Emma på seks snitter grøntsager, hun er i gang med at lave salat til sig selv og lillebror, mens far laver aftensmad. Det skal blive til et glad ansigt på tallerknen. Hun arbejder behændigt med grøntsagskniven, hun har øvet længe og startede med en smørekniv, da hun var mindre. Hun har selv valgt ingredienserne; skiver af æble bliver til håret, agurker øjne og tomaten en rigtig kyssemund.
Alt lave salat kan være en hyggelig nærende stund, som er med til at stille et barns store sult efter at være i relation med sine forældre.
Den relationelle sult driver vores børn, så hvis vi ikke er tilgængelige for dem, vil de søge forbindelsen andre steder, og hvis skærmen er en mulighed, vil den ofte blive mål for deres opmærksomhed. Barnet er underholdt og undgår at mærke eventuel træthed, tomhed, uro eller frustration, men det er tynde kalorier.
Denne artikel er et bud på, hvordan vi kan finde vejen frem til hyggelige madlavningsstunder sammen med vores børn, og undgå at havne i skærmgryden.
Forpustet travlhed
De fleste af os har en travl hverdag, hvor arbejde og mængden af gøremål fylder meget, fra den ene til den næste opgave. Tempoet er højt, og det kan være svært at komme ned i et nærværende roligt gear, når vi ud på eftermiddagen, måske lidt trætte og forpustede henter vores børn.
Her kan det virkelig være fristende at ty til skærmen og dens evne til at passivere, underholde og give os forældre et pusterum.
Pusterum til at genfinde hinanden
Men, hvorfor ikke tage pusterummet sammen. Lægge os ned på gulvet, fuldstændig tilgængelige eller sætte os i sofaen og stille vores børns sult efter nærvær og relation. Og hvorfor ikke give os selv en mulighed for at puste ud, lande i os selv og slippe arbejdsdagen, sammen med vores børn, som vi nu endelig har lidt tid til at være sammen med. Give slip på at familielivet er et sæt nye opgaver, der skal løses, og plads til, at det kan handle om at genetablere og pleje de helt nære relationer. Genopvarme små og store hjerter og mærke den ro, der kommer i os, mens den relationelle sult bliver stillet ved at læse højt, mosle rundt, kilde, når vi lægger hovedet på hinandens mave og mærker åndedrætte, hører hjertet slå. Lidt snack og te gør også godt. En stund der giver plads til at finde hinanden gennem nærhed, ro, leg og hygge. En tidsramme, hvor indenfor der ikke er noget, der skal nås, men hvor det fineste, vi kan opnå, er, bare at være til. Sammen.
Det med aftensmaden
Og så begynder tankerne om aftenmåltidet at komme snigende!
Og vi er allerede på vej videre, ryger hurtigt ind i møllen af ting, der skal gøres, flueben, der skal sættes, og skærmen dukker måske op som en mulig erstatning for vores barns behov for os eller bare for at underholde og stimulere, mens vi effektivt får madlavningen overstået. Eller fordi vi frygter en konflikt, hvis vores lille skat nu skulle begynde at ville ha´den skærm, meget stærkt.
Men stop lige, mon ikke vores børn er rigeligt underholdt og stimulerede, højst sandsynligt både overstimulerede og fyldte i deres hoveder, efter en dag sammen med mange andre umodne, impulsstyrede børn, oven i købet udstyret med spejlneuroner til at suge alt til sig. Jo, godt fyldte må de altså være…
Hvad er det egentligt, de har brug for, mens vi får maden lavet? Selvfølgelig! De har brug for muligheden for stadig at være nære med os. Der kan tankes meget mere op; og der skal jo tankes meget op, for i morgen sender vi igen vores barn ud i en stor verden uden selv lige at være i nærheden.
Hvad gør vi så?
Det her er et vigtigt øjeblik, hvor tingene kan gå i mange retninger. Vi står overfor det, vi i pædagogsprog kalder en overgang, og som de fleste pædagoger og lærere ved er et sted. der kan ende i kaos eller, hvis vi manøvrerer godt, kan blive vejen ind i den næste dejlige stund.
Men hvordan får vi lige flyttet os fra den ene situation ind i den anden. Madlavningen betyder jo en ende på den hyggelige stund, vi lige har fået etableret, og det kan umiddelbart vække barnets modstand at skulle slippe den. Det er ulvetime, vi er trætte, og små ting kan tænde frustration og føles uoverskuelige. Vi skal derfor nænsomt og med snilde have vores barns opmærksom peget i samme retning som vores. Det gøres allerbedst ved at henvende os til barnet, der hvor det er i sin udvikling.
Børn er legende og nysgerrige, krop og ikke hoved (hjernen skal have ro til at udvikle sig) og de har en stærk energi og vilje. Så hvis vi kan vækket deres nysgerrighed og engagement på en måder, der taler ind i det, har vi et meget kraftfuldt og sjovt værktøj, når vi ønsker at få børn med på vores agenda. Og det bliver kun sjovere jo mere vi øver os.
Drop spørgsmålene, brug legen
Det er nu vi skal bide os selv i tungen, for ikke at begynde at stille vores børn spørgsmål som; »Har du lyst til at være med til at lave mad?« Eller endnu værre; »Hvad har du lyst til at spise til aftensmad?« Velmenende som vi er. Men for barnet, der er krop og ikke hoved, kan det være svært at forholde sig til. Skaber vi derimod en ramme, der taler til barnets legende væsen, er de ofte slet ikke i stand til at modstå os.
Det kunne være at begynde at snakke eller synge om vrøvlemad: »Jeg vil lave mig en ret, hvad skal der være i den? Gamle sure sokker, drysset med lidt sukker, måske kardemomme på en rådden blomme, lad mig se hvad jeg kan finde …« Her bevæger vi os ud hen til køleskabet.
Eller vi kan sige:»Vi skal lave en restaurant i dag, og der skal dækkes op til din bamse« Eller tale ind i relationen og gøre det til et privilegie at være med til at lave mad: »Du får lov at være verdens bedste snittemester i dag, og jeg har god ide!« (Det kunne være at lave en salat forestillende et glad ansigt). Vi kunne også gøre Bamse til køkkenmester og lade ham hviske i vores øre, hvad der skal gøres med maden osv. osv.
Ideerne skal nok poppe frem, når først vi træder ind på denne dejlige legende børnevenlige vej, som gør både os og børnene i godt humør, og får os til at slappe af, fordi nu er det ikke et arbejde at lave mad, men mere en leg.
To uger gør en vane
Når vi i et par uger, har haft barnet med i madlavningen, er det allerede blevet en vane, og det vil være en helt naturlig del af eftermiddagens/aftenens rutiner. Vi har fået skabt et hyggeligt rum til alles glæde, OG på samme tid har vi fået sparket skærmens lokkende fristelser langt væk. Der er store fordele ved at lave mad sammen! På sigt er det også en relationel investering, da det kan blive en attraktiv stund for vores børn med gode snakke og fortrolighed langt ind i ungdomslivet, så ubeskriveligt meget mere værd for vores børn, end at sidde krummet sammen foran en skærm.
Som Alba på 18 år siger: »Jeg er jer evigt taknemmelig for, at I insisterede på, at vi skulle have maddage. Der var tit en hyggelig stemning med snak og musik omkring det at laver mad, det var noget vi samledes om i køkkenet, og selv om jeg ikke gad, når vi gik i gang, blev det en aktivitet vi var sammen om, i stedet for noget der skulle overstås. Det har gjort, at jeg i dag kan finde ud af at lave mad, jeg kan lave en ret ud af det, jeg finder i køleskabet. Det kender jeg rigtig mange, der ikke kan. Det synes jeg er en gave«.
Denne artikel er skrevet med stor inspiration fra bogen Nærende omsorg, skrevet af Deborah MacNamara. Bogen rummer vigtig forskning omkring vores madkultur og er optaget af, hvad der egentligt skaber børn med madglæde. Hele bogen understøttes af forfatterens indsigter i det relationelle – at børn først rigtigt næres af den mad vi serverer, når de er næret af vores relationelle omsorg. Det er en bog til forældre, pædagoger og andre, der laver mad med børn og familier. Bogen giver mange bud på, hvordan den daglige madlavning kan blive en mere nærende oplevelse for hele familien.
Deborah MacNamara er også forfatter
til Barnets udvikling gennem tilknytning
og leg, Blue Pearl 2018.
Nærende omsorg, Deborah MacNamara,
Blue Pearl 2025.