Vi ved det alle sammen, 4. klasse er vikingeåret. Nordens gudesagn er drysset smukt og grufuldt ud over hele skoleåret; Vølvens spådom på stavrim, vikingelejr på et vikingecenter, kraftfulde fortællinger om list og bedrag, vikingeudklædning til fastelavn, ornamenter, måske et skuespil
til en månedsfest, snitterier af runestave og alle de skønne fortællinger.
4. klasse er et fedt år!
Som klasselærer er det nemt at begejstre. Børnene lever stærkt med i fortællingerne om de nordiske guder, mange kender dem indgående i forvejen. Så langt, så godt.
Hvad der dog længe har undret mig, er, hvor perioden omkring tiden før vikingetiden ligger i steinerskolernes lærerplan? Og hvornår er det passende at starte en mere kronologisk historiefremstilling? Det har måske ikke været et klart formuleret spørgsmål fra min side, men en forundring, der blev tydeligere og tydeligere, som skoleåret gik. Som altid er det børnene, der sætter gang i udviklingen for mig. I denne klasse er vi så heldige, at flere forældre arbejder dagligt med historie og arkæologi. Der var derfor mange elever, der interesseret spurgte ind til Danmarks jernalder og bondestenalder, og jeg mærkede et behov for en grundigere gennemgang.
Frise i stedet for periodehæfte
Jeg udarbejdede løbende, mens perioden var i gang, et hovedfagsforløb med fokus på faglig læsning og fund fra Danmarks oldtid.
I en gammel, gammel læsebog fandt jeg en skøn historie om Uroksen fra Vig. Det ældste mosefund vi har. Oksen flygtede for mere end 10.000 år siden, i jægerstenalderen, fra en flok jægere og endte sine dage i en stor mose ved Vig. I 1905 fandt man uroksen i forbindelse med tørvegravning, og i oksen fandt man 9 pilespidser af flintesten! Uroksens skelet står til dagligt på nationalmuseet og er næsten intakt.
Vi tog altså udgangspunkt i et af de første beviser på menneskelig tilstedeværelse. I stedet for at skrive og udarbejde et klassisk periodehæfte, havde jeg skåret to meter lange strimler af papir til hvert barn. Vi havde malet strimlerne med the og kaffe, krøllet og rullet papiret let – det var i det hele taget vigtigt, at frisen fik et slidt og brugt udtryk, ingen fine kunstnere her, som et oldtidsfund – kun tidens tand og de rifter livet byder. Jeg havde besluttet, at vi skulle arbejde med tørpasteller, bivoksfarverne havde også været gode, men pastellerne tilbyder lidt variationer og gjorde eleverne ‘sultne’ og nysgerrige.
En lille flok ‘bladfolk’
Yderst til venstre tegnede vi altså den før omtalte urokse. Vi tegnede pilespidser, sneglehuse som man brugte som smykker, ravamuletter og
Danmarks ældste tegning: en lille flok ‘bladfolk’, ridset ind i en knogle. På klassen læste vi både indad og højt, i grupper og alene. Vi stillede spørgsmål til hinanden og historien, mange børn er jo flittige museumsgæster og kender til mange historiske emner.
Hjulet og jættestuen
Efter jægerstenalderen gik vi i gang med at læse om bondestenalderen: hvad ændrede sig? Hvorfor blev folk bofaste? Vi lærte at hjulet kom til Danmark, at folk blev begravet i mægtige stenhuler, og at flintesmedene blev dygtigere og dygtigere og fremstillede mange vidunderlige oldtidsfund, herunder Hindsgavldolken. Dolken har aldrig været tiltænkt til brug, men har været en offergave som dens ejer har givet til guderne. På vores frise tegnede vi en jættestue, østers som bondestenalderfolket holdt sig sunde og stærke ved at spise, et stort tungt træhjul og en plov.
Egtvedpigen og Solvognen
Derfra kom vi til bronzealderen, og efterhånden bliver fundene rigere og finere. Allerstørst var glæden ved at læse om fundet af Egtvedpigen. At der for 100 år siden var en landmand, der fandt en hel træstamme i en jættestue på sin mark, og at der gemte sig et knap 4000 år
gammelt skelet af en ung kvinde, det berørte klassen. Vi læste også om Viksø-hjelmene, om Solvognen og helleristningerne på Bornholm. Alle fund blev med stor sirlighed overført til frisen og snart begyndte kronologien at vise sig. Også skønne øksehoveder fik plads på frisen – nu forstod datidens danskere virkelig at smede med den ædle bronze.
Fra bronzen til jernet
Og så nærmede vi os netop vikingetiden, men først måtte danskerne gå fra at bruge den meget bløde bronze, til at lære jernets fantastiske egenskaber. Vi læste i spænding om jernalderen. Om hvordan folkene begyndte at bygge og bo i langhuse. Hvorledes smeden kunne lave de mest utrolige og nyttige redskaber i jern: segl og økser. Vi hørte også om et mystisk og forunderligt kæmpekar i sølv, fundet ved Gundestrup i Nordjylland. Vi overførte de forskellige fund til frisen og begyndte også at tænke i forskellige rammer, som skulle omslutte den samlede tidslinje.
I starten af den tredje uge ramte vi så vikingetiden – som kun eksisterer her i Norden, og hvor hele årets fortællestof har haft sit udspring. Derfor stiftede vi selvfølgelig bekendtskab med Jellingestenen, ringborgene, vikingeskibet, Harald Blåtand og Hvide Krist. Til slut tegnede vi rammen og skrev de forskellige fund på frisen. Havde man mere frise tilbage, klippede vi den sidste hvide del af, manglede man plads, satte vi friske stykker på. Hver elev, sit udtryk.
Faglig læsning er vigtig
Jeg har i min planlægning lagt vægt på den læsning, som vi kalder faglig læsning, dvs. en lidt højere grad af fagudtryk og nye ord samt mange tids- og stedsangivelser. Generelt er det svært at få tid til at læse nok i 4. klasse. Mange elever læser fuldt automatiseret, men en del hænger stadig i og har brug for megen øvning og støtte. Teksterne havde jeg samlet op fra forskellige kilder: en del kom fra Børnenes Danmarkshistorie af Nils Hartmann, en del fra Søren og Mette læser i 5. klasse og så en del fra Nationalmuseets skoletjeneste, hvor der er virkelig meget guld at hente. Jeg havde samlet teksterne i et lille kopihæfte, der kunne tages med hjem, hvis der var behov for ekstra læsetræning. Den megen fokusering på læsning lod sig fint gøre, da vi ikke også samtidig havde en stor skriveopgave i periodehæfterne. Faglig læsning fylder generelt meget i folkeskolens fælles mål for danskfaget, og jeg synes, at vi her har en oplagt mulighed for at lade os inspirere. Jeg ofte er blevet forundret over, hvor mange gange jeg skal tilbage og hente år 0 og den vestlige verdens tidsregning frem for eleverne. Det virker sommetider som om, vi på steinerskolerne lever i en evig Sagntid. Hvad jo slet ikke er sandt, men man kan da få tanken!
Kronologien gav faglig forudsætning
Nogle gange er man som lærer så heldig, at
ens forestilling og forberedelse og den måde,
eleverne griber stoffet på, er som skabt for hinanden. Der er tidspunkter, hvor hele undervisningen nærmest trækker sig selv, og det meste har den her flydende og lette karakter. Forløbet om Danmarks oldtid var et sådant forløb, og det, selvom det var et af de mindst krævende fra min side. Jeg tror, at det gik så godt, fordi perioden var så rig på billeder, både de indre og de ydre. At alle de oldtidsfund,
vi afbillede på vores friser, var skabt af menneskehænder betød, at eleverne let kunne forholde sig til den relativt store mængde information. Samtidig giver det eleverne en faglig forudsætning for at træde ind i historie og sagnepokerne fra verdens oldtid i 5. klasse.
Slutteligt en enkelt anekdote fra vores vikingelejr, som vi tilbragte i de mest vidunderlige omgivelser ved Sagnlandet i Lejre: eleverne havde fået lov at tage 100 kr med til souvenirs. I toget blev sedlerne fundet frem, og en kvik elev opdagede, at her, lige her på hans 100 kroneseddel var Hindsgavldolken – det var stort at opleve, at den verden, der findes i skolen, virkelig hænger sammen med den verden, der findes udenfor.