De fleste forældre gør sig mange overvejelser, når de vælger skole til deres barn, og blandt de vigtigste er nok hvad får mit barn med sig fra Steinerskolen? Camilla, som nu er universitetsstuderende, fortæller i denne artikel, hvad hun tog med sig.
Forventningen til min første skoledag var stor, og jeg så tydeligt skolen for mig som et kæmpe bibliotek, hvori al den nye viden, jeg skulle få var stablet i høje bunker. Men det første jeg møder, da jeg ankommer til Kristofferskolen, er ikke bøger eller skemaer. Tværtimod får jeg en varm velkomst af en lærer, der giver alle os nye børn en spraglet blomsterbuket, og fortæller en historie om, hvorfor det er vigtigt, at der både er tidsler, smukke markblomster og ukrudt i den. At det smukke ikke kun skabes af det skønne og perfekte, men også indeholder det skæve, stikkende og mindre behagelige.
Fundamentet for mit tiårige liv i Steinerskolen er altså lagt med opmærksomhed på betydningen af forskellighed og nuance. Et fundament, der senere har vist sig at være af stor betydning for min måde at møde verden på.
Gymnasiet satte Steinerskoletiden i perspektiv
Jeg har været så heldig at opleve uddannelsessystemet fra flere vinkler, da jeg efter min afgang fra 10. Klasse på Kristofferskolen valgte at fortsætte min uddannelse på gymnasiet. At gå fra den lille skole med trygge rutiner, hvor alle kender alle til et stort, statsstyret gymnasium med omkring 1000 elever, var en overvældende, men spændende oplevelse. Jeg havde en stor nysgerrighed på, hvordan verden uden for steinerskolen så ud, og ved at komme lidt på afstand af den velkendte hverdag blev det meget tydeligt, hvor anderledes mit skoleliv havde været indtil da.
Hvor jeg før tog den kreative tilgang til alle fag, samt musikken og menneskelig nærhed for givet, fandt jeg hurtigt ud af, at det var noget, som jeg selv måtte opsøge, hvis jeg ville bevare det i min hverdag. Dermed ikke sagt, at gymnasiet er en menneskekold og kreativt tørlagt ørken. Jeg havde inspirerende lærere, der brændte for skolen og os elever på samme måde, som jeg har oplevet det på Kristofferskolen, og ved at vælge musiklinjen, var det stadig muligt at have det musiske som et naturligt element i undervisningen. Det er i de to skolesystemers fokus, jeg oplever den største forskel.
Med karaktersystemet følger en stræben efter toppen, at nå de bedste resultater, og hele drivkraften bag uddannelsen bliver i grove træk jagten på det gode gennemsnit frem for lysten til at lære.
Denne tilgang til at uddanne sig er så markant anderledes fra den, jeg oplevede i grundskolen, og den store kontrast tvang mig på en positiv måde til at blive bevidst om, hvad der driver min egen lærelyst.
Filosofien om, at du skal gøre dig umage for din egen skyld, ikke for andre menneskers eller en forestående eksamens skyld, har brændt sig godt og grundigt fast i hele mit system, og det er noget jeg stadig bruger i min uddannelse i dag.
Kreativitet, lyst og respekt for forskellighed
Når jeg har snakket med mine gamle klassekammerater fra Kristofferskolen om, hvordan det er at komme fra en friskole med en tydelig og nærværende pædagogisk vision til en videregående uddannelse, så er der nogle fællestræk i, hvad vi har taget med os fra vores steinerskoleliv.
Der er stor forskel på, hvilken retning mine gamle klassekammerater er gået i; nogle læser på universitetet i enten sproglig, samfundsfaglig eller naturvidenskabelig retning, nogle går på musikkonservatoriet eller andre kreative skoler, nogle er gået en mere praktisk og håndværksmæssig vej, mens stadig andre har taget en mere handelsorienteret drejning i deres uddannelse. Vi repræsenterer altså en bred vifte af forskellige hverv, og alligevel hører jeg, at de andre har samme oplevelser af, hvad tiden på steinerskolen har givet.
Noget af dét, der går igen, er evnen og lysten til at arbejde kreativt med de opgaver, vi stilles overfor, modet til at prøve nye veje og idéer og glæden ved at arbejde med forskellige mennesketyper. Dét, der har været med til at opbygge disse kompetencer er måske, at vi har gået i en farverig klasse med stærke og forskellige personligheder; En var bange for forandringer, en anden snakkede som et vandfald, en havde tics, en måtte have fuldstændig ro, en, som kom ind i de ældre klasser, kunne knapt læse, og alle vi andre havde i perioder også vores at slås med. Netop evnen til at arbejde sammen med mennesker på trods af forskelligheder, har jeg kunnet bruge i rigt omfang både på arbejde og studie.
Den enkeltes kvaliteter skal anerkendes
Men, det er ikke nok at sætte en masse forskellige børn sammen i en klasse og så regne med, at de lærer af hinanden. Det kræver et bevidst menneskesyn og en klar pædagogik. I en samtale med min tidligere klasselærer blev jeg nysgerrig på, hvad hun mon havde gjort sig af tanker om, hvad hun ville give sine elever med af særlige værdier i løbet af skoletiden. Til det svarede hun bl.a., at hendes fineste opgave som klasselærer er at se hver enkelt elev som et individuelt, helt menneske, og forsøge at gøre plads til den enkeltes kvaliteter og evner, faglige eller ej, og samtidig bevare klassens helhed.
Hendes ambition om at ville lære os, at alle personer har noget vigtigt at bidrage til verden med, har været så grundlæggende, at det i dag er en af de første og største værdier, mine gamle klassekammerater nævner, uanset uddannelse eller levevej, når jeg har spurgt dem til, hvilken baggage, steinerskolen har givet dem med.
En veninde fra min steinerklasse formulerede fint essensen ved at sige: vi ved, at vi skal huske at se og værdsætte mennesket som et hele, og ikke bare for dets faglige kunnen.
Helhed skabes gennem mangfoldighed
Selvom blomster og tidsler fra buketten, jeg fik på min første skoledag for længst er visnet, er budskabet om, hvor vigtig forskellighed på alle livets punkter er for helheden, ikke formuldet. Hér 16 år efter min skolestart er det stadig det første af uendelig mange eventyr og historier, fortalt gennem årene, der har lagt det største frø i min, forhåbentlig fortsat, lange uddannelsesvej: historien om, at den fine helhed kun kan skabes af alle nuancer af tilværelsen.
