Skabelsen

Foto: Christine Malone

Høvlen

Høvlen gik, galant, gelik,

så bænkens planker sukked’,

frem og frem mod brædtets bræm,

der stod en knast og mukked’.

Jeg er fast, for jeg er knast,

mig tør du ikke bide.

Jeg gi’r skår, som stedse står,

i æggens blanke side.

Høvlen bed, den blev så vred

ved disse hovmods finter.

Jernet klang og planken sang

og knasten røg i splinter.

Favn, alen, fod og tomme

En favn i mine arme lå,

det er mig selv fra top til tå.

Dermed jeg måle kan til gavn

og tage verden i min favn.

Men, hvis jeg deler denne favn

i tre, da har jeg alens navn.

Tre alen ud af samme stykke,

det er en hjælp, hvis jeg vil bygge.

Min fod den fører mig afsted,

derom jeg ved så god besked.

Men ved du også fod for fod,

du måler vejen, hvor du stod.

En tomme er det mindste mål,

tolv gange er du i min sål.

Med favn, alen, fod og tomme,

der kan jeg langt i verden komme.

Men, hvis jeg kigger ganske nøje,

får jeg bygkorn i mit øje.

Fire bygkorn er en tomme,

og de kan ligge i min lomme.

1 favn = 3 alen

1 alen = 2 fod

1 fod = 12 tommer

1 tomme = 4 bygkorn

På egne ben i eget hus

De fleste Steinerskoler i Danmark praktiserer, at der i 3. klasse, hvor håndværket har en central placering, er en byggeperiode. Her bygges ofte et hus i en eller anden form. Det kan være alt fra små modelhuse til større lerklinede hytter, huse med bindingsværk, et klokketårn, huse af træ med muret fundament eller som Vidarskolens 3. klasse gjorde for et par år siden: hjertet i huset – en bageovn.

Oprindelsen til selve husbyggeriet fortoner sig i det uvisse, idet der mig bekendt ikke findes henvisninger til husbyggeri hos Rudolf Steiner nogen steder. Hvis man læser i de to ældste lærerplaner af henholdsvis Karl Stockmeyer og Caroline von Heydebrandt, står der ikke direkte noget om husbyggeri, derimod gøres der opmærksom på vigtigheden af anskuelsesundervisning på dette klassetrin.

Heydebrandt formulerer således, at det på dette tidspunkt er vigtigt at stille barnet bevidst ind i dets nærmeste omgivelser. Som eksempel på anskuelsesundervisning står der, at det kan være gunstigt at vise tilberedning af mørtel og omtale dens brug til husbyggeri, ligeledes nævnes det, at eleven skal lærer om markarbejdet, at skelne kornsorterne fra hinanden, dyrenes og planternes afhængighed af hinanden m.m. At det er vigtigt at undervisningen, også på dette tidspunkt, viser hen til, hvordan alting i verden griber ind i hinanden på fantastisk vis.

Man skal altså igennem praktisk, livsnær og konkret anskuelsesundervisning sørge for, at barnet kommer i berøring med virkelighedens verden. Netop dette understøtter også 3. klasses tema i matematik. Her handler det om mål og vægt, hvilket giver gode muligheder for at koble faget sammen med en byggeperiode. Vejen fra de første fantasifulde tegninger i periodehæftet til en målfast tegning af fundament og konstruktion, opmåling af tømmer, blanding af mørtel i de rette forhold osv. er alle processer, der kræver tilstedeværelse, præcision og hårdt arbejde, før tegningen i periodehæftet kan forvandle sig til et tredimensionelt bygningsværk.

Fortællestoffet i beretningen fra Det Gamle Testamente, hvor Adam og Eva uddrives af Paradiset og kommer ”ned” til den kolde og fremmede verden på jorden, hvor de nu selv skal til at tage hånd om at skaffe sig føden, få klæder på, der kan beskytte mod vejrliget, og finde husly, der kan skærme mod nattens og vinterens kulde, har måske også inspireret mange til at bruge perioden til et husbyggeri.

Beretning om Adam og Evas skæbne indgår jo netop i 3. klasse, fordi det er det perfekte billede på den modenhedsproces og den udvikling af barnets bevidsthed, der netop sker på dette alderstrin. Barnet kommer fra en paradisisk verden, som de var et med, nu oplever de pludselig, hvordan de er udenfor denne verden. Med dette første nedslag af jeg’et i 9-årsalderen kan de blive særdeles sårbare for udefra kommende indtryk, og det er vigtigt at skabe et nyt beskyttende svøb om barnet. Det er i denne udviklingsproces, hvor de nu ligesom Adam og Eva, skal til at lære at stå på egne ben i eget ”hus”, at husbyggeriet kommer ind som et ydre billede på det, der sker i elevens indre.

Husbyggeriet er således et pædagogisk greb blandt andre, der kan gøres på dette alderstrin. Det kan selvfølgelig ikke stå alene, men er en ekstra dimension til de mange muligheder lærerplanerne i forvejen giver os og det er således kun lærerenes egen fantasi, der sætter grænsen for, hvad den enkelte klasse har behov for at gøre på dette vigtige tidspunkt af deres skoletid.

Fra en byggeperiode i 3. klasse

Da jeg stod over for min 3. klasse og skulle beslutte, hvordan byggeperioden skulle tage sig ud, var mit hovedformål, at eleverne virkelig fik lov at være virksomme i alle processerne. Børnehaven havde længe ønsket sig en ovn i deres dejlige have. De havde to pædagoger med kendskab til udendørsovne, og vi fandt frem til at 3. klasse skulle bygge en pizzaovn til børnehaven og skolen.

Ud fra et pædagogisk perspektiv står 3. klasse midt i deres Rubicon-fase – eller som Astrid Lindgren siger det i sin fortælling Søndereng: “de forlader barndomslandet”. Samarbejdet med børnehaven gjorde denne overgang meget håndgribelig: 3. klasses elever byggede noget nyt, mens de så ind på deres efterladte barndomsland – børnehaven! Og lige så vigtigt: De små i børnehaven fik lov at se på et forbillede – en stor pige/dreng i arbejde om et fællesprojekt.

Klassen var i de tre uger byggeperioden varede delt i tre grupper med ca 10 elever i hver. Vi havde et byggehold, et madhold og et skolestuehold, der havde regning. Hvert hold var 1 uge i hver funktion, undervisningen begyndte efter morgensang og dagen sluttede for alle klokken 13.00.

På byggeholdet gjorde vi meget ud af at samle eleverne og fortælle dem, hvilke opgaver de skulle have. At have ansvar for materialerne og vigtigheden af oprydning og klargøring.

Vi arbejdede bl.a. med ler, halm og vand. Det var blandingen til selve formen af ovnen, som eleverne selv skulle blande og derefter trampe sammen til en blød masse. En god fysisk udfordring, som var meget velegnet til en 3. klasse!

Første hold gravede fundament og lavede målinger, anden uges hold lagde sten, lavede lermassen og byggede ovnen op, det sidste hold byggede ovnens top og stod for udsmykningen.

Mens der blev regnet i skolestuen, var eleverne i køkkenet med i alle processerne her. De tilberedte den varme vegetariske mad, dækkede bord og præsenterede de færdige retter for os andre. Det var et intensivt forløb, hvor vi den sidste dag i perioden spiste et festmåltid og alle samledes vi om det færdige resultat – vores smukke pizzaovn!

Den skulle nu stå i et par uger og tørre. Derefter holdt vi en fantastisk indvielse af ovnen, hvor forældre og 3. klasse med god hjælp fra den ene af vores pædagoger, som endda er fra Italien, sammen fik bagt ca. 70 pizzaer.

Når man har med eleverne i 3. klasse at gøre, som lærer eller forælder, mærker man tydeligt, at de nu 9-årige begynder at vågne mere op i deres tankeliv, de undrer sig nu med skepsis og forholder sig mere kritisk til deres omgivelser. Man må naturligvis stille sig spørgsmålet, om det er rigtigt, at det på dette tidspunkt, er så vigtigt, som Heydebrandt skriver, “at stille barnet bevidst ind i dets nærmeste omgivelser” – og hvordan man gør det. De erfaringer, jeg har gjort mig, når jeg har stået med 9-årige og gennemlevet denne fase med dem, er, at et byggeprojekt, hvor de har hænderne i det praktiske, virkelige, konkrete har vakt stor taknemmelighed og genklang hos børnene, som afslutning på det tredje skoleår.

Bo MadsenChristine Malone

lærer på Vidarskolenlærer på Vidarskolen