Virksomhed møder skole i strategisk samarbejde

Mit arbejde med fokus på skoler udspringer naturligt fra mit virke i virksomheden Aarstiderne. Når det er sagt, er det mange år siden, vi udskilte skolehavekonceptet »Haver Til Maver« som en non profit forening, idet det gav meget mere mening. I de sidste par årtier har jeg haft en tæt kontakt med alverdens lærere, skoleledere, undervisningsminister, skoledirektører, forskere og … børn i alle aldre.

Nu har vi så etableret os et nyt sted i centrum af København med et enormt set-up, hvor vi vil udtrykke alt det, vi har lært igennem de sidste årtier og vise det til verden. Og ja, så føles det nærmest bondelogisk at indgå et strategisk samarbejde, når der pludselig dukker en Rudolf Steiner-skole op som nabo.

Da jeg tilbage i 90erne mødte den første Bio­dynamiske gartner, Heiner Aldinger, fik jeg øjne så store som tekopper over den helt anderledes tilgang til cirkulære kredsløb, præparater og sanselighed. Jeg følte mig hjemme og gør det stadig. Alt, hvad jeg fra barnsben har sanset og set, synes at være samstemmende med det, jeg ser i biodynamikken. I relation til en kommende Rudolf Steinerskole, finder jeg det utroligt interessant at diskutere samarbejde og integration.

Social sammenhængskraft

Vi bygger et ret stort sted, der skal demonstrere vores version og syn på bæredygtighed, social sammenhængskraft, økologi og biodynamik. Elementer som kompost og helt vitale elementer som vand, biodiversitet, balancen imellem vilde bier og honningbier og meget andet udtrykkes på en legende lærerig vis for alle besøgende. Man kan spise på stedet, og hvad ville være smukkere, end at børnene var en del af dette univers. De holder frokostpause 11.30–12.00, og har deltaget i tilberedningen af sunde måltider. Dermed indgår de som en naturlig del af driften på stedet, som også huser almindelige gæster i massevis.

Bæredygtighed ind i skolen

Vi har netop scoret væksthusene fra Natur­historisk museum som bliver en del af set-up’et på det nye sted. Her finder vi det naturligt at børnene i formiddagstimerne bruger væksthusene som undervisningslokale i de naturvidenskabelige fag. Tænk at få undervisning i et lokale, der både er kulturarv og æstetisk, og at der samtidig dyrkes vitale planter som kinesiske slangeagurker, quinquilla, spiselige blomster og meget andet. I min fornyligt udkomne bog »Dyrk Livet« bruger jeg nærmest alle 190 sider på at beskrive, hvilken retning jeg håber på at fremtidens skole kunne tage, ud fra det, jeg har oplevet gennem »Haver Til Maver« i 15 år.

Jeg gætter på, at andre skoler vil banke på for at være med. Koncepter vi har udviklet, som »Gesjæft«, hvor de unge bygger bæredygtig virksomhed, bør også indgå i et potentielt samarbejde. Og så fremdeles er der utallige relevante kontaktflader, hvor de unge vil elske at komme i skole, fordi det peger direkte ud i en interessant virkelighed. Jeg tænker, at vi sammen kan revitalisere måden at tænke skole på.

Fyrtårn med bondelogik

I det større samfundsperspektiv tror jeg på, at fyrtårne, der har en slags disruptiv og radikalt foranderlig tilgang, har en gavnlig effekt på sam­fundet. Vi tager grønne tigerspring og omverdenen får øje på os. Når de ser os, inspireres de, føler sig draget af den gode energi og vil følge med på den nye rejse.

De fleste ved, at det hele drejer hurtigere og hurtigere rundt. Børn og unge er udfordrede og mange lider under klimaforskrækkelse samt alverdens diagnoser. Vi er nødt til tilrettelægge samfundet hen imod en ny version af sig selv. Danmark er et lille land, hvilket betyder, at hvis nogen ser rigtigt, er det relativt let at udbrede de gode learnings til dem, der vil med på rejsen. Og i det helt store billede er der et internationalt lag, hvor Danmark inspirerer verden. I lille »Haver til Maver« er vi allerede ude i verden. Steder som Syrien, Libanon, Taiwan, Japan og Sverige har set værdien i konceptet. Og kongen i Nepal har udstedt et dekret om én skole – én skolehave. Så simpelt & bondelogisk – det giver mening.

Foto: Årstiderne

Læs mere om

Haver til maver havertilmaver.dk
Aarstiderne aarstiderne.com

Dyrk Livet af Søren Ejlersen, People’sPress 2019.

Foto: Årstiderne

Søren Ejlersen

Kok, forfatter og medstifter af Aarstiderne og bl.a. skolehavekonceptet »Haver til maver«.Professionelt nabo til Byens Steinerskole i København.