og lusens evne til at suge plantesaft opstår en komplet livsstil, der giver adgang til planternes forjættede land.
Da bladlus er indrettet til at sidde på samme sted og suge plantesaft, er de heller ikke gode vandringsmænd. Myrerne flytter derfor rundt på dem, når det bliver nødvendigt. Er bladlusene i så kraftig vækst, at de overbelaster skuddet, de vokser på, vil myrerne “plukke” af lusene og bære dem til nye, uudnyttede skud, ligesom hyrder flytter kvæg til nye græsgange. Og sammenligningen stopper ikke her, for det viser sig, at myrerne ligesom vi ikke er helt loyale partnere. Når deres lusepopulationer når en størrelse, hvor produktionen af honningdug matcher myrernes behov, er det ikke længere nødvendigt at bruge tid på at passe dem. Myrerne kunne så vælge bare at stoppe plejen, men de går skridtet videre: De æder af lusene og får ad denne vej nu også adgang til de proteinstoffer, som lusene møjsommeligt har siddet og sorteret fra plantesaften gennem et helt liv. Ligesom vi vælger, om vores kvæg skal levere mælk eller bøffer, vælger myrerne, om deres lus skal levere sukker eller “bøffer”.
MYREBODYGUARDS
Vi og bladlusene er langtfra de første, der har opdaget myrernes kræfter: Også planter står under deres beskyttelse. Tropiske bladskærermyrer hjælper frugttræer mod fx flagermus, men også på vores breddegrader har planter udviklet sig på en måde, hvor de drager fordel af samarbejdet med myrer. Hvis man kort efter løvspring studerer et kirsebærtræs blade, kan man se, at der ved overgangen mellem selve bladet og dets stilk buler et par små røde knopper ud – og ofte sidder der myrer og slikker på dem. Knopperne kaldes ekstraflorale nektarier og udskiller en sukkerholdig nektar, som virker stærkt tiltrækkende på myrer. Dette er plantens betaling til sine myrebodyguards. Planterne har – helt uden et forskerteam – fundet ud af, at det går bedre, hvis man er venner med myrerne. Når myrerne kommer for at drikke nektaren, vil de samtidig afpatruljere hele træet. Støder de på andre insekter undervejs, jager de dem enten væk eller nedlægger dem som føde. Da mange insekter omkring løvspring er bladædere, vil myrerne på denne måde fjerne plantens fjender. Senere, når bladene modner, danner de deres eget kemiske forsvar, og har ikke længere brug for myrernes beskyttelse. På det tidspunkt stopper planten med at producere ekstrafloral nektar. Hvis man vil observere fænomenet, skal man altså kigge, mens bladene er unge, men nektarierne i form af røde knopper kan ses hele sommeren.
To skovmyrer undersøger med stor interesse knoppen af en æbleblomst. Myrernes jævnlige patruljering på knopperne kan betyde at eventuelle skadedyr fjernes af myrerne inden de kan gøre skade på æbletræet. Foto: Jesper Stern Nielsen
Vævermyrer der passer bladlus. For at få adgang til den sukkerholdige honningdug som bladlus producerer beskytter myrerne lusen imod deres fjender og bliver også flyttet af myrerne hvis de begynder at overbelaste et skud eller den plante de sidder på. Foto: Kim Aaen, NatureEyes
Læs videre om dronningemord, penthousemyrer, myrernes solfangeranlæg og onkel Prebens drivhus i “Myrer” af Hans Joachim Offenberg, Tænkepauser 11, Aarhus Universitetsforlag, 2013, 55 sider.
http://da.unipress.dk
Myrer og andre spiselige insekter
Er I blevet så glade for myrer, at I ligefrem har lyst at smage på dem – eller på andre insekter – så læs også Joachim Offenbergs hæfte “Spiselige Insekter” (www.nathistshop.dk)
Kommer man tæt på en vævermyre bliver det tydeligt, hvorfor de frygtes af så mange andre insekter, inklusiv dem der er skadedyr på vores afgrøder. Foto: Kim Aaen, NatureEyes
Hundredvis af skovmyrer der spiser af den sukkerdej som man fodrer dem med i æbleplantager, når man vil bruge myrerne til at beskytte sine æbletræer imod skadedyr. Foto: Jesper Stern Nielsen
Aggressive asiatiske vævermyrer der afpatruljerer bladene på deres værtstræer. Med ca. 50.000 myrer per træ bliver det svært for skadedyr at få fodfæste. Foto: Kim Aaen, NatureEyes
Myre på vej til nektarier på kirsebærblad. Foto: Joachim Offenberg.
