Hvordan lærer vi at leve som frimodige, individuelle og kompetente mennesker i en verden fuld af muligheder og samtidig at forbinde os i forpligtende fællesskaber?
Har man sagt til et andet menneske, at det skal pakke alle sine ting, forsvinde for aldrig mere at vise sit ansigt, får ord dramatiske konsekvenser.
Har man sagt noget til et andet menneske, som man bitterligt fortryder, men ikke kan gøre usagt, står det alene i det andet menneskes mulighed at tilgive.
Ord skaber det, de nævner.
Viden og væren
Når vikinger greb en bøgestok og skar i barken, opstod bogstaver, begreber og betydning. Runestave og runesten – ordene – er vidnesbyrd om, hvordan mennesker har søgt at komme til rette med livet og med hinanden.
Når vi går i skole, træder vi på samme tid ind i et kunstigt og reelt rum, hvor vi kan lære alt – også den kunst at blive menneske og at leve sammen. Skolen er demokratiets og civilisationens grundsten. Skolen og læreren er derfor forpligtet på og repræsentant for noget, der er større end det stof, man er sat til at formidle. Dette ”noget” er sammenhængen mellem viden og væren mellem uddannelse og dannelse, medborgerskab og erhvervskarriere.
Ligesom vikingerne lærer børn, at hånden er et erkendelsesredskab, der via sproget på mirakuløs vis gør det håndgribelige begribeligt og dyrebart. Intet menneske kan forudse konsekvenserne af, at et barn griber en sang- eller salmebog for første gang. Det er gennem håndens, åndens og hjertets dannelse, at ordene virker.
Vikinger holdt tingmøde ved at afgrænse et område med runesten eller runestave. Området inden for stavene blev indviet som hellig jord, hvor der ikke måtte yppes kiv eller stiftes ufred. I stedet måtte man på tingmødet i fællesskab søge en større fælles lov, ret og sandhed. Tingmødet blev til vort Folketing, hvor medlemmerne alene er bundet af deres overbevisning og må søge indflydelse ved ordets magt.
En skole er et slags tingmøde, hvor alle fag og aktiviteter er midler til en større fælles erkendelse, indsigt og sandhed. Engang var det Guds sandhed, man skulle efterstræbe. Til andre tider var formålet at skabe ”gode, harmoniske og lykkelige mennesker”. Nu om dage handler det tilsyneladende om at uddanne en effektiv arbejdskraft, der kan investeres i den globale konkurrence. Børnene, der engang var Guds og forældrenes, er nu blevet samfundets børn, en ressource, der investeres i på lige fod med så meget andet for at optimere landets konkurrenceevne.
Vi diskuterer tilsyneladende ikke længere, hvorfor børn skal gå i skole. Der er tilsyneladende aspekter ved livet, som ikke længere tillægges betydning i skolen. Dybest set fordi vi ikke længere har fælles billeder, visioner og drømme om, hvilket samfund, vi ønsker. Vi er på den måde ikke længere et folk men en flok, der jagter de godbidder (brød og skuespil), som staten tilbyder i mediehavet.
Hvis skolen og læreren fortsat er forpligtet på noget, der er større end de fag, de er sat til at formidle, kunne det være en tanke værd, hvad skolen i givet fald bør prioritere. I det perspektiv handler det ikke om lidt mere fysisk bevægelse eller lidt flere evidensbaserede tests. Det handler om hele grundlaget og meningen med skolen og fællesskabet.
Julies sprog
”Hvis du var sorgfuld og modløs og træt
Så var en sang ej for god
Måske blev dit sind aldrig lyst eller let
Men sproget var det du forstod.
Det sprog stjal man fra os og gav os en snak
Linjen var sløret men klar
Det er lettest at holde et folk i skak
Som slet ingen sange har.”
Benny Holst 1976
Ligesom vikingerne, bør vi på ny indramme skolen og gøre jorden hellig, fordi vi i skolen lægger kimene til fremtidens samfund. Trods alle politiske løfter klarer Danmark sig aldrig på dygtighed alene. Dertil er der alt for mange kinesere. Halen kan som bekendt ikke logre med hunden, og selv om danskerne er en lille selvtilfreds og forkælet stamme, kunne vi for en stund overveje Grundtvigs, Kierkegaards og H.C. Andersens bidrag til en dansk selvforståelse. Måtte jeg sætte 4 runestave om skolen, skulle alle derfor lære:
Dygtighedens sprog
Lære faglighedens og håndens sprog, den håndværksmæssige dygtighed og kunnen. Gennem øvelse at forfine og perfektionere håndens arbejde. Lære videnssprog, mestre faglighedens sprog, der ofte er skriftlig, formel, upersonlig, logisk og systematisk. Håndtere evidensbaseret viden og kunnen, som vi kan leve af i konkurrencesamfundet på det globale marked. Det er Dansk Industris sprog, krejlerens og handelsmandens sprog.
Troværdighedens sprog
Lære oprigtighedens sprog. Lære at skabe overensstemmelse mellem det man siger, og det man gør. Dette sprog læres ikke til halv pris. Det er enten-eller. Det er myndiggørelsens og subjektivitetens sprog. At livet udtrykker, det man siger, og at man kan og tør handle og leve på eget ansvar og risiko er dybest set fundamentet under al etik, moral, jura og politik. ”Oprigtighed er, at dit liv udtrykker det, du siger. Uoprigtighed er, at du siger et og gør noget andet”, hævder Kierkegaard.
Ligeværdighedens sprog
Lære mellemfolkelighedens og demokratiets sprog. Lære samtalens mulighed og respekten for sin modstander, at man ofte kun har ret halvdelen af vejen, og at modparten kan fortælle det, man ikke selv ved. Lære at lytte også til det, der ikke bliver sagt, fordi revolutionen starter i ørerne. Lære at ens egen frihed altid begynder ved den andens frihed; den gensidige frihed til fælles bedste. Det er Grundtvig, der taler.
Gådefuldhedens sprog
Det er fortællingens og mytologiens sprog. Lære den erfaring, at livet bestandig overgår vores forestillinger om det. Livet overrasker i sin gådefuldhed, ligesom kærligheden, glæden og eventyret. Det er kunstens og mytens sprog, der rækker ud over livet selv. Livet er også en kunstart, siger H.C. Andersen.
Åndens løsen er bedrifter
Som det fremgår af ovenstående, er der ikke nævnt et eneste konkret fag i den indrammede skole. Dette betyder ikke, at indholdet – ligesom når mange taler om ”vores Grundtvig-koldske skole” eller ”vores Steinerskole” – ligger i ”kulturen” og skolens ”ånd”. Overhovedet ikke! Det afgørende er målene, hjørnestenene: dygtighed, troværdighed, ligeværdighed og gådefuldhed. Det er disse sprog, der skal genoplives, og det er ud af disse begreber, at der skal undervises i ny viden og væren.
Selv om mange gerne tager Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen til indtægt for en nationalistisk selvdyrkelse, så var de alle konfliktfyldte universalister. Grundtvig mente, at alle mennesker (universelt) uanset kultur, religion og nationalitet har få enkle sandheder til fælles: Vi kan forholde os til vor egen eksistens (selvbevidsthed), vi har ikke skabt os selv (oprindelse), vi har erfaringer med fejl og mislykkethed (afsporing) og har alle mulighed for få sammenhæng i eksistensen igen (genopretning).
Derfor kan vi holde tingmøde og lave skole med hvem som helst. Men takket være en sådan selvbesindelse kan vi måske finde den lille plads og betydning i verden, som vi fortjener.
Et tingsted (Oldnordisk: þing) var i Vikingetiden og Middelalderen et folkeligt forsamlingssted
Foto: Uffe Raahede
Ja, tal kun sandt om småt og stort og jævnt om alt det høje!
Grundtvig 1841
