I 2. klasse fandt vi (jeg, mine forældre og lærerne) ud af at jeg er ordblind, fordi jeg vendte bogstaver og tal spejlvendt og ikke kunne følge med i den skriftlige i undervisning. Jeg går nu i 11. klasse og har stadig brug for hjælp i matematik og skriver meget langsomt og med mange stavefejl. Til gengæld læser jeg både dansk, tysk og engelsk uden problemer. Her er et par erfaringer fra 10 år som ordblind på en Steinerskole.
Det har altid irriteret mig, når specialundervisningslærere eller andre syntes, at det er helt utrolig synd for mig, at jeg er ordblind og så hjælper mig ud fra tanken ”stakkels ordblinde barn, som har så svært ved alt i skolen”. De giver en fornemmelse af, at de er meget klogere og at man ville være fortabt uden dem. For det første synes jeg ikke, at det er synd for mig, jeg synes bare, at det er utroligt irriterende, for det andet har jeg oplevet, at jeg sagtens kunne lære at læse, bare senere end mine klassekammerater. Derfor regner jeg også med, at resten kommer i løbet af de næste par år.
Socialt har jeg ikke haft problemer, muligvis fordi jeg altid har været meget åben om min ordblindhed. Jeg tror det har været vigtigt for mig at gå på en Steinerskole. Der har været tiltro til, at jeg lærte at læse, når jeg var klar til det. Jeg har ikke følt, at det var mig som person, der var noget galt med, eller at jeg ikke var så klog som de andre, og jeg har ikke været presset af karakterer. Der er altid blevet taget udgangspunkt i mine fremskridt, frem for i det jeg ikke kunne. Kunst- og håndværksfagene har været vigtige, fordi det er timer, hvor det skriftlige ikke har betydning og fordi de har givet pauser fra det, jeg havde svært ved.
Det talte ord fylder
For mig har det også været en stor hjælp, at så meget af fagundervisningen er mundtlig, jeg har ikke været afhængig af bøger, jeg ikke kunne læse og jeg er god til at huske det faglige stof, selvom jeg ikke altid får det med i fx hovedfagshæftet. Jeg deltager aktivt i undervisningen, og når vi har gruppearbejde, ordner vi det på den måde, at jeg fx står for illustrationer, power points og den mundtlige fremlægning i stedet for de lange tekster. Så de andre i klassen oplever ikke, at jeg står af i undervisningen.
Det der generer mig mest i skolen er, at jeg ikke kan aflevere de samme opgaver som de andre. Selvom jeg har hele indholdet til en dansk stil eller et hovedfagshæfte i fysik i hovedet, har jeg ikke en jordisk chance for at aflevere det. Det tager simpelthen for lang tid at skrive det ned, også selvom jeg nu bruger computer og hjælpeprogrammer.
Specialundervisning skal være individuel
Problemet med specialundervisning til ordblinde er, at ordblinde ikke alle har samme problemer. Derfor har ordblinde elever heller ikke brug for den samme undervisning. Jeg har fx ingen problemer med at læse nu, eller med at tale fremmedsprog, mens andre har meget svært ved lære sprog og stadig har problemer med læsning også på mit klassetrin. Det er derfor vigtigt, at den hjælp man får, er individuel og først og fremmest tager hensyn til, hvad man er parat til at lære og på hvilken måde.
Lige meget hvor meget specialundervisning jeg havde fået i de små klasser, tror jeg ikke, jeg havde lært at læse tidligere, for jeg var ikke klar til det. Men specialundervisningen var alligevel god, fordi jeg fik en pause. Jeg følte, at der var nogen, der ville hjælpe og forstod, at jeg ikke skulle give op. Noget der også var vigtigt for mig var, at min speciallærer holdt en hyggetime, hvor de store elever, der fik specialundervisning også kom, så havde vi små nogen at se op til.
Når man er ordblind, har man ikke overskud til at have flere skoletimer end de andre, det er derfor vigtigt at specialundervisningen ligger i skoletiden. Da jeg har svært ved noder og derfor siden 8. klasse har været fritaget for at spille et instrument, er det for mig bedst at mine ekstratimer ligger, når de andre har orkester. Det vigtige er, at der bliver taget individuelt hensyn til den slags, så man ikke hele tiden bliver taget ud af forskellige timer og den undervisning, man har i klassen, ikke hænger sammen.
Hjælpemidler
Det bedste råd jeg kan give til specialundervisningslærere er at lytte til, hvad eleverne gerne vil have hjælp med. Og tjekke hvilke hjælpemidler, der kan blive stillet til rådighed for ældre elever som fx IT rygsækken, der bl.a. består af en computer og skannere, der giver mulighed for at kunne få læst tekster op.
Jeg fik IT-rygsækken i 8. klasse, det var en meget stor hjælp. I starten brugte jeg scanneren meget særligt i sprogundervisningen. Det betød meget for mig, at jeg nu kunne læse de samme tekster som de andre. Jeg kunne følge med i teksten mens den blev læst op og derfor blev jeg også bedre til at læse selv. På samme måde hjalp det mig med at skrive, fordi jeg bedre kunne læse de trykte bogstaver end min egen håndskrift og kunne rette uden at det hele blev gnidret som i et hæfte, samtidig hjalp skriveprogrammet mig med at rette stavefejl. Det var mere tilfredsstillende.
Jeg tror jeg, at kunne have fået meget mere ud af IT-rygsækken, hvis der havde været en lærer på skolen, der var rigtigt inde i brugen af de forskellige programmer. Det har krævet rigtig meget tid både af mig og min familie og jeg kender flere, der ikke rigtigt får udnyttet de muligheder, IT- rygsækken giver.
Når jeg på trods af min ordblindhed er blevet så god til at læse, som jeg er, tror jeg, at det skyldes, at jeg altid har haft en stor interesse for bøger. Før jeg kunne læse selv fik jeg læst meget op og jeg hørte rigtigt mange lydbøger. Det var meget vigtigt for mig at lære at læse og at kunne læse rigtige alderssvarende bøger.
Man lærer, når man er klar til det
Den bedste specialundervisning har jeg fået, når læreren virkelig har lyttet til, hvor jeg var. I starten af 10. klasse skulle jeg have lært grammatik og kommaregler, men selv om vi arbejdede rigtig meget med det, så forstod jeg det ikke rigtigt og blev heller ikke bedre. Nu er jeg begyndt med kommaregler igen og kan mærke store fremskridt selv om jeg først lige er startet på det. Så gode pædagogiske forklaringer hjælper først, når eleven er parat til at lære noget helt bestemt og det er individuelt, hvornår man er det.
Jeg har familie i både Tyskland og England, derfor er jeg meget interesseret i at lære begge sprog. Det sidste halve år af 10. klasse gik jeg på en Steinerskole i Freiburg, når jeg er færdig med 12 klasse vil jeg gerne til England, blandt andet for at forbedre mit engelsk. I årsopgaven vil jeg skrive om fotografi. Det giver mulighed for at lægge vægt på en større praktisk del, og nedtone den skriftlige del.
Det bedste råd jeg kan give til specialundervisningslærere er at lytte til, hvad eleverne gerne vil have hjælp med.