Fra protest til problembarn
Studsgård Friskole blev født som protestskole, ligesom mange friskoler er blevet det. I sin tid var der i den offentlige forvaltning et ønske om at effektivisere på skoleområdet – man lukkede de små skoler og samlede ungerne op i større centrale enheder. Fin idé set med økonomiske briller umiddelbart, men de små landsbysamfund var og er i høj grad båret af aktiviteterne omkring byens skole.
Situationen i Studsgård var ikke anderledes. Forskellen var dog, at byens indbyggere samlede sig omkring projektet at bevare en skole i byen – også selvom det betød, at det blev en skole med egenbetaling.
Studsgård Friskole så dagens lys. En lille friskole funderet i et grundvig-koldsk udgangspunkt. De første år var svære, fordi alt var nyt, men engagementet fra ildsjælene i og omkring skolen holdt det hele sammen. Skolen overlevede og etablerede sig som en fint fungerende landsbyskole.
Men med etableringen og sikkerheden i skolens overlevelse sneg der sig en form for cruise control ind på skolen. Det går jo fint. Jo, måske er der lidt for få elever. Måske er vores omtale ikke den bedste i omegnen. Og ja, måske mangler vi lidt at udvikle os med tiden og de større krav, de nye forældre stiller – de forældre der er tilflyttere med deres børn og ikke har været en del af græsrodsarbejdet med at starte skolen. Cruise Control er lig med vedligeholdelsen af et status quo. Ikke fordi skolen overhovedet ikke udviklede sig, men den udviklede sig ikke tilstrækkeligt. Hvis man fastholder sig selv i en given situation, mens omgivelserne forandrer sig, er man lige pludselig bagud.
Og når man er bagud, kan det være fantastisk svært at indhente det tabte, når skaden først er sket – at forældrene, børnene og omgivelserne kollektivt pludselig siger: ”Hov, den her skole er ikke, hvad vi håbede på …” Og det var præcis det, der skete i efteråret 2012.
Med ét kom alt det der var overset eller ikke blevet adresseret frem. Snakken og rygterne gik omkring skolen. Negative rygter, mismod og manglende tillid til institutionen, som alle ellers tidligere havde støttet helhjertet op omkring, kulminerede i udmeldelse af elever og var i gang med at bremse tilmeldingen af nye i 0. klasse. Skolens personale, ledelse og bestyrelse var i vildrede og havde svært ved at se en løsning.
Man snakkede om skolen overhovedet var et seriøst tilbud til børnene. Skolen havde påbegyndt sin ti-årskrise. En krise, der opstår, når ildsjælene er ved at være færdige med skolen, og de nye forældre med nye meninger om skole kommer i overtal. Skolen skal redefinere sig som noget andet end bare en skole i protest mod skolelukning.
Samtidig var alle klar over, også de utilfredse forældre, at skolen er livsnerven i et lille samfund som Studsgård. Konsekvenserne af en faktisk skolelukning ville være katastrofale for en så lille by. Dermed gik Studsgård Friskole fra at være hele byens stolte værk og darling til at være alles problembarn. Et problembarn, man var ret træt af, men ikke kunne skille sig af med.
Når alle gør en indsats, kan et problembarn modnes i rekordfart
Det lykkedes på forholdsvis kort tid at vende den negative retning, skolen var på vej i, og skabe et positivt billede med tro på fremtiden og tilgang af elever. Da skolens ledelse og bestyrelse i efteråret 2012 indså situationens alvor, besluttede man først og fremmest at kigge indad. Det resulterede i en anerkendelse af, at man havde sovet i timen og flaskehalsen pegede på skolen bestyrelse, når skylden skulle uddeles.
Bestyrelsen og ledelsen har ansvaret for skolens fremtid, og nu var der udsigt til, at der ingen fremtid var. Derefter besluttede skolebestyrelsen, at man ville forsøge at gøre det godt igen.Det fortjente skolen som institution, skolens ansatte, forældrene og ikke mindst børnene. Børnene, der som de eneste, ingen skyld bærer på deres skuldre. Børnene spreder ikke rygter med vilje og løber ikke med en halv vind over hækken ind til naboen. Det er heller ikke dem, der undlader at råbe vagt i gevær, når de ser, noget ikke hænger sammen i undervisningen. Eller dem der forsøger at tie ulmende problemer ihjel i håb om, at de går over af sig selv, hvis vi bare ikke snakker om dem. Næh, børnene vil bare gå i skole og blive undervist i et inspirerende og trygt miljø med deres kammerater.
Bestyrelsen trak i arbejdstøjet, varskoede familie, venner og arbejdspladser om, at i den næste periode ville de fokusere på at få skolen tilbage på ret køl. Et arbejde der ville koste mange timer. Man udviklede en plan, der tidoblede mødefrekvensen og indsatsen på skolen for bestyrelsens medlemmer.
Planen gik i sin enkelthed ud på, at man ikke kunne bygge en Studsgård Friskole version 2.0 på bare en gruppe bestyrelsesmedlemmers ønsker alene. Samtidig var der indbygget et ultrakort tidperspektiv i planen – den skulle eksekveres på meget kort tid, og resultaterne skulle være tydelige og tilgængelige inden for kort tid. Simpelthen for at skolen ikke skulle nå at lukke, mens arbejdet stod på, skulle det ikke trækkes i langdrag.
Planens, nu kaldet ”Processen”, afsæt var, at alle skolens interessenter skulle inddrages, komme til orde og have medindflydelse på, hvad skolen skulle være i fremtiden. Derfor indkaldte man samtlige af skolens ansatte både i grupper og enkeltvis til en snak om, hvordan de så skolens fremtid. Vinklen på alle møder var at se bort fra fortiden, sket er sket, og fokusere på det fremadrettede. Efterfølgende tog man samme snak med den samlede forældregruppe opdelt i de forskellige skoletrin. Derefter var det elevernes tur klassevis. Til sidst snakkede bestyrelsen med sig selv.
Resultatet blev en kæmpe mængde information, ønsker og input omkring, hvad skolen kunne blive til. Det var nu bestyrelsens opgave at arbejde sig igennem materialet og finde tendenser og fællesnævnere i noterne, som man kunne bygge skole op omkring.
På den måde blev flertallet af skolens interessenter tilgodeset, og man kunne bygge en ny skole på et fundament, som alle omkring skolen selv havde beskrevet. Nogle af fællesnævnerne var mere kreativitet, nye fag, skolen skulle turde mere, differentiere sig fra folkeskolen, bedre kommunikation, professionalisme, brug naturen, test af faglighed, men også helt praktiske anliggender som oprydning, rengøring, sprogbrug og mødetid.
Med de her tendenser i baggagen beskrev og visualiserede bestyrelsen et fundament for skolen. Og med det fundament som udgangspunkt, fandt skolen en ny daglig leder, der matchede de kriterier, skolens forældre, ansatte og bestyrelse havde defineret som værende bærende for en fortsat og forsvarlig skoledrift ind i fremtiden. På den måde gjorde alle en indsats for at skabe grundstenene for den nye skole.
Hva’ så Studsgård Friskole. Virker alt det nye?
Forandring kommer aldrig uden konsekvenser og heller ikke uden problemer og tab. Men det er nødvendigt at turde møde udfordringerne konstruktivt og finde løsninger. Har man forældrenes mandat og et beskrevet fundament at arbejde ud fra, er det meget lettere at træffe også de svære beslutninger. Forandringerne på skolen og i den lille by har betydet, at dele af personalet er blevet udskiftet, men samtidig er rigtigt mange af forældrenes ønsker blevet mødt og implementeret allerede. Man kan fornemme en helt anderledes positiv stemning blandt skolens forældre og børn. Skolen og byen tror på skolens fremtid.
Skolen er efterhånden en del måneder inde i processen, og der er nu tilgang af nye børn. Vi, som bestyrelse, er godt klar over, at arbejdet ikke er overstået. Faktisk er det er først lige begyndt. Men indsatsen ser ud til at virke. Det kan godt betale sig at kæmpe for det, der vigtigt, og det, man virkelig tror på. Det var vi aldrig i tvivl om.
Nu forsøger alle at finde tilbage til en normal hverdag igen. Men det vi har lært i en verden, hvor alting forandrer sig lynhurtigt og konstant, er, at lige så snart det bliver for let, og tingene kører på cruise control, skal vi være klar til at kigge fremad og gøre noget nyt. Ellers bliver vi igen taget i skolegården med bukserne nede om anklerne. Og det er omtrent lige så sjovt som at få buksevand af de store i frikvarteret.
– at overleve ti-årskrisen som friskole
Denne artikel er en forkortet udgave af en artikel i Friskolebladet. Vi har bedt om lov til at bringe den, fordi den viderebringer nogle erfaringer, som forældre i mange bestyrelser for Steinerskoler også kender til – hvordan bidrager vi til at kvaliteten og værdierne fastholdes og udvikles og at der tages konstruktivt hånd om problemer i tide?