Pigerne legede med dukker og drengene byggede fælder – vi ændrede legekulturen

Margot Freire / Steinerbladet 2022 / #3 Metodemangfold

Af Margot Freire Daglig leder, Rudolf Steiner Børnehaven og Vuggestuen Tusindfryd.

En søndag morgen hørte jeg tilfældigvis radioprogrammet »Croque Monsieur« med Morten Lindberg som vært. Ugens gæst var uddannelses- og kønssociolog Cecilie Nørgaard, som talte om frihedsbegrebet perspektiveret til samfundets og kulturens stærke forestillinger om kønsnormer som en ramme rundt om børnenes identitetsudfoldelser. Udsendelsen talte lige ind i Tusindfryds medarbejdergruppes flerårige samtaler om køn og pædagogisk praksis, inspireret af svenske pædagogers pionerarbejde.

Oprindeligt startede samtalerne som en reaktion på nogle udtalte sociale mønstre blandt børnene, som syntes at blive mere markante og gå i arv fra den ene børnegeneration til den anden. Klicheagtigt beskrevet som det blå og det røde hold. Tilsyneladende definerede biologien, hvilket hold barnet fandt ind i, og det undrede os. 

Kønnede legegrupper fra børnehavealderen

I vuggestuen leger børnene side om side i blandede smågrupper uafhængigt af køn og alder, og alle leger med de samme legesager, både køkkenting og klodser, udklædningstøj og dukker, og sådan er børnenes sociale tilgang også til børnehavelivet ved treårsalderen. Men undervejs i børnehavetiden sker der noget, der får betydning for de sociale former og som tit ender med kønnede legegrupper. Det vi satte os for at undersøge.

Trendsættere og normer i legekulturen

Nok har vi siden 00’erne været en del af en samfundskultur, i hvilken normerne for at gøre køn er blevet meget smalle, men huset er jo en Steiner­institution med bevidste pædagogiske forbilleder som hylder principper om mangfoldighed, lighed og bæredygtige fællesskaber. Alligevel så vi en generel og vedholdende tendens til at børnene over tid delte sig i to grupper med ganske stereotype legemønstre: Superhelte, monstre, skattejægere på det ene hold og dukke-­familielege på det andet hold. I sandkassen leg­ede grupperne fredeligt side om side, det ene hold byggede fælder eller gravede efter dino­sauer­knogler og andre skatte, og det andet hold bagte sandkager med mange lag og det fineste pynt. Alle legene har lige stor værdi, men udvikler selvfølgelig vidt forskellige erfaringer og kompetencer. Men vi så noget, der ikke er i overensstemmelse med husets værdier. Vi fik øje på de ældste trendsættende børns regulering af legekulturen. Der blev leget »uden om« enkelte børn, der måske ikke helt levede op til trenden, eller de blev mødt med skeptiske spørgsmål – og det mærker de pågældende børn, for børn 
er som voksne: Vi mærker normerne, og vi mærker, når vi divergerer fra normerne, og det har betydning for trivslen og selvværdet.

Mangekønnet potentiale

Steinerpædagogikkens menneskesyn og hele det pædagogisk visionære felt kan noget mere og vil noget andet end blot at formidle kulturelle værdier og normer, der måske ikke længere er relevante for alle børn. Menneskesynet er defineret ved antagelsen af, at mennesket er en kompleks mangfoldighed, som rummer et væld af åndelige og sjælelige kræfter forbundet med en fysisk krop, og denne mangfoldighed rummer også alle køn. Vi udleder af dette, at menneskeligt potentiale er mangekønnet og kan frigøres gennem opdragelse. Vi satte os for at skabe en pædagogisk praksis, der afspejler denne virkelighed, som enkelte børn allerede insisterer på. Der skulle tilføjes noget metodisk til »Efterligning og Forbillede«. 

Efteruddannelse i kulturelle stereotyper

Vi erfarede jo, at de normative stereotyper kan være undertrykkende for nogle børn: Man passer ikke ind i rammen, man oplever ikke at kunne leve op til forventningerne – det er problematisk og har stor betydning for selvværdet, for selv små børn mærker, når de divergerer fra normerne. Forskning viser at flere og flere børn og unge ikke passer ind i de kønnede kontekster, og jeg tror, at vi, der arbejder med børn og unge, kan genkende dette. Det er nok på tide, vi skaber mere bæredygtige fællesskaber for alle børn, på trods af at vi lever i samfund med stærke forestillinger om, hvad man ud fra kønnet kan lide, hvilke farver man kan lide, hvem man forelsker sig i osv. 

Vi undersøgte, hvad der var af tilgængelig viden og erfaringer. Vi fandt facebookgrupper, artikler og anden faglitteratur, som vi begejstrede delte med hinanden. Men samtalerne stak i alle retninger, og det var umuligt at komme til noget konkret. Alle har nok gjort den erfaring, at visioner og initiativer mister kraften, når endeløse samtaler ikke fører til noget substantielt. 

Heldet var med os, idet Cecilie Nørgaard fra det om­talte radioprogram kort efter udsendelsen etablerede et efteruddannelsesforløb, Prismecertifikatet, som ud fra et normkritisk perspektiv ­uddanner medarbejdere til en pro­fes­­­sion­aliseret viden om køn og en metodisk tilgang til at arbejde pædagogisk med kulturelle stereotyper.

Den normkritisk metode ligger lige til højrebenet for steinerpædagoger, idet steinerpædagogikken og menneskebilledet om noget forholder sig normkritisk til den almindelige pædagogik. Vi forholder os kritiske til implementering af Ipads og computere, til plastiklegetøj etc.

Køn i vores praksis

Alle medarbejdere deltog i uddannelsesforløbet. Vores visioner fik nyt liv, arbejdet fik fagligt indhold, klare strukturer og vigtigst af alt: Tid og tid nok til hele forløbet.

Vi undersøgte for at forstå, hvordan vi selv gennem ubevidst formidling af normer og kulturer kunne være en del af problemet, men også hvordan vi kunne blive en del af løsningen. 
Vi formulerede derfor et normkritisk bredt udgangspunkt: Hvornår er køn på spil i den pædagogiske praksis? Og et mål: At være normkreativ, at skabe nye former og kulturer fri af uhensigtsmæssigt kulturpres. 

Når der arbejdes med forbillede og efterligning, er alt selvsagt pædagogisk praksis fra det øjeblik man går ind ad havelågen om morgenen. Vi måtte skabe overblik for ikke at blive overvældede – Prismecertificatets undervisningsmateriale er en balanceret blanding af vidensdeling på baggrund af forskning, kreative og kunstneriske opgaver og praksisnære hands-on-opgaver. Det gav os nøglerne til at iværksætte en progressiv forandringsproces:

Vi så på dagsrytmerne og udvalgte fra uge til uge eller fra måned til måned den praksis, vi ville undersøge: Hvilke overordnede billeder ud fra et kønsperspektiv formidler vi til børnene gennem sanglege, eventyr, sproget, samvær med hinanden, med forældre, og alt det, der er imellem? Er der indretninger inde eller ude, der mest taler til drenge eller til piger, og som derfor kan afholde nogle børn fra bestemte aktiviteter? Hvad er det daglige fælles narrativ ud fra et kønsperspektiv? Afspejler legetøjet og billed­bøgerne de værdier vi ønsker at vækste? 

Ny frilegskultur

Det fælles studie har ført til mange forandringer i huset, og vi er lykkes med at skabe en ny 
og åben frilegskultur, som alle børn trives og udvikles i. Vi besluttde at sætte pædagogikken ind i de frie lege, og vi tog udgangspunkt i det, børnene gør, og skaber mindre legegrupper. 
I dag organiserer medarbejderne legegrupperne formiddag og eftermiddag, idet vi sammensætter grupperne ud fra følgende: Alle aktiviteter og legemiljøer er der kun, fordi det har værdi for alle børn, alle børn er lige meget værd, alle børn lærer af hinanden, alle børn er hinandens bedste kammerater, og når ugen er omme har alle børn leget med hinanden, hjulpet hinanden, holdt i hånd, osv.

Legegrupperne formes efter morgensamlingen og eventyrfortællingen. Fra starten tog børnene velvilligt imod den ny praksis, og nærmest fra første dag opløstes de blå og røde hold. De sociale dynamikker er kærlige og levende, og skaber så megen ro i de beskedne fysiske rammer. Socialt øvende børn er lettede over den hjælp rammerne yder, alle har nogle at være sammen med, og nye venskaber etablerer sig. De nye venskaber betyder, at legene åbner sig på nye måder, børnene får øje på hinanden på nye måder, og fordi børnene ansporer hinanden til andre lege og aktiviteter, kommer de til at opleve mange forskellige sider af livet og sig selv. De lærer at navigere i sammenhænge med udfoldelser og udtryk af mange forskellige poten­tialer, mange forskellige måder at »gøre« livet på.

Vi har ændret vores måde at tænke køn på og det har grundlæggende forandret hverdagene. Vi synes, at vi sår nogle levedygtige frø i den tidlige barndom, som børnene kan gro af i deres opvækst og udvikling. 

 Links til inspiration og fordybelse:

Steinerbladet

Margot Freire

leder af vuggestue og børnehave Tusindfryd i Valby, København