Special- og socialpædagogik inspireret af Rudolf Steiners impuls

Med den første Rudolf Steiner-skole i Stuttgart i 1919 blev det hurtigt tydeligt, at børn med særlige udfordringer havde behov for mere støtte end de andre. Rudolf Steiner engagerede sig meget i at hjælpe disse børn, og gav sammen med lægen Ita Wegman råd både om pædagogik og specielle terapier. Allerede fra 1921 blev der i Jena i Tyskland arbejdet med Rudolf Steiner-­pædagogik for børn og unge med særlige behov. Dengang var det en ­katastrofe at få et handicappet barn, men Rudolf Steiner så ikke bare det fysiske handicap, han så et helt og fuldt menneske, hvis potentiale kan ­udvikles med den rette indsigt i menneskets natur.

Ifølge Rudolf Steiner m.fl. er indlæring en kreativ/kunstnerisk proces. At lære nyt skaber glæde, og det er også lettest at lære noget nyt, når man er glad. Det gælder i særlig grad for mennesker, der kæmper med mentale og fysiske handicap. Der er derfor behov for pædagoger og lærere mv., der kan gribe tingene an med fantasi og kreativitet.

Det var dengang nyt, og det skabte optimisme hos forældre og støttepersoner med håb om udvikling og et godt liv. På den baggrund ud­­vikledes helsepædagogik og socialterapi, som det er blevet kaldt i mange år. I dag kaldes faget officielt for specialpædagogik, når det drejer sig om børn, og socialpædagogik, når det er voksne.

Steiners menneskesyn

Steiner inddrager et åndeligt perspektiv, forstået som personlighedens indre styrke og kraft. Det handler om at frigøre og udvikle dette indre i personligheden, samt drage omsorg for et godt liv med livslang udvikling i fællesskab med andre.

Ikke sygdom – men ubalancer

Et handicap er udtryk for ubalancer i krop og sind. Ubalancerne udspringer af noget fysisk, men viser sig – ud fra Rudolf Steiner i »det sjælelige, som kommer til udtryk gennem tænkning, følelse og vilje«. Det er en definition, som man må gå ind på for at forstå Steiners begrebs­univers. Eksempelvis kan tænkningen sidde for fast og udvikle sig til tvangstanker, eller tanken bliver væk, og personen bliver glemsom. Også følelsen kan sidde for fast, eller personen kan miste sig selv i omgivelserne. Handlingen eller viljen kan være for langsomme og tung eller motorikken vil hele tiden bevæge sig. Der er naturlige variationer, som vi alle kender. Hos mennesker med et handicap, er der en særlig ensidighed, som de skal have hjælp til at håndtere. Det skal ikke betragtes som diagnoser, men symptomer eller symptom­komplekser, som man iagttager og beskriver for bedre at forstå et andet menneske. Denne form for symptom­beskrivelse er et ekstra perspektiv på de officielle diagnoser (OCD, ADHD, hypersensitive og autisme m.fl.).

En fordybet tilgang

Ifølge Rudolf Steiner findes der i det indre hos os alle en rigdom af billeder og visdom, som vi dog ikke så let bliver bevidste om. Eventyr, fortællinger og i det hele taget kunst viser hen til dette, og er også en vej ind til det indre univers. Alle steinerinspirerede initiativer er kendetegnet ved at have en fordybet/meditativ tilgang, hvilket skaber en fælles holdning, en fælles værdi. Det ligger som en grundtone bag hele den antroposofiske bevægelse og giver en fornemmelse af at være en del af et spirituelt fællesskab.

Den levende fortælling

I Grundtvigs hjemland falder det let for med­arbejdere, og især lærere, at steinerpædagogik bygger på den levende fortælling. Ikke kun at læse bøger eller se film, men at formidlingskunst er stærkest, når det er fortalt af en person, som allerede har gjort stoffet levende for sig selv.

Rytme fremmer ro og overblik

Gentagelse gør mester, siger et gammelt ord­sprog. En rytme i hverdagen med f.eks. morgensamling, faste spisetider, tilbagevendende aktiv­-­­­­i­­­tet­erne i undervisning og i fritidsaktiviteter skaber tryghed og styrker identitetsfølelsen. Et vigtigt pædagogisk værktøj er arbejdet med bevægelse, derved får personen et indre forhold til sig selv, hvilket styrker selvbevidsthed og øger motivationen til at lære.

Kulturelle aktiviteter som bærende kraft

Kulturelle aktiviteter samler mennesker, det kan være musik, skuespil, maling, dans og eurytmi, det kan også være sport og fester, herunder at fejre årstidens fester: høstfest, juletiden, Skt. Hans mv. Det har desuden høj prioritet, at skabe mulighed for selv at være aktiv i en kunstnerisk aktivitet. I den skabende proces griber man sig selv på en ny måde, der virker fremmende på den personlige vækst.

Helsepædagogisk kursus

Rudolf Steiner sammenfattede sine tanker om det specialpædagogiske arbejde i 12 foredrag. Det var i slutningen af hans liv, og disse foredrag indeholder derfor også meget af den antroposofiske menneskekundskab og inddrager mange åndelige perspektiver, set ud fra et perspektiv med handicap. Disse foredrag har siden været grundbogen i helsepædagogikken. Det er ikke en lærebog i traditionel forstand, men en samling tekster, der er som en åbning ind til et spirituelt univers, som vi andre kan lære rigtig meget af.

En pædagogisk-medicinsk-terapeutisk impuls

For Rudolf Steiner var det en opgave der bedst kan løses ved et samarbejde mellem pædagoger, kunsthåndværkere, kunstnere, læger og terapeuter. Pædagogens opgave er at støtte op om personen med fantasi og omsorg i dagligdagen. Kunsthåndværkeren skaber arbejds­processer, der er tilpasset den enkeltes behov. Kunstneren løfter fagene og dagligdagen op ved at inddrage kulturelle aktiviteter og tilbyde kreative tilgange til læring. Lægen hjælper med et samlet overblik og er dermed med til at skabe en fælles billeddannelse samt give råd om pædagogisk udvikling og terapier som massage, bevægelses­terapi, kunstterapier samt antroposofisk medicinsk behandling.

Min egen erfaring

Mennesker med et handicap kan lære andre meget om livet. Trods få kognitive færdigheder, og problemer med motorik og sprog, så mærker man personligheden bagved, og det er meget livsbekræftende. Alle udfordres til at yde den bedst mulige indsats, og man lærer noget om, hvad modstand og problemer kan betyde for læring og udvikling. Trods modstand, eller netop derfor, opstår der en stemning af med­menneskelighed og kærlighed. Mange lærer at forstå, hvad der skal til for at skabe ’det gode liv’ og livsmening. Derfor tiltrækkes mange af arbejdet med handicappede. Vi siger ofte, at to år i en handicapinstitution er pædagogisk læring nok til et helt liv.

To år i en handicapinstitution er pædagogisk læring nok til et helt liv.

Foto: Freddy Wike

Lisbet Kolmos

Læge Ph.d. leder af Marjatta 1985–2010. Leder af Uddannelsescenter Marjatta 2010-2015. Tilknyttet Helsecenter Marjatta som rådgiver siden 2015.