Fra det øjeblik barnet fødes begynder denne langstrakte proces i at kommunikere med omgivelserne og instinktivt vil det lille barn forsøge at efterligne det sprog, som forældrene taler. Det bliver barnets modersmål. Det sprog, som barnet senere vil komme til at tale og tænke på. Det begynder med vokallyde og dernæst kommer konsonanterne med. På mange måder en musikalsk vej ind i sproget, hvor toner og vokaler følges og senere hen differentieres med konsonanterne, for til sidst at fuldendes i et talesprog.
I ethvert møde med et andet menneske, er sproget det, der kan binde os sammen. Det er her vi kan dele viden, oplevelser, følelser og meninger, udveksle og berige hinanden med de tanker, vi gør os, om os selv og vores verden.
Tale, lytte og forstå
Når barnet i treårsalderen begynder i børnehave, er meget af denne udvikling allerede godt på vej. De fleste børn har på dette tidspunkt et forståeligt sprog, der kræver daglig øvelse og udvidelse af ordforrådet, samt den underliggende grammatiske forståelse, som gør, at vi kan tale sammen og forstå, hvad hinanden mener. Man kan jo i den alder have masser af ord, men ikke helt have styr på, hvordan man sætter dem sammen, så det giver mening. Af den grund er det vigtigt, at der hver dag er tid til at tale med det enkelte barn. At hjælpe det med at gøre sig forståelig, både overfor voksne, men også overfor de andre børn i børnehaven. Der er brug for, at barnet også øver sig i at lytte til, hvad andre har på hjerte og herigennem også øve sig i at forstå andre.
En stemme og en mund at efterligne
Når der tales med de små, er det derfor vigtigt at tale tydeligt, at være opmærksom på at udtrykke sig i et tempo og tonefald, som barnet har en umiddelbar lyst til at efterligne. Når et menneske taler til et andet menneske, så arbejder den lyttende parts strubehoved med i det ubevidste. Det der høres, både lyde og toner, efterlignes i stemmebånd og strube. De fleste vil genkende den følelse, der opstår, når man lytter til et menneske, der er hæst, eller på anden vis ikke taler med sin rene stemme. Man får en instinktiv lyst til at rømme sig, hoste eller på anden måde afhjælpe de gener, som strubehovedet medlever. Sådan er det også, når de små i børnehaven lytter til de voksne. Det er derfor af stor betydning, at man forsøger at afstemme sin stemme og tale efter børnenes niveau. Dermed ikke sagt, at man skal tvinge sig selv til at tale lysere end naturligt, men man må alligevel gøre sig umage med at finde den lyse stemning, som børnene har i deres sprog. De har små nye og uspolerede stemmer og er ekstremt følsomme overfor omgivelsernes musikalitet.
På samme måde er det med udviklingen i det mundmotoriske. De mange muskler i mundhule, tunge, gane og hals arbejder også med i det ubevidste. Hvis børn vokser op i et miljø, hvor artikulationen er utydelig, vil de automatisk efterligne det, og sproget vil blive utydeligt og i yderste konsekvens uforståeligt. Som bindeled mellem den ubevidste og den bevidste sprogindlæring er øret af yderste vigtighed. Her kan der reguleres for det som muskulatur og strubehoved ikke helt får med, og synssansen kan som det sidste led korrigere for uregelmæssigheder.
Behov for hjælp
Hvis et barns hørelse eller syn er svækket, eller der er motoriske udfordringer i munden, kan sprogindlæringen blive vanskelig. Det kræver enten lægefaglig behandling eller særlig pædagogisk praksis. I børnehaven er der mulighed for at hente hjælp og inspiration fra en logopæd (tidl. talepædagog), som har særligt fokus på at afhjælpe sproglige vanskeligheder. I Babuska har vi en særlig fin en af slagsen, som kommer kontinuerligt i huset og derfor har tilegnet sig et rimeligt godt kendskab til vores pædagogik og daglige rytme. Hun begejstres ofte af morgensamlingerne, hvor der synges, rimes, leges med ord og lyde og fortælles om større og mindre vigtigheder i børnenes dagligdag. Den øvelse, der hermed ligger som en fast rutine, giver nogle sprogudviklingsmæssige fordele, sådan som hun ser det. Børnene præsenteres for et differentieret sprog og for sanglege, hvor de både skal være sprogligt, fysisk og musikalsk aktive. Når vi har et barn med sprogvanskeligheder, som kræver særlig hjælp, deltager hun altid i morgensamlingen, for derigennem at iagttage barnet og konstatere, hvor hjælpen først skal sættes ind. Derefter vil hun gå igang med at tilrettelægge et forløb med barnet, så rækkefølgen i de øvelser, der skal arbejdes med, bliver så optimal som muligt. Undervejs i dette forløb er der tæt kommunikation med de ansvarlige pædagoger og forældrene, og der bliver brugt tid på at overdrage øvelser, sparre og vurdere på udviklingen.
Sproget og læreplanen
Vurdering, evaluering og dokumentation er de sidste år blevet en mere og mere omfattende del af den pædagogiske praksis. Med den nyeste lov om styrkede læreplaner i daginstitutionerne er det i høj grad påkrævet at skriftliggøre alt, hvad der arbejdes med, og det tvinger pædagoger til at kigge dybt i egen praksis og kunne redegøre for de enkelte processer i alt det, vi »plejer« at gøre. Sprog er et af ialt ni læreplanstemaer, som ministeriet har udstukket som vejviser i det pædagogiske arbejde. Her skal der fremover ligge klare delmål, mål og procesbeskrivelser for, hvordan der i den enkelt institution arbejdes med sproget og sprogudviklingen. For en steinerinstitution er der utrolig meget, som vi lykkeligvis ikke skal til at opfinde nye metoder og former til. Vores udfordring ligger mest i at få den daglige, ugentlige og årlige dokumentationskultur indarbejdet som rutine.
Sproget i steinerpædagogikken
Når vi derimod kigger ind i alt det, vi gør og altid har gjort, så er vi utroligt heldigt stillet. Vi har en stærk tradition, der bygger på en musikalsk åndedrætsrytme, og der er en dybt indgroet vane i vores hverdag, hvor sprogets mange facetter øves. Der er stille samtaler med enkelte børn, når dagen begynder, og der sysles ved bordet eller i køkkenet. Der er morgensamlingen med sanglege, rim og remser. Der er tid og rum til fælles italesættelse af oplevelser i tiden med fri leg. Den stille lytten, når eventyret fortælles, og man som barn hører nye ord, som man kan gå hjem og undre sig over i mange år. Der er hverdagssnakken omkring måltidet, hvor der både øves høflighed, gensidig lytten og udveksling af alt det, der handler om et dejligt måltid. Eftermiddagen byder på stille stunder og igen mulighed for samtaler med enkelte børn og den fælles samling omkring eftermiddagsmaden, hvor dagens store og små oplevelser kan deles. Mellem alle disse pædagogisk tilrettelagte stunder, er der også børnenes egentid med den frie leg. Her øver og øver de alt det, de hører, og lærer at begå sig med hinanden med sproget som bindeled. På denne måde har vi en solidt opbygget kultur i børnehaven. En kultur, der skaber et nuanceret sprog, en ordentlig omgangstone og et facetteret billede af det enkelte barns sproglige udvikling.
Foto: Tanja Eeg
Foto: Tanja Eeg
