I dagens samfund er der et stigende fokus på, hvordan vi kan skabe et sundt og balanceret liv for både børn og voksne. På Kristofferskolen har vi valgt at tage udgangspunkt i begrebet vensomhed. Vensomhed handler ikke kun om at være venlig, men om at skabe relationer præget af ægte omsorg, forståelse og respekt for hinandens behov. Vi inviterede Anne Søgaard, der er ophavskvinde til begrebet, til at arbejde med både lærere, forældre og børn.
I pædagogisk sammenhæng betyder vensomhed at skabe et miljø, hvor gensidig respekt og forståelsestår i centrum. Det handler ikke kun om at være venlig, men også om at kunne se og imødekomme den enkelte persons behov og udvikling. Vensomhed indebærer derfor en und ervisning, der rummer både de intellektuelle, følelsesmæssige og sociale aspekter af elevernes udvikling, der tilsammen giver livsduelighed. Vi ser Anne Søgaards arbejde med vensomhed som et værdifuldt bidrag til vores praksis, og sammen med vores pædagogik er det med til at forme en generation af elever, der ikke kun er fagligt kompetente, men også livsduelige, empatiske og ansvarlige medborgere. Det ligger tæt op ad det Rudolf Steiner sagde på sin tid: “Det er kun, når vi ser på barnet som et helt menneske, at vi kan finde den bedste vej til at uddanne det til et frit og ansvarligt individ.”1
Vensomhed som pædagogisk
grundprincip
Anne Søgaard er pædagog, familievejleder, forebyggelses- og inklusionskonsulent samt forfatter, hun har arbejdet med disse temaer i mange år. Hendes bøger om vensomhed understreger venskabelige relationer og personlig udvikling som fundamentale elementer i opbygningen af sunde relationer mellem elever. Søgaard fremhæver, at det er gennem positive relationer og respektfuld kontakt, at eleverne udvikler sociale kompetencer, som gør dem i stand til at trives både i skolen og senere i livet som voksne. For hende er vensomhed ikke blot et pædagogisk redskab, men en livsfilosofi, der spiller en central rolle i elevens trivsel og udvikling.
Ind i undervisningen
Lærerne på Kristofferskolen blev introduceret til vensomhed som en del af skolens pædagogiske dage. Disse dage blev brugt til at styrke lærernes forståelse af, hvordan vensomhed kan integreres i deres undervisning og daglige interaktion med eleverne.
Set i lyset af Anne Søgaards fokus på vensomhed og livsduelighed, bliver det tydeligt, hvordan skolen skaber rammer, hvor børn mødes med respekt og forståelse, og hvor et sundt selvværd kan gro. En vigtig del af skolens pædagogik er de tætte relationer og det stærke klassefællesskab, som opbygges over tid. Som det er tradition på steinerskoler, følger klasselæreren ofte den samme klasse gennem flere år. Det skaber kontinuitet, tryghed og dybere relationer mellem elever og lærer. I den daglige undervisning prioriteres klassens rytme, morgensamlinger og samarbejdsøvelser, som understøtter følelsen af fællesskab og gensidig respekt fra børnehaveklassen til 9. klasse.
Teori, kunst og praksis
Undervisningen er helhedsorienteret og tilrettelagt, så den taler til både intellektet, følelserne og viljen. Det betyder, at børnene ikke blot lærer faglig viden, men også udvikler sociale og menneskelige kompetencer. Æstetik og kreativitet inddrages som centrale redskaber til at styrke børns selvudtryk og identitet – noget, der er med til at opbygge selvværd i et inkluderende læringsmiljø præget af tydelig klasseledelse.
Et konkret eksempel fra 4. klasse er, når eleverne arbejder med nordisk mytologi som tema. Her kombineres historiefortælling med dramatik, tegning og modellering. Eleverne fremstiller deres egne versioner af figurer som Thor og Loke i ler eller akvarel, og de dramatiserer myterne i små teaterstykker for hinanden. Gennem denne tværfaglige tilgang styrkes både det faglige, det kreative og det sociale – og børnene oplever, at deres bidrag har værdi og bliver set, hvilket styrker deres tro på egne evner.
Vensomhed og forældre
I vinteren 2025 blev begrebet vensomhed præsenteret for skolens forældrekreds ved et forældrestævne, hvor Anne Søgaard indledte en samtale om vensomhedens betydning i både børns og voksnes liv. I sin introduktion til emnet understregede hun, hvordan venskabelige relationer ikke kun er grundlaget for et sundt samfund, men også en væsentlig del af elevernes personlige udvikling, som kan hjælpe dem med at håndtere livets udfordringer på en empatisk og ansvarsfuld måde.
Anne Søgaard fremhævede også, at forældrene spiller en central rolle som forbilleder for deres børn, især når det kommer til at udvikle venskaber og sociale færdigheder. Forældrene er de første, som børnene lærer af, og deres adfærd og måde at håndtere relationer på har stor indflydelse på, hvordan børnene selv lærer at opbygge og vedligeholde venskaber.
Forældrene er dermed ikke kun rollemodeller for børnene i det daglige, men også i den måde, de skaber og værner om deres egne venskaber og sociale relationer. Anne Søgaard understregede, at venskaber og sunde relationer ikke blot er noget, børn skal lære om i teorien, men også noget, de lærer gennem observation og efterligning af deres forældre. Dette synspunkt kan vi også finde i Rudolf Steiners tanker om forældrerollen, hvor han betoner vigtigheden af, at forældre lever de værdier, de ønsker at formidle til deres børn, da børn lærer ved at se og erfare, hvordan voksne skaber meningsfulde relationer i deres liv.
Livsduelighed og selvværd
Vi ønsker at sende vores elever videre i verden som livsduelige og engagerede mennesker. Livsduelighed handler om at kunne håndtere de udfordringer, livet byder på, på en konstruktiv og sund måde. Det betyder, at elever ikke kun skal lære fagligt, men også rustes til at navigere i de sociale og emotionelle aspekter af livet. Livsduelighed relaterer sig til evnen til at tage ansvar, finde løsninger på problemer og tilpasse sig livets foranderlige natur. Anne Søgaard ser vensomhed som en vej til livsduelighed, der
kan opnås ved at integrere både de kognitive og sociale aspekter af børns udvikling. Hendes arbejde understøtter den opfattelse, at børn, der mødes med respekt og forståelse, lærer at opbygge et sundt selvværd.
Hun fremhæver, at børn udvikler livsduelighed, når de oplever sig set, hørt og taget alvorligt af de voksne omkring sig. Når børn bliver mødt med respekt og forståelse, skaber det en grundlæggende tillid – både til sig selv og til andre – som er afgørende for udviklingen af et sundt selvværd.
Håndværk og gode fejl
Et eksempel fra Kristofferskolen kunne være i 7. klasse, hvor eleverne arbejder med håndværk, f.eks. træsløjd. En elev har svært ved at bruge værktøjet korrekt og bliver frustreret. I stedet for at rette eller irettesætte eleven foran resten af klassen, sætter læreren sig stille ned ved siden af barnet, viser empatisk interesse og spørger ind til, hvordan det går. Læreren giver derefter en konkret og støttende vejledning og fremhæver det, eleven allerede har gjort godt. Barnet får lov at arbejde videre i eget tempo og oplever, at det er okay at lave fejl som en del af læringsprocessen. Rudolf Steiner understregede netop dette i sin bog Die Erziehung des Kindes vom Gesichtspunkt der Geisteswissenschaft, 1907: »Undervisning bør ikke kun give viden, men også opbygge karakter, og det gøres bedst ved at møde barnet, hvor det er, og støtte det i at finde sin egen vej« (min oversættelse). Dette citat reflekterer den vensomme, pædagogiske tilgang, hvor fejl ses som en naturlig del af læringsprocessen, og hvor læreren er en støttende vejleder, der hjælper barnet med at udvikle både færdigheder og personlighed.
Måden vi hilser
Når eleverne møder ind om morgenen, bliver de mødt af læreren. Dette sker ofte i døråbningen til klasselokalet, hvor læreren står og giver hvert barn et individuelt øjebliks kontakt, typisk med øjenkontakt, et smil, et håndtryk eller et venligt ord. Denne enkle handling rummer en dybere pædagogisk intention: at se og anerkende barnet som et menneske, før undervisningen begynder.
Det skaber en stille og rolig overgang fra hjemmet til skolen, og det understøtter barnets oplevelse af at høre til og have værdi i fællesskabet. Samtidig er det en konkret praksis, hvor eleverne lærer at møde hinanden og de voksne med nærvær og respekt – helt i tråd med Anne Søgaards begreb vensomhed. Over tid erfarer børnene, at de bliver set og mødt som dem, de er, hvilket er med til at styrke deres selvfølelse og tillid – centrale elementer i udviklingen af livsduelighed. Som Rudolf Steiner sagde: “Børnene har brug for at blive set og mødt som de individer, de er, for kun da kan deres indre liv virkelig blomstre. Den, der lærer dem at kende, lærer ikke blot en viden om dem, men rører ved deres sjæl.”2 Dette citat understøtter vores skoles praksis med at møde hvert barn med respekt og anerkendelse, hvilket skaber et fundament for deres selvværd og følelsesmæssige udvikling.
Eleverne oplever dette møde som noget rart og trygt. Mange børn giver udtryk for, at det føles godt at blive set, inden skoledagen går i gang – især på dage, hvor de måske er trætte, kede af det eller nervøse. Det giver dem en følelse af, at læreren ’er der’ og har tid til dem som individ. For nogle elever bliver det en form for rutine, der giver ro og struktur, mens det for andre bliver en vigtig måde at mærke fællesskabet på. Flere børn fortæller, at det gør det lettere at gå ind i klasselokalet og være klar til undervisning, når man lige har haft et menneskeligt møde først.
Måden vi taler
Allerede fra de yngste klasser lærer eleverne, at måden, vi taler til hinanden på, har en virkning. Gennem fortællinger, eventyr og klassesamtaler skabes en forståelse for, hvordan ord kan bygge op eller nedbryde fællesskabet. Læreren går forrest som rollemodel og taler med ro, varme og tydelighed. Det smitter af på eleverne, som lærer at lytte til hinanden, vente på tur og udtrykke sig med omtanke.
I klassens hverdag prioriterer vi at der er tid til samtaler om samarbejde, konflikter og sociale relationer – både i klassens rytme og i konkrete situationer, hvor der opstår misforståelser eller konflikter. Her får eleverne hjælp til at sætte ord på deres følelser og lære at finde løsninger i fællesskab. Det handler ikke om at give ’skældud’, men om at skabe bevidsthed og medansvar for fællesskabet.
Et konkret eksempel kunne være i underskolen, hvor eleverne efter en konflikt på legepladsen samles i rundkreds og taler sammen med læreren om, hvad der skete, hvordan det føltes, og hvordan man kan gøre det anderledes næste gang. Her bliver det tydeligt, at sproget er et redskab til både at forstå sig selv og forstå andre.
Dette skaber et miljø, hvor eleverne lærer, hvordan venlige og respektfulde interaktioner ikke kun fremmer et godt fællesskab, men også støtter deres personlige udvikling.