Det er torsdag inden Michaelsfesten, efterårssolen skinner allerede gavmildt fra morgenstunden. Endnu en gang har jeg været så heldig at have hovedfag i dansk med min 1. hf-klasse i Michaelstiden. Vi arbejder i år med eksistentialisme – et tema, jeg oplever passer særligt godt ind i denne tid på året, hvor vi øver os i at fokusere på lyset i mørket.
Vi er netop færdige med morgensang og -recitation i overskolen. På vej ind i klasselokalet
kan jeg høre mine elever småsnakke engageret om, hvad vi skal lave i dag. Det er et godt tegn, tænker jeg, og jeg glæder mig. For i dag skal vi begynde på et projekt, jeg holder meget af nemlig: Smittende generøsitet.
Med afsæt i TED-talk
Projektet tager afsæt i en TED-talk af TED-talk stifter, Chris Andersen. Her fortæller han om, hvordan små handlinger af generøsitet kan sprede sig som ringe i vandet og ændre både vores relationer og vores blik på livet.
Han beskriver, hvordan vi mennesker ofte glemmer, at vi dybest set lever i gensidighed – og at en enkelt gestus, et smil eller en venlig handling kan forplante sig langt ud over det øjeblik, hvor den finder sted. Pointen er enkel, men stærk: Generøsitet smitter.
En indledning til litteraturen
Smittende generøsitet fungerer i min undervisning som en indledning til et længere forløb om eksistentialisme. På den første dag i hovedfag skriver vi alle de eksistentielle spørgsmål, eleverne kan komme i tanke om, op på tavlen: Hvad er meningen med livet? Hvad er et godt liv? Hvorfor er vi her? Og så videre.
Sammen vælger vi nogle få af disse spørgsmål, som vi dykker ned i gennem litteraturen. Senere i forløbet læser vi bl.a. Blixens Ringen, Bangs Den sidste balkjole, uddrag af Kierkegaards Enten – Eller, Pontoppidans Nådsens brød. Midt i de tidløse og til tider meget alvorlige spørgsmål vender vi flere gange tilbage til erfaringerne fra generøsitet-projektet. På den måde bliver det ikke blot en teoretisk samtale om eksistensens store gåder, men også et praktisk møde med spørgsmålet: Hvad giver egentlig mening i mit liv?
At give uden at få igen
Inspireret af Andersons TED- talk sætter jeg eleverne i gang med at skabe deres egne små projekter, hvor de skal øve sig i at give – uden tanke på at få noget igen. To år i træk har jeg oplevet, hvordan denne øvelse vækker en helt særlig energi i klassen. Eleverne tager imod udfordringen med stor iver, og de finder på ideer, der både er kreative og rørende.
Samtidig med at projektet er enkelt, det tager ikke særlig lang tid, hverken at sætte i gang eller udføre. Det finder sted over to til tre hovedfagsgange i den første uge af hovedfagsperioden, og vi kan referere til det i resten af perioden.
Morgenmad til hjemløse
I år gik nogle ud og købte morgenmad, som de delte ud til hjemløse i byen. Andre lavede små sedler med opmuntrende ord, som de hængte op i overskolebygningen eller delte ud til fremmede på gaden. Nogle tog blomster med og gav dem væk til folk på gaden eller til ansatte på skolen – ledsaget af et smil. En gruppe samlede sten på stranden overfor skolen, malede dem med smukke mønstre og små budskaber og placerede dem diskret rundt omkring på overskolens grund, hvor andre tilfældigt kunne finde dem.
Glæde i børnehaveklassen
To elever gik over i børnehaveklasse. De havde forberedt at kunne lave små armbånd og ansigtsmaling. Snart stimlede de små børn om dem, glade og ivrige efter at være med og over at få de stores opmærksomhed. Jeg stod lidt på afstand og var boblende af glæde over af se, hvordan både mine elever og børnehaveklasse glemte tid og sted og bare fordybede sig i hinandens selskab, snart kom nogle af de andre elever hjem fra deres aktiviteter ude i byen, men i stedet for at bare holde fri gik de også over i børnehaveklassen. De kunne mærke nærværet og glæden, en tog en guitar med og spillede, mens der blev lagt ansigtsmaling, lavet armbånd og snakket om stort og småt – også om spørgsmål, som vi netop havde skrevet på tavlen tidligere i forløbet – det kom helt af sig selv.
Det giver at give
Når vi arbejder på denne måde, sker der noget særligt. Eleverne oplever, at det giver dem selv noget at give til andre. Flere af dem har sagt, at de følte sig ’mere levende’ eller ’mere forbundet’ efter at have været ude og sprede glæde. De beskriver en form for mening. En mening, som jeg ikke tror kan hentes fra en telefon, et spil eller et socialt medie – men som bliver født i mødet med andre mennesker.
Individualitet og egne initiativer
Jeg oplever ligeledes, at projektet ligger i naturlig forlængelse af det, vi i steinerpædagogikken forsøger at skabe i undervisningen. Eleverne bruger deres individualitet, får her mulighed for selv at vælge, hvordan de vil arbejde med generøsitet, og det giver plads til, at de kan præge projektet med deres egne interesser og initiativer. På den måde bliver det en øvelse i at stå som individ og tage ansvar for et valg, samtidig med at det er en handling, der retter sig mod fællesskabet.
For mig hænger det også tæt sammen med idéen om, at vi i undervisningen ikke kun henvender os til elevernes tanker, men også til deres følelser og vilje. Når de både får lov til at tænke over eksistentielle spørgsmål, føle glæden ved at give, og handle konkret i mødet med andre, så arbejder vi med hele mennesket.
Eksistentialismen – frihed og ansvar
Eksistentialismen handler netop om, at den enkelte må tage ansvar for sit eget liv, finde
retning og skabe mening. Dette lærer de om hos både Kierkegaard, Pontoppidan, Blixen og Bang, men de lærer det også helt konkret, når de fx har stået ansigt til ansigt med hjemløse, givet et fremmed menneske en blomst eller oplevet børnenes glæde i børnehaveklassen. Her har de mærket, hvad det vil sige at tage et valg, der bærer mening i sig selv. Det bliver en kropsliggjort erfaring af, at friheden også rummer ansvar.
Fordybelsesrum som alternativ
til skærm
I den sammenhæng bliver projektet også et konkret alternativ til skærmen. Vi lever i en tid, hvor meget af de unges hverdag udfolder sig digitalt. Forfatter og journalist Jacob Sorgenfri Kjær skriver i sin bog Kig op (Politikens Forlag, 2024) om, hvordan ‘skærmen trænger sig ind på stadig flere områder af vores liv og gør det sværere for os at fordybe os’. Når jeg ser mine elever stå i naturen, i byen eller i mødet med andre mennesker, er det tydeligt, at her skabes et fordybelsesrum, som teknologien ikke kan levere. Deres opmærksomhed forankres i kroppen, i relationen og i nuet – og det er netop der, de kan erfare noget om livet, som ikke kan læres gennem en skærm.
Oplevelsesorienterede rum
Jeg oplever, at når jeg inddrager naturen, byen og nærmiljøet i undervisningen, opstår der et rum uden skærm. Selvfølgelig bruger vi også skærmen i overskolen, når det er relevant – jeg brugte den fx til at vise TED-talken – men det vigtige er, at teknologien bruges bevidst og med omtanke. Resten af projektet lever i krop, sanser og handling.
For mig er det en af de store glæder ved at undervise på steinerskolen: at kunne skabe oplevelsesorienterede rum, hvor eleverne kan fordybe sig. Mange unge har svært ved at finde denne fordybelse i deres fritid, hvor skærmen nemt tager pladsen. Når vi i undervisningen skaber meningsfulde, kropslige og fællesskabsorienterede erfaringer, får de en erfaring med, at livet kan rumme en anden kvalitet end den digitale.
Dette er andet år, jeg laver Smittende generøsitet med en danskklasse, og begge gange har det været en fornøjelse. En Steinerlærer i Essen i Tyskland har allerede vist interesse for at føre projektet videre på sin skole. Mine elever og jeg nærer et lille håb om, at projektet også kunne brede sig til endnu flere skoler. For hvis der er noget, der er værd at lade smitte, så må det være generøsitet.
Flere af dem har sagt, at de følte sig ’mere levende’ eller ’mere forbundet’ efter at have været ude og sprede glæde. De beskriver en form for mening.
