Uffe hin Spages sejr over den saksiske kongesøn. Illustrasjon: L.M. Moe
Kong Vermund af Danmark havde en søn, der ikke blev regnet for noget. Det udnyttede Sakserkongen til at opfordre danskernes konge til at afstå ham sit rige frivilligt, hvis han da ikke hellere enten ville lade sin søn, Uffe hin Spage, møde sakserkongens søn i en tvekamp eller belave sig på en regulær krig.
… Den gamle Vermund drog et dybt suk, og alle hans mænd stod længe tavse, thi ingen vidste, hvad de skulle svare til saksernes frække tale.
Men endelig trådte Uffe frem i hele sin kæmpeskikkelse, og til alles store forundring gav han med høj og mandig røst de fremmede svar på tiltale. Hils kun I eders tyske herre, sagde han, at han kan spare sig al ulejlighed, thi Danmark savner ikke en konge, som kan gå i spidsen for at værge sit land, heller ikke modige kæmper, som vil følge ham med sværd i hånd, og at kongen har en søn, som er værdig til at tage hans rige i arv, det skal I få at se, thi jeg er rede til alene at gå i kamp både mod eders konges søn og den stærkeste kæmpe, han vil tage med sig. Vermund havde svært ved at tro, at det var Uffe, som havde talt, og først, da han fik ham hen til sig og følte hans kraftige lemmer, blev han overbevist. Men hvorfor udæskede du to for én, spurgte han […]
Uffe skulle nu rustes til kampen. Det kneb med at finde et harnisk, der kunne passe til hans brede bryst, og endnu mere vanskeligt var det at finde et sværd, der kunne holde. Man kom frem med det ene efter det andet, men de sprang i stykker som glas alle sammen, så snart han svang dem med sin kraftige arm. Vermund havde rigtignok selv et sværd, som hed Skræp og var så mageløs hvast, at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i vejen, men det havde han for længe siden gravet ned i jorden, da han ikke troede, hans søn nogen sinde ville komme til at bruge det. Der var dog nu ikke andet for end se at få Skræp gravet op af jorden igen, og det lykkedes endelig efter meget besvær.
Kampen skulle gå for sig på en holm midt i Ejderstrømmen, og derud begav Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske kongesøn mødte i følge med en vældig kæmpe […]
Kong Vermund havde taget plads yderst ude ved flodbrinken, thi det var hans faste forsæt at styrte sig i bølgerne, hvis hans søn faldt, da han ikke ville overleve sit fædrelands fornedrelse.
Begge sakserne gik på med stor hidsighed, medens Uffe stod så rolig, som om sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet end bøde for sig med skjoldet; men da han omsider havde udforsket, hvilken af modstanderne, der var den værste, trak han endelig Skræp af skeden og flækkede med et hug kæmpen helt igennem, så han døde på stedet.
Nu hørte jeg Skræp, sagde Vermund, thi han kendte dets klang godt fra gamle dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde truffet, flyttede han sig længere bort fra floden, for at han ikke af vanvare skulle styrte i den. Da kæmpen var faldet, sank modet på sakserprinsen, og han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær, men Uffe blev ved at ægge og tirre ham så længe, at han for skams skyld måtte frem, og da han endelig havde ham nær nok, svang han Skræp for anden gang, og i næste øjeblik lå kongesønnen død ved siden af kæmpen.
Danskerne jublede af glæde, thi sejren var deres, og nu vidste de, at de havde en kongesøn, som med ære kunne følge sin fader i regeringen.
Ind i sagaen
Under indøvelsen af skolens paradisspil for nogle år siden, hvor vi i en pause diskuterede de pædagogiske (og små-egoistiske) fordele ved eventuelt at lade en gruppe af elever opføre stykket i stedet for den vanlige lærerbesætning, sagde den erfarne instruktør: ”Julespillene er noget, vi giver til børnene.” Så var den diskussion lukket. Ordene satte noget i gang, som jeg bruger i mine litteraturperioder.
Med ”foragt” for eget omdømme og pædagogisk finfølelese, fortæller jeg selv én eller flere historier, uden at eleverne nødvendigvis er aktive med andet end ørerne. Eksempelvis fortæller jeg nogle gange i 1. vg sagnet om Uffe hin Spage; eleverne opfordres til bare at lytte, mens jeg også siger, at en behandling af historien i periodens hæfte er unødvendig.
Efter mange gange at have hørt, hvor ineffektivt tavleundervisning er i forhold til effekten af struktureret gruppearbejde, bl.a. gennem arbejdet med pædagogiske værktøjskasser som cooperative learning, virkede fortællingerne en overgang reaktionære på mig. Det galdt også forestillingen om at fortælle nogle af sagaerne i 1. vg’s periode om norrøn litteratur. Under forberedelsen af stoffet var jeg første gang således indstillet på, og afklaret med, at eleverne muligvis ville komme til at gabe sig gennem fortællingerne og i stedet insistere på at blive taget alvorligt og i øvrigt få et ordentligt kompendium med værkerne, skriftligt eller digitalt, så de selv kunne læse (og ideelt set forberede sig) til undervisningen.
Men det var og er heldigvis ikke erfaringen, tværtimod. Eleverne siger selv, at fortællingerne gør flere ting. For det første synes de, at seancerne er hyggelige. Netop sagaperioden har klare tråde tilbage til 4. klasses tema om nordisk mytologi. Fortællestoffet og fortællingen forstærker elevernes opfattelse af sammenhængen i læreplanen, ikke bare på grund af indholdet, men også i kraft af formen. Det er helt tydeligt, at de genkalder sig fortællinger fra tidligere undervisning og anvender dem som springbræt til det nye stof. På den måde skaber selve det at fortælle en sammenhæng.
For det andet oplever en del af eleverne, som forventet og tilsigtet, fortællingerne som tiltrængte pusterum mellem læsningen og den skriftlige og tekstnære gennemgang af fx Vølvens Spådom og Ravnkel Frøjsgodes saga. Mere overraskende er det, at andre elever, stik mod opfordringen fra mig, oplever fortællingen som chancen til at pifte periodehæftet op med noget ekstraordinært. Altså yde noget udover forventningerne, fordi de gerne vil have det ”hele” med.
Fortællingerne kommer utilsigtet til at virke undervisningsdifferentierende. Ydermere virker læsesvage elever til at forholde sig bedre til fortællingerne end til egen læsning, hvilket har resulteret i hæfter som hovedsageligt baseres på fortællingerne. Igen stik mod opfordringer, men egentlig helt acceptabelt fra mit perspektiv, fordi hæfterne ellers ofte er en kamp at få afleveret for de elever, hvis styrker ikke ligge i læsning og skrivning. Her får de et af elementerne givet og kan så overskue resten af opgaven.
Til sidst er der det sociale element. Min oplevelse af at ”give” eleverne en fortælling, hvor jeg mønstrer al min glæde og entusiasme ved litteratur og slæber mit aikidoudstyr med i form af træsværd og stok som visual aids og rekvisitter, er, at det bliver gengældt. Jeg strammer mig an – de strammer sig an – hvis jeg tør give lidt slip, tør de også. Som regel er det en fornøjelig affære, i hvert fald for mig. Så fortællingen fungerer i høj grad også som undervisningskolorit.
Valget af sagnet om Uffe hin Spage skal også ses i lyset af 1. vg’s alderstrin, hvor de typisk er spændt ud mellem poler af sympati og antipati, hvilket sagnet matcher i stedet for at udfordre. Der er ingen tvivl om helte- og skurkeroller. I periodens andre tekster diskuterer vi netop sagaernes verden fra flere perspektiver, men her får de et frirum.
Sagnet lægger på sin vis også op til, at man nok skal få en chance, selvom man måske ikke umiddelbart virker så stærk i andres øjne. En del af eleverne på klassetrinnet har godt af at få mange selvtillidsindsprøjtninger, eller viljeindsprøjtninger, hvilket Uffe bidrager lidt med her.
Når det er netop Uffe hin Spage, jeg giver videre på denne måde, er det ikke tilfældigt. Jeg er selv blevet det givet. Sagnet er dét, jeg bedst selv kan huske min far fortælle mig for efterhånden en del år siden.
Uffe hin Spage, tegnet af Anna Greene, 1. vg, Rudolf Steinerskolen i Aarhus
