SFO’en på Rudolf Steiner-Skolen i Aarhus er et nærværende og samlende fritidstilbud til vores elever fra børnehaveklasserne til og med 5. årgang.
Her samles børnene om eftermiddagen i kærlige og faste rammer.
I SFO’en har vi et særligt fokus på, at børnene efter en god skoledag lander blødt i deres fritid. Her er der hjerterum til leg og bevægelse og ligeledes til fordybelse og ro. Med andre ord har vi i SFO’en fokus på balancen mellem indånding og udånding. Både for børnene og for de voksne. Det giver os muligheden for at fordybe os i både rutiner, spontanitet samt særlige temaforløb og arrangementer.
Børnenes egen kultur
Børns egen kultur er fantastisk, og vi tror på, at vi får livsmodige børn, hvis de får mulighed for at udfolde sig, realisere og afprøve deres idéer. En praksisfaglighed, som strømmer gennem både skolelivet og SFO-livet på vores skole.
I SFO’en har vi et særligt fokus på børnenes egen kultur, dvs. den børnekultur, som de selv skaber indenfor vores kærlige og faste rammer.
Målrettede aktiviteter
Samtidig arbejder vi med målrettede aktiviteter – det vil sige aktiviteter som har pædagogiske mål ift. både faglig, personlig og social trivsel og udvikling. Vores mission er at facilitere samt rammesætte målrettede aktiviteter, der overordnet set har til formål at skabe rum for fordybelse, kreativitet, trivsel og livsmod hos børnene på skolen. Gennem målrettede aktiviteter kan vi:
- Møde barnet på et ligeværdigt grundlag,
- give plads til barnets eget univers,
- opdage nye evner hos barnet,
- skabe rum, så barnet kan undersøge nye positioner i en gruppe,
- samle børnene i fællesskaber på tværs
af alder, - skabe motivation og lyst til at afprøve
nye ting, - fremme social inklusion, trivsel og livsmod.
Med en affirmativ tilgang til børnene, hjælper og støtter pædagogen børnene i at danne, strukturere og skabe rum for den kreative udfoldelse. Pædagogens opgave er at sikre, at det kreative rum er præstationsfrigørende.
MGP på engen
2.a og 2.b skal en tur på Engen, vi tager afsted på tur hver anden tirsdag. Alle børn fra klasserne skal med, og det har de været siden 1. klasse. Vi tager altid hen til Engen, det er deres kendte sted og de leger tit videre på deres lege.
Jeg går rundt og kalder børnene ind “Nu skal vi afsted, gå ud i skoven og vent på hinanden,” siger jeg til tre piger, der sidder på gangen med papir og blyanter. “Øv” siger de, “vi vil ikke med, vi er i gang med at lave MGP,” “ok” siger jeg,
“i kan tage det med hen til Engen og lave MGP der.” Det, syntes de, er en god ide. Vi aftaler, at de tager papir og blyanter i en taske.
Vi går alle afsted. Da vi kommer hen til Engen sætter alle børnene sig på en træstamme, der står tre hold klar til at optræde, og der er også en konferencier. Min kollega og jeg kigger på hinanden ingen af os har en andel i aftalen, så vi er bare publikum. Tre hold optræder med egne sange og konferencieren fortæller. Da de skal stemme, opstår der lidt tvivl blandt børnene om, hvordan de gør det, men lynhurtigt får de aftalt, at de tre hold stiller sig op, og man
skal stille sig ved det hold man hepper på. Min kollega og jeg stiller os også ved et hold. Der er jubel hos det hold, der har flest stemmer. Vi afslutter herefter hurtigt MGP ved at min kollega siger, “Nu er der skovstratego, hvem vil være med?” En del løber med, de andre børn løber ud for at lege. MGP blev afviklet helt på børnenes eget initiativ, og uden at noget blev kede af ikke at vinde.
Pædagogens kompetencer
og funktioner
Vores 1. og 2. klasser har SFO i deres klasselokale. Når pædagogerne overtager klasselokalet, så bliver det tryllet om til et rum, hvor fritidspædagogikken er i front. Vi har udviklet et koncept, som vi kalder “Kuffert SFO”, vi har forskellige kufferter med forskelligt indhold, som dagligt er med til at skabe rammen for fritidspædagogikkens praksis.
På Steiner skolen i Aarhus har vi et tæt og målrettet samarbejde mellem lærere og pædagoger. Begge faggruppers kompetencer er vigtige i vores arbejde med børnene. Der er prioriteret tid til at pædagogerne skal være en ligeværdig del af det tætte årgangssamarbejde. SFO-dagen starter med at kontaktpædagogen er på besøg
i deres klasse, hvor de tjekker børnene ind i SFO og fortæller om dagens rytme og program.
I forbindelse med overgangen fra undervisning til SFO har læreren og pædagogen en hurtig tjek ind på, hvordan børnenes trivsel er. Det betyder, at pædagogens kan møde børnene ud fra deres “puls”. Det betyder også, at pædagogen kan arbejde målrettet, hvis der f.eks. har været en konflikt i undervisningen, som følger med videre til SFO´en.
En drilletegning
“Hun har tegnet en tegning, og der står mit navn på, og det vil jeg ikke have, det er ikke en pæn tegning.” Jeg er med til en forældresamtale, klasselæren og jeg har snakket sammen om, at der er nogle ting, der er svært for pigen, der har tegnet drilletegningen. Jeg har også talt med mor. Op til samtalen er jeg opmærksom på, hvad der sker omkring barnet i SFO’en. Hvordan leger hun med de andre? Opstår der konflikter? Hvad gør hun, når hun bliver ked af det?
Jeg kan fortælle mor og far, hvad jeg har set og oplevet med barnet de sidste par dage. Jeg fortæller om drilletegningen, mor og far er glade for den historie, det giver dem et godt billede på, hvad der er på spil for deres barn lige i tiden.
Hjælp gennem SFO’en
Efter samtalen med forældrene og klasselæreren har jeg fået et klart billede af, hvordan jeg hjælper barnet. Jeg fortæller mit team om samtalen, det giver os alle mulighed for at knytte tråde ud til barnet og dermed spinde et net af omsorg omkring barnet i hverdagen. Den følgende tid går det bedre for barnet. Jeg ser, hvordan mine kollegaer også er opmærksomme, og inviterer barnet til fællesskab og støtter, når der er behov for det.
Pædagogen kan strukturere og rammesætte målrettet, fordi der er tæt kontakt til læreren, som har haft børnene i undervisningen hele dagen. Det fritidspædagogiske arbejde er et højt respekteret arbejde, det er der pædagogen møder barnet og kan være med til at skabe rammerne for trivsel og livsmod.
Det tætte og organiserede samarbejde, er med til at øge det fælles blik på barnet, og det skaber et tæt samarbejde mellem læreren og pædagogen.
Skal vi spille et spil?
Det er mandag sidst på eftermiddagen, jeg sidder i 2. a sammen med børn fra 1. og 2. klasse, vi har plus plus, spil og tegneting fremme.
Der er to piger fra 1. klasse, der har trukket sig fra kassen med plus plus, da de ’store drenge’ fra 2. klasse er kommet til. Pigerne er også blevet trætte af at tegne. Jeg spørger “Skal vi spille et spil?” Jeg forslår, at vi spiller labyrint, “nej” siger den ene pige, “det spil kender jeg ikke.” Jeg ved, at pigen ikke er så meget for at prøve ting, hun ikke kender. “Ok”, siger jeg, “så kan vi spille Mix max, det er et nemt spil.” De løber ned og henter spillet i 1. a. Vi går i gang, jeg forklarer reglerne, vi mangler en terning, jeg finder en ludoterning, “nej” siger de, men vi aftaler, hvordan vi kan bruge ludoterningen alligevel ved at lave vores egen regler for tallene.
Nyt mod gennem leg
Vi går i gang, det er et sjovt spil, hvor man skal samle figurere ud af hatte, ansigter, kroppe og ben. Der kommer andre børn til, som hjælper og kigger på, de ‘store drenge’ kommer også, og vi er sammen optaget af at få figurerne til at passe. Pigen forslår, hvordan vi selv kan lave en regel, så vi kan tage figurerne fra hinanden. Pigens veninde bliver hentet, og der er en anden, der overtager hendes brikker, vi er nu næsten færdige med spillet, pigen er meget optaget, og syntes det er sjovt at spille. Hun bliver hentet, og hun forklarer med begejstring sin mor om spillet. I den trygge ramme havde pigen mod på at prøve et nyt spil og indgå i et fællesskab på tværs af alder og køn.
Egne regler
Alle de ’store drenge’ sidder og følger med i, hvordan vi har spillet og ændret reglerne. Vi afslutter spillet, og de drengene begynder at spille. Jeg forklarer dem reglerne, men ser, at de allerede har en ide til, hvordan de vil spille,
så jeg siger, “det kan I jo selv finde ud af.” De opfinder en anden version af spillet, som de går i gang med. Det er sidst på eftermiddagen, så i takt med at de bliver hentet, er der andre, der overtager spillet.
Da jeg er på vej hjem og skal følge de sidste børn ned i 1. a, hvor vi lukker, er det to børn, der ikke plejer at lege sammen, der spiller Mix Max sammen. Fællesskabet omkring spillet fik sit eget liv, og levede lige indtil SFOen lukkede den mandag.