Etiske overvejelser:
Den danske filosof K. E. Løgstrup skriver i et berømt citat: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd«. Mens dette gør sig gældende i alle sociale relationer, fremtræder det dog særlig tydeligt i det pædagogiske arbejde. Pædagoger og lærere har i allerhøjeste grad ansvaret for andres menneskers liv, og det ansvar kan ikke forvaltes på hvilken som helst måde, men indebærer en opfordring til etisk refleksion omkring pædagogens metodiske tilgang.
En dag på mit arbejde er fyldt med eksempler på, hvor mit ansvar bliver sat på spil; det kan række fra rutinemæssige opgaver såsom at tage tøj på eller børste tænder, frem til hjælp og støtte i håndtering af konfliktfyldte situationer. I en travl hverdag kan man hurtig glemme at spørge sig selv, hvor meget af den andens liv man som pædagog rent faktisk står med i hænderne. Løgstrup mener, at ansvaret kan række fra kortvarige stemninger hen til hele det andet menneskets skæbne. Jeg er sikker på, at alle pædagoger vil kunne genkende situationer, hvor de lige fik sagt noget uhensigtsmæssigt og således optrappede en konflikt og dermed påvirkede en andens stemning negativ. Men det skal nok gå over igen. Da en af vores beboere pludselig blev manisk, blev det helt tydeligt, hvordan vi pædagoger stod med vedkommendes liv i vores hænder: Vi skulle først og fremmest have opmærksomhed på adfærdsandringer, tolke dem som advarselstegn for en psykisk lidelse, drage de rigtige handleanvisende konklusioner heraf, handle udefra dem og sætte det passende tværfaglige samarbejde i gang – og alt det i en vis fart!
Ansvar og handlepligt
At have ansvar for et andet menneske betyder at skulle besvare dets kald. Den franske filosof Emmanuel Lévinas har præget begrebet om det andet menneskets kald og vores ubetingede pligt til at svare på det. Hver gang vi træder ind af døren på arbejde, møder vi nogen, som kalder på os; og hver gang er vi nødt til at svare: »Det ansvar kan ikke blive afvist« (Lévinas 2014, s. 289, oversat fra tysk af mig) siger Lévinas, fordi selvom vi undlader at svare, er det jo i sig selv allerede en måde at svare på: Om vi ignorerer beboeren, barnet i børnehaven eller skoleeleven, eller om vi imødekommer dem, er blot forskellige måder at svare, men vi kan ikke ikke-svare! Hvad kaldet kræver af os er sjældent nemt af finde ud af. For Løgstrup forbliver de fleste fordringer fra det andet menneske tavse, og det gælder bogstaveligt talt for alle mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser som ikke har sprog, det gælder for det lille barn og ofte også for det store barn og teenageren. Ikke desto mindre, kalder de på os.
Med Lévinas og Løgstrup kan man give den pædagogiske handlepligt tydelig form, idet de åbenbarer deres etiske implikationer, som bør ledsage hver metodiske tilgang. Først og fremmest må pædagogernes handlinger være velovervejede og begrundede – altså netop metodiske. Når et andet menneske er afhængig af vores pædagogiske indsats, er det ikke nok at arbejde efter mavefornemmelser. Etikken kræver vi kan begrunde vores skridt, og det betyder, at vi skal være i stand til at gøre vores iagttagelser og bevæggrunde eksplicitte, samt at vi kan argumentere for dem udfra metodiske overvejelser.
Metodisk fleksibilitet
Samtidig skal metodikken være fleksibel: På baggrund af tanken om det andet menneskets kald på os, kan man få øje på fordelen ved at arbejde multiteoretisk og -metodisk. Én metode er aldrig nok til at varetage et andet menneskets komplekse behov, og hvis man besvarer andre menneskers kald udelukkende udfra én metodisk tilgang, risikerer man at svaret på et tidspunkt ikke længere tilgodeser, hvad der egentlig bliver efterspurgt i kaldet. Alle mennesker er i udvikling, og vores metoder kan derfor med fordel tilpasses de skiftende behov og ikke omvendt. For at kunne besvare beboernes kald på en etisk forsvarlig måde, vil jeg derfor argumentere for, at man skylder de børn, unge og voksens liv, man berører, en multiteoretisk praksis.
Hvad er multiteoretisk praksis?
Hvad betyder det? Hver metode eller teori er et sæt briller, man som pædagog tager på og dermed får øje på bestemte aspekter af virkeligheden. Hvis man altid har de samme briller på, reduceres ens blik på det andet menneske på få facetter, mens man risikerer at underkende alle de aspekter, som vil vise sig med det andet par briller på – altså med udgangspunkt i andre metoder. Hver metode har sine blinde pletter, og vi kan nemt komme i den situation, hvor det, en beboer, et barn, en elev kræver af os, ligger netop i en metodes blinde vinkel.
Det er derfor vigtigt at kunne skifte perspektiv, så man derigennem varetager sit ansvar i en meget bredere forstand. Man satser ikke alt på et kort, men accepterer at forskellige metoder kan forskellige ting. Fordele og ulemper ved de forskellige teorier bør derfor efter min mening være en del af ens pædagogiske viden.
En multiteoretisk metodik kan derfor forstås som forudsætning for det etiske ansvar, vi er forpligtet af, idet det tager højde for den andens kompleksitet og udvikling. Samtidig kan man hermed formulere en opfordring til et bredt metodisk fundament, til faglig udvikling og dygtiggørelse. Rudolf Steiner gør netop opmærksom på, at pædagogen aldrig er færdig med sit arbejde, at der ikke findes faste opskrifter, og at hvert menneske »er […] en ny gåde« (Steiner, 2007, s. 72). Det betyder dog, som sagt ikke, at man bare skal forsøge og eksperimentere sig frem. Det er snarere en opfordring til at opnå multiteoretisk viden, eller som Steiner udtrykker det: »at vi netop som opdragere i allermest eminente forstand plejer selvopdragelse« (Steiner, 2007, s. 72). Og denne selvopdragelse vil jeg beskrive som en opdragelse til metodisk fleksibilitet, idet det imødekommer den andens etiske krav til os. Selvopdragelsen skal udmønte sig
i at pædagogerne bliver den »gunstigste omgivelse« (Steiner, 1998, s. 131, oversat fra tysk af mig), og det betyder, at vi skal kunne rumme de utallige, uforudsigeligee og krævende kald, som de andre kommer med.
Litteratur:
Løgstrup, K. E.: Den etiske fordring. 1991, s. 25.
Lévinas, Emmanuel: Totalität und Unendlichkeit. Versuch über die Exteriorität. 2014.
Steiner, Rudolf: Helsepædagogiske kursus. GA 317. 2007.
Steiner, Rudolf: Vorträge über Erziehung. GA 306. 1998.
Steinerbladet