Illustrasjon: Øen Thule (Tile) fra Carta marina tegnet af Olaus Magnus 1539
Pytheas, på græsk Πυθέας, levede fra ca 380 f.Kr. til ca 310 f.Kr. Han var både handelsmand, geograf og som søfarerende en af antikkens store opdagelsesrejsende.
Pytheas foretog en stor rejse i det nordvestlige Europa. Han beskrev sin rejse, i værket Περὶ τοῦ ᾿Ωκεανοῦ – Om oceanet. Desværre er selve denne rejsebeskrivelse gået tabt, så vi kender det kun i brudstykker fra citater hos andre af antikkens forfatterere. Mange af disse forfattere troede ikke på, at han virkelig havde gjort den lange rejse og kaldte ham løgner. Nutidens forskere ser det anderledes og mener, at Pytheas rejse også den gang var mulig og sandsynligvis udgik fra Maseille, datidens Massalia, og derfra enten rundt om den Iberiske halvø, eller over land gennem Frankrig til Bordeaux. Herefter har han taget søvejen til sydspidsen af England og rundt om de britiske øer. Her beskriver han, hvordan han ser tin blive udvundet, smeltet til barrer og solgt, og han opdager månens indflydelse på tidevandet.
Fra Skotland sejlede han videre nordpå og lagde mærke til at sommerdagene blev længere. Undervejs bestemte Pytheas ved hjælp af skyggelængderne på sit solur afstanden fra Skotlands nordspids til Marseille. Han nåede frem til at afstanden var 1.700 km, hvilket er tæt på de 1.815 km, vi med moderne målemetoder kan regne os frem til.
Hvor Pytheas endte på sin rejse og hvor langt nordpå han kom, ved vi ikke. Hos Strabon, der citerer Pytheas, står der, at det er til de lande nær frostzonen, hvor beboerne blander vand, gær og honning til mjød, ernærer sig af frugter og mælk og tærsker deres korn i laderne. På et andet sted bliver det fjerneste punkt på Pytheas rejse kaldt øen Thule, som skulle ligge seks dagsrejser fra det nordlige Britannien. Om det kan være Island, Færøerne eller Norge ved man ikke, men han beretter som den første græker om drivis, polarlys og midnatssol. Da han atter vender næsen mod syd, kommer han til en ø, som han kalder Abalus, hvor han opdager rav og bliver klar over at det er harpiks, måske kan han her have været i de danske farvande.
Nordpå var Pytheas, men, hvor han så rav og hvor hans ø Thule ligger, ved vi ikke. Ultima Thule, det yderste Thule, har til gengæld siden antikken været et udtryk for den sidste grænse mod nord.
Hvad der driver os
Til alle tider, har mennesket ønsket at vide mere om sig selv – og verden omkring. De opdagelsesrejsende ønskede at få svar på livets store spørgsmål, men ønskede samtidig også at skaffe goder og magt – for at få det godt her og nu. Når 7. klasse beskæftiger sig med de opdagelsesrejsende, ser de, hvordan forskelligrettede interesserer tit har været viklet ind i hinanden i søgen efter viden, magt og større forståelse – de ser hermed ind i menneskets komplekse natur.
Vikingerne, ved vi fra 4. klasse, var et krigerisk folkefærd, som i deres iver efter at overleve og skaffe mere magt, drog ud på lange rejser, der bragte dem hen, hvor de ikke havde været før. Udover nabolandene – kom vikingerne også til både Grønland og Nordamerikas kyster. Det bruger vi nu i 7. klasse som afsæt til at se på, hvad der driver opdagelsesrejsende.
De vikinger som drog ud, ville udvide deres horisont, samtidig med, at de røvede og plyndrede. Vi taler i klassen om, at det ene ikke nødvendigvis udelukkede det andet. Mange deltager ivrigt i samtalen – og kommer med drabelige eksempler på vikingernes fremfærd.
Vi diskuterer: Kan det virkelig være, at man kunne plyndre og myrde – og samtidig ville skabe bedre forhold for sig selv og sine nærmeste? Hvordan ville man selv agere, hvis man var viking og havde mulighed for at tage ud på en lang rejse? Der er bred enighed om, at forholdene var brutale dengang. Man levede ikke særlig længe pga. sygdom, sult, fødsler og krig. Sådan ville vi ikke opføre os i dag, mener de fleste.
Den første, jeg fortæller om, er den græske opdagelsesrejsende Pytheas (ca. 350 f.v.t.), der før vikingerne drog ud på en lang rejse, der bragte ham hele vejen op til “øerne længst mod nord”. Pytheas kaldte disse øer for Thule. Han var dygtig til at nedskrive sine erindringer – og det kom til at have en stor indflydelse på antikkens opfattelse af det nordlige Europa. Som mange andre opdagelsesrejsende, både før og efter, var hans landsmænds modtagelse af ham og hans tabte værk “Om oceanet” noget blandet. Pytheas blev både mødt med anerkendelse, mistro og misundelse. Pytheas ville, som alle opdagelsesrejsende, ændre den måde, vi ser verdenen på. Have os til at se, at verdenen er meget større og mere utrolig, end vi aner.
Samtalen er vigtig for denne periode, som jeg også bruger til at lære eleverne at søge information på internettet, sammenligne, hvad de finder, og forholde sig kritisk til det. Fra Pytheas, der drog nordpå, vender vi blikket mod Danmarks rolle som kolonimagt. De Vestindiske Øer, Grønland og Færøerne. Det viser sig, at vikingernes generelle mangel på respekt for menneskeliv er blevet videreført. Hvorfor gjorde vi det? Eleverne kommer med mange bud: Nogle mennesker ikke er gode mennesker; nogle mennesker vil gå meget langt for at gøre det, som de mener er rigtigt, selvom andre lider under det; vores opfattelse af, at alle mennesker er lige, var ikke en generel opfattelse dengang; mennesket har udviklet sig meget siden dengang.
Vi tager nutiden op. Hvordan har Grønland og Færøerne det så i dag? En del i klassen tager de sociale problematikker op. Vi søger oplysninger, stiller og diskuterer flere spørgsmål: Hvad betyder det i praksis, at vi i dag har et rigsfællesskab? Hvad får Grønland og Færøerne ud af det? Hvad får Danmark ud af det? I klassen bliver der talt om store naturrigdomme og bloktilskud.
Efter således at have set på lidt af Danmarks historie, taler vi om lande i verden, som har været magtfulde længe. Jeg drejer samtalen ind på Kina – og tiden efter vikingetiden. Og vi retter nu fokus på venetianeren Marco Polo – og hans rejser i Kina. Vi læser om hans rejser, finder hjemmesider på engelsk, som vi også læser, og ser på kort. Jeg fortæller, og vi taler om, hvordan han som ganske ung mand rejste til Kina med sin far og onkel og endte med at tilbringe mange år i landet. Hvor meget han har måtte lære. Hvor svært det er at lære kinesisk. Vi ser på, hvad der var sket i Kina inden Marco Polo kom. Hvordan Djengis Khan med stor snarrådighed og brutalitet havde samlet de mongolske stammer – og hvordan de under ham var kommet hele vejen til Kina. Som en elev sagde, omgav Djengis Khan sig med mange mennesker af forskellige overbevisninger, fordi han var meget interesseret i filosofiske spørgsmål. Djengis Khan ville også mere og andet med sit liv.
To bærende spørgsmål i perioden har været: Hvorfor vil vi mennesker ud og opleve verden? Og hvordan er vores rolle og ansvar i vores møder? Ved at beskæftige os med de opdagelsesrejsende, reflekterer klassen over, at livet netop er at undersøge og opdage. At vende tingene på hovedet – og se sammenhænge og mønstre, som de måske ikke anede eksisterede. Vi stiller derfor også spørgsmålet: Hvilke dele af verden mangler vi at udforske? Og eleverne når frem til tre svar: Havet, rummet og os selv.
Illustrasjon: Eline Ødegaard Jacobsen og Ida Ødegaard
