– ude i årstiderne med de mindste
Nu er det blevet efterår og vinteren nærmere sig. Vi kan se det derude, bladene skifter farver, og træerne står med deres røde, gule, orange og brune farver, som en forvandling, der fortæller os at snart bliver de nøgne, og dyrene går i hi. De lyse timer bliver færre og mørket fylder, hvad er vores opgave i børnehøjde på denne årstid?
De tre små børn, Bille, Anna og Calle, er alle under tre år og har plads i en privat udflytterdagpleje, Lille Morgengry. De bliver hver dag hentet på Frederiksberg kl 8:15, og sammen kører vi ud på landet, til det lille bondehus lige nord for Roskilde. Her vi tilbringer dagene både ude i haven og inde i stuen. To dage om ugen kører vi i skoven og ser, hvilke farver træerne har den dag.
Blade regner
I dag er det fredag og solen skinner fra en skyfri blå himmel, luften er kold og frisk og vindstille. Alligevel svajer træerne foroven med deres store dovne bevægelser, og fuglene kvidrer om kamp med hinanden. Indimellem svæver der blade ned og lander på jorden, nogle af dem drejer rundt i luften på vej ned. Vi kigger alle fire på bladene, der daler, og Calle peger og siger: ”Se, bladene regner!” Bille griner og siger: ”Bregner”. Vi samler lidt blade op og kigger på dem, et er rødt, et er grønt, og et er gult. De har forskelige former og størrelser. De kommer ned i kurven og med hjem, sammen med agern og bog.
Huler og huller
Vi går op ad den høje skrænt, henimod den store væltede træstamme. Nogle gange er det svært at gå, for der ligger mange blade på denne tid af året – og under bladene gemmer sig grene og sten. Så når man kun er halvandet og to år, tager det lidt tid at komme op ad bakken, især fordi man jo også lige skal samle den største gren op og tage den med, godt der er ven, der kan hjælpe! Da vi kommer frem til stammen, får vi en tår vand og et stykke brød, mens vi sidder på jorden.
Der er så meget at se på i jordbunden, så det kan være svært at koncentrere sig om maden – men man bliver sulten i skoven, så ned kommer den, og så er det tid til at lege. Bille og Calle finder først en hule bygget af grene og dernæst et stort hul, der fyldt med blade, man kan løbe ned af den lille skrænt, så bladene dækker benene helt op til lårene. Anna finder også glæden ved det, og vi leger her et stykke tid, inden det er tid til at finde tilbage til bilen.
Vores blommer
Da vi kommer tilbage til huset, er det tid til frokost, og som den ugentlige rytme foreskriver, er det grød vi spiser om fredagen. Hertil er der frugtmos og ristet kokos til at få ovenpå. Frugtmosen er blommemos fra træet i haven, som vi plukkede sammen for et par uger siden og kogte.
Børnene er med i alle processerne og ser, hvordan ting bliver til, det skaber sammenhæng. De ser blommerne blive modne, nogle af dem lander på jorden og er meget bløde, så bløde og smattede at ingen har lyst til at spise dem, nogle er faste og sure, og andre igen er lige tilpas modne, mellemfaste, dybrøde og søde i smagen. Vi undersøger og vælger dem, der skal med i køkkenet, de andre ryger ind i hækken.
At prøve kræfter med en kop
Når vi skal spise hjælper børnene gerne med at dække bord, de holder af at hjælpe, få en opgave og føle sig som en del af fælleskabet, hvor der er brug for dem. Her skaber det sammenhæng at det vi skal bruge til at spise også skal fra a til b – fra skabet til bordet.
Noget er tungt, noget er let, noget kan gå i stykker, noget kan spildes, så hvordan man bevæger sig med det, man har i hænderne, er ikke ligegyldigt. Det lille barn lærer igennem opgaverne at beherske bevægelserne, for at kunne lykkes med opgaven, som i dette tilfælde kan være at sætte en kop på bordet. Det skaber en indre sammenhæng for barnet at få lov at prøve kræfter med det, og ryger det på gulvet, tørrer vi op. Barnet mærker sammenhængen imellem tyngde, kraft, hastighed, balance og regulering.
En sang til hver begivenhed
I Lille Morgengry synger vi næsten hele tiden. Vi synger, når vi går ind til huset, når vi tager tøj af eller på, når vi vasker hænder, når vi rydder op, når vi går ud og leger, når vi går til bords, når vi tænder lys, for maden, når vi er færdige med at spise, og når vi går på toilet. Det er hver gang for at skabe sammenhæng i de små praktiske dagligdagsrutiner, og det giver børnene en genkendelighed og en følelse af sikkerhed – de ved, hvad de skal, og jeg kan se, det giver dem en følelse af at have styr på deres plads i fællesskabet. Det giver dem en mulighed for at træde ind og deltage ud fra en opbygget rutine, og sangens indhold passer til det, vi gør.Vi skaber sammenhæng imellem det, vi siger, og det vi gør, og så ved barnet, hvad det skal, ikke som en tvang, men som en invitation, det tager imod med glæde og med en naturlig lyst til og et behov for at være en del af fælleskabet.
Sanser og livscyklus
Når jeg lægger vægt på at tage i skoven med de helt små børn, er det for at give dem den sanseoplevelse, som det er, at se skoven forandres igennem årstiderne. Vinteren er på vej nu, naturen trækker kraften tilbage, vi kan se det helt fysisk, bladene falder af træerne, naturen ‘dør’ en smule, for så at komme med fuld kraft igen til foråret. At sanse og medopleve den livscyklus, vi alle er en del af, og som jeg som steinerpædagog og helsepædagog finder vigtig i min pædagogiske praksis, udvikler det lille barns sanser. Vi samler ting fra skoven og bringer det med hjem til bordet.
Omstilling og sammenhæng
I Lille Morgengry har vi ikke store årstidsfester, da børnene kun er 1- 3 år, vi markerer tiden på året med sangene, der hører til. Her i oktober er det lanternesange og efterårssange, der fylder dagen og køreturen. Opmærksomheden ligger på naturens skifte og på oplevelsen af at være ude i den.
Jeg har, som den voksne, et indre fokus på den tid, vi bevæger os igennem som nu Michaelstiden, der er overgangen mellem sommer og efterår. Det er for nogle sværere at gå igennem nåleøjet og ind i den mørkere og koldere tid, og vores organisme skal igennem en omstilling, for at afklimatisere sig til den nye årstid. Det kan vise sig som øget træthed, behov for at sprælle, øget antal konflikter, øget behov for at afprøve kendte rammer og grænser, alt sammen naturlig adfærd ud fra forståelsen af sammenhængene imellem, hvad skiftene kan gøre for os som mennesker, store som små.
Den indre forståelse hos den voksne, skaber rum for barnet til at kunne bevæge sig frit i sin forvandling og med støtte komme godt igennem den. En ubevidst proces støttet af sammenhængende i det pædagogiske arbejde.
Fælleskabet er det store fokus for det lille barn, at træde ind i og ud i, at høre til, at være en del af en sammenhæng, og det betyder, at vi gør alting sammen hele tiden. Når vi går et nyt sted hen, holder vi i hånden, vi har alle med, vi løber ikke bare afsted.
Vi er individer, der hører sammen. Vi tager vennerne med i hænderne.