Respekt og åbenhed er fundamentet for samarbejde

I samarbejde mellem forældre og pædagoger er spørgsmålet, om hvilke grænser, der skal gælde for børnene og for samarbejdet i det hele taget, en stadig udfordring. Der er grænser på et utal af områder, og de er under konstant bearbejdning og genforhandling. Selv mellem ligeværdige parter er der udfordringer af denne art.

Som pædagoger skal vi naturligt samarbejde med mange, ofte meget forskellige, forældre om at skabe en tryg hverdag for det enkelte barn. Dette kræver rummelighed, accept af forskelle og åben og god kommunikation mellem de involverede parter.

Børn lærer gennem de iagttagelser, de gør sig. Derfor er det også vigtigt, at et barn mærker, at de voksne omkring barnet, udviser respekt for hinanden og overholder de aftaler, der i fællesskab er indgået. Sker det ikke, ses det ofte, at børn begynder at modarbejde de regler og grænser, som er en del af børnehavelivets hverdag.

Et godt fundament for samarbejde kræver en tidlig indsats

Det er min erfaring som pædagog, at hvis man som fagperson ønsker at skabe et godt og respektfuldt samarbejde, må man handle helt fra starten. I praksis betyder det, at man allerede ved en optagelsessamtale med nye forældre har klargjort sig, hvilke fokuspunkter det er vigtigt at få italesat.

Da forældre i dag søger antroposofiske daginstitutioner af meget forskellige årsager, kan sådan en samtale også udvikle sig meget forskelligt. Det er derfor meget vigtigt, at man hele tiden har for øje at få præsenteret de ønsker, krav og forventninger, man som dagtilbud har til samarbejdet. Det gælder praktiske emner som påklædning, madpakker og forældreindsats på arbejdsdage; men det er også i denne samtale, at man kan lægge kimen til den åbne dialog om mere ømtålelige emner som for eksempel grænsesætning.

Grænsesætning – et kildent punkt

For eksempel vil nogle forældre opleve det som grænseoverskridende, når vi som pædagoger har en holdning til, hvad en madpakke bør indeholde eller i hvilket omfang børn bør anvende computerspil. Ikke mindst i sådanne tilfælde er en god og åben dialog fra starten vigtig.

På den anden side er det også vigtigt, at forældrene ikke oplever samtalen som belærende. Er det tilfældet, kan det have det udfald, at de ubevidst modarbejder eller negligerer reglerne og rammerne i børnehaven, ganske enkelt fordi de ikke føler sig mødt med den fornødne respekt. For børnene kan det igen have den indirekte konsekvens, at de bliver grænsesøgende og reagerer mod de voksne i børnehaven, fordi de begynder at tvivle på, om det, vi siger, nu også er det rigtige.

Respektfuld omtale går begge veje

Et barn vil naturligvis altid »spejle« sine forældres reaktion og holdning, når det skal forholde sig til oplevelser eller situationer. Og hvis et barn oplever, at forældrene ikke udviser respekt eller sympati i forhold til institutionen, så vil det meget hurtigt opfange denne ubalance og forsøge at matche forældrenes reaktioner.

Noget tilsvarende gør sig gældende, når talen er om personalets måde at omtale forældrene og hjemmet på. Her er respekt og varme lige så væsentlige forudsætninger, da hjemmet er den base, barnet hver dag skal vende tilbage til, og som det aldrig må få oplevelsen af, ikke er værdifuld eller god nok. Respekten skal være gensidig, hvis samarbejdet skal kunne hvile på den.

Den uundgåelige dobbeltsocialisering

Jeg er af den overbevisning, at et barn er i stand til at fungere i den dobbeltsocialisering, som foregår i krydsfeltet mellem børnehave og hjem, hvis der er overvejende balance og overensstemmelse imellem disse.

For eksempel er det vigtigt, at barnet bliver anerkendt, når det giver udtryk for en oplevelse, det har haft i børnehaven, og måske endda har skabt noget. Dette kunne være i forbindelse med pinse, hvor det har lavet en fin pinsefugl, eller til hellig tre konger, hvor barnet har udfordret sig selv og tålmodigt dyppet et lys.

Her er det væsentligt, at barnet bliver mødt af forældre, der forstår betydningen af den oplevelse, barnet har haft, og bidrager til at fastholde den gode og magiske stemning, barnet har med sig fra denne oplevelse.

Det er i min optik vores ansvar som pædagoger at medvirke til at skærpe forældrenes opmærk­somhed om den vigtige, fælles opgave, det er, at understøtte barnet i overleveringssituationen mellem dagens oplevelser i institution og hjem.

Dette kan man bevidst hjælpe på vej. For eksempel gennem fælles information i et brev eller ved i en samtale med enkelte forældre at delagtiggøre dem i, hvor betydningsfuld sådanne situationer og oplevelser er for barnet.

Et enkelt eksempel

Vi har i den børnehave, hvor jeg er ansat, oplevet, hvor virkningsfuldt det er, at lade forældrene være med til at filte en fin pinsefugl på et forældremøde og igennem denne enkle, praktiske metode give dem oplevelsen af den begejstring og glæde, man rent faktisk har for det, man selv har været med til at frembringe. Den praktiske proces skaber vigtig, erfaringsbaseret viden for forældrene, selv om det – uden for netop denne sammenhæng – er svært at relatere til et voksenperspektiv. Inddragelsen gør hele forskellen.

Åbenhed i forhold til forskelle– en væsentlig forudsætning

Hvis vi vil være med til at skabe en fælles kultur, hvor barnet respekterer de grænser, der sættes både i hjemmet og i daginstitutionen, så er det naturligvis vigtigt, at vi ikke virker dømmende overfor det, barnet fortæller fra sin hverdag derhjemme.

Vi må naturligvis få barnet til at føle, at det, det har oplevet på en ferie eller i en weekend, ikke behandles nedladende, men med respekt, så man også i forhold til barnet holder sine kommunikationsveje åbne og ikke er med til at skabe afstand imellem de to baser, barnet skal forholde sig til i sin hverdag.

Som pædagog i et Rudolf Steiner-dagtilbud er jeg meget stolt af min faglighed og af den fine ramme, vi skaber for det gode børneliv. Men selv om jeg føler mig sikker på den pædagogik, vi anvender i hverdagen, får jeg nogle gange oplevelsen af, at forældre uden forudgående antroposofiske viden eller opdragelse kan føle sig intimiderede og nogle gange ligefrem være bange for at træde ved siden af.

I en sådan situation synes jeg, vi har en meget vigtig opgave i at formidle og skabe plads til nysgerrige spørgsmål om vores hverdag, ideologi og pædagogik. Det ukendte skaber ofte modstand, ikke mindst i personer, der hverken føler sig set, taget ved hånden eller ledt på vej. Derfor begynder arbejdet altid med os selv.

Hvis man som fagperson ønsker at skabe et godt og respektfuldt samarbejde, må man handle helt fra starten.

Katrine Vorup Øyås

Pædagog, steinerbørne­haven Lindeblomst, Odense.