Der er ingen tvivl om, at det er en meget vigtig opgave, vi som forældre og pædagoger står med, når det gælder om at guide vores yngste samfundsborgere blot nogenlunde sikkert gennem den bastante nyhedsstrøm. En fælles debat og bevidsthed om problemets stadig mere påtrængende karakter er derfor essentiel.
Det moderne samfund kendetegnes ikke mindst ved sin konstante nyhedsstrøm og en nærmest endeløs række af informationer. Begge dele påvirker børnene og er fænomener, hvor forældrene oftest kommer til kort, når de vil forsøge at kontrollere eller blot filtrere de påvirkninger, børnene udsættes for. Tillige er den negative karakter, nyhederne meget ofte har, skræmmende – ikke mindst for børnene – og den levner ikke megen plads til hverken eventyret eller oplevelsen af de gode kræfter i tilværelsen.
De mindste kan ikke distancere sig
Når nyhederne og katastrofeberetningerne påvirker børn i denne aldersgruppe særligt stærkt, skyldes det, at mindreårige børn endnu ikke er i stand til at distancere sig fra dem, hvorimod en voksen – i kraft af tid og livserfaring – har tillært sig at kontrollere indtryk og følelser bedre.
I min hverdag som pædagog oplever jeg ind i mellem børn, som, af den ene eller anden grund, har været vidne til voldsomme nyheder. Det kan være masseskyderier rundt om i verden eller nyheder om klimaet, som nu er i så ringe forfatning, at de stakkels isbjørne må sejle bort fra deres hjem på blokke af is uden noget sted at tage hen.
Dette er barske billeder at få på nethinden i en alder af 4–5 år – og det er slet ikke til at forholde sig til, hvis man så oveni købet får fortalt, at der intet er at gøre ved disse uhyggelige mareridt.
Hvad kan vi som forældre og pædagoger så stille op?
Når et barn får nys om, at sådanne katastrofer finder sted, er det i min optik og med min erfaring afgørende, at man anviser børnene en konkret handlemulighed – én som de kan ty til, når deres ofte meget brændende ønske om at hjælpe, melder sig. For eksempel i tilfældet med klimakrisen: Man kan her fortælle børn, at hvis man slukker lyset, lukker for vandet efter brug eller samler sit skrald op efter sig – ja, så hjælper man med at passe på miljøet. Man kan også udvikle en praksis i institutionen, hvor man løbende arbejder med og italesætter sådanne ting og inddrager børnene i dem. Noget tilsvarende kan man gøre som forældre.
Man kan sige det således, at jo mere abstrakt man kan beskrive krisen, og jo mere konkret man kan gøre den handling, som barnet kan udføre – des mere håndgribeligt bliver det for barnet at håndtere.
Det er desuden vigtigt at huske, at børn ikke blot iagttager, men også efterligner vores reaktioner. Det er derfor ikke uden betydning, hvorledes vi som voksne, ansvarlige individer vælger at håndtere disse nyheder. Giver vi børnene konstruktive bud på at løse kriser, vil de betragte dette og følge vores eksempel. Netop derfor er det vigtigt at granske sin egen forbilledlige adfærd i sådanne situationer.
Hvis krisen har ramt
Hvis der skulle ske det, at et barn har oplevet grimme nyheder og oplever følelsen af afmagt, kan det være vanskeligt at ændre følelser og fjerne billeder fra nethinden.
En løsning, som ofte virker i den aldersgruppe og som hører børnehaven til, er eventyret. Det kan være et af de gamle folkeeventyr, som uden direkte at berøre selve emnet, drager paralleller til de oplevelser, som barnet har været vidne til.
En anden, og i mine øjne meget relevant metode, er at anvende såkaldte healing stories. Disse historier er værktøjer, jeg selv har gode erfaringer med at bruge. De skaber ofte en ro i barnet, og giver det mulighed for at bearbejde livskriser i et slags fiktivt parallelunivers.
Meget kort fortalt går metoden ud på, at man finder en allerede kendt historie eller digter et eventyr, der rummer nogle af de problematikker, som barnet bærer på i sit indre. Det er her vigtigt, at historien ikke foregår i samme situation, som barnet befinder sig i og derfor kommer for »tæt på«, men i stedet i et mere eventyrligt miljø. Har et barn eksempelvis hørt, at nogen har mistet en søskende, er det vigtigt ikke at lade det være et barn i historien, men i stedet måske en dukke eller et lille dyr. Dette for at undgå at skabe flere traumer, men i stedet give barnet et sted at komme fri af disse følelser.
Jeg vil anbefale bøgerne »Healing stories for Challenging Behaviour« og »Therapeutic storytelling« af Susan Perrow, inden man begiver sig ud i arbejdet med healing stories. Læs også gerne artiklen »Eventyrets grænseland« af Margot Freire i Steinerbladet #1/2019, der handler mere generelt om eventyrets betydning for barnet.
Giver vi børnene konstruktive bud på at løse kriser, vil de betragte dette og følge vores eksempel.
Foto: Freddy Wike