Må vi få mange sunde, idérige børn i fremtiden – om materialevalget i børnehaven -

Ved første besøg i en Rudolf Steiner-børnehave opdager gæsten ofte, at der er en mindre mængde legetøj, og at det, der er, er anderledes end i andre børnehaver. Der kan være malet billeder på væggene, hænge draperede stykker silkestof ned fra lofterne som tag og vægge i små dukkekroge, og der kan stå kurve med grankogler, sten, træstykker, kastanjer og stofstykker af bomuld og silke. På en hylde står der træbiler i alle størrelser og et dukkehus med træmøbler.

Foto: Randi Pisani

Dukkerne i vuggerne er syet af bomuldsstof og udstoppet med uld, og de har tøj på, der er forarbejdet af uld, silke, hør og bomuld, med både knapper, tryklåse og bindebånd. På en knagerække hænger der kapper af velour, silke, bomuld og uld, udsmykket med guldbånd, farvede bånd og blonder. Der er hatte og tasker til at klæde sig ud med. I vinduet står der måske en hel familie med husdyr, alle fremstillet af naturmaterialer og enkelt udformet. Dukkerne og dyrene, både de store og små, har kun et svagt markeret ansigt, sådan at barnet selv kan vælge om dukken skal være glad eller ked af det, og det billede, barnet selv danner sig i sit indre, passer til det drama barnet selv kan bære i sin sjæl.

Sansernes betydning

Der ligger en dybere mening bag alle disse valg af materialer i Børnehaven. Rudolf Steiner taler om tolv sanser, der alle skal plejes i opvæksten, nogle af dem bliver plejet, uden at vi som opdragere behøver at gøre ret meget, men vi skal være bevidst om dem. Vi kender alle de mest almindelige sanser: høresansen, synssansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. Der bliver arbejdet grundigt med sanserne i alle slags børnehaver, da alle opdragere ved, at en udvikling og styrkelse af disse kan hjælpe et barn rigtig meget i deres ageren i verden.

Når det lille barn bliver født er det vores opgave som voksne og opdragere at lære børnene om verdens indhold af naturmaterialer, det er vores opgave at styrke og udvikle deres sanser, da det er igennem sanserne, at de indtager deres viden om verden til brug i resten af livet. Børnene hengiver sig betingelsesløst til verden gennem deres sanser. Dette ses bl.a. af den stærke efterligningskraft små børn har. Den barnlige følelse og bevidsthed er endnu helt bundet til hændelser og genstande i omgivelserne. Et barn ønsker pludselig ikke at lege med et bestemt stykke legetøj, det blev måske skældt kraftigt ud af en fremmed, sidste gang det legede med det, eller det ønsker ikke at gå en bestemt vej længere, for der var en ubehagelig oplevelse, sidst det var der.

Først gennem den selvstændige vågnende bevidsthed i slutningen af den første 7-årsperiode bliver barnet i stand til at bearbejde sanseoplevelser. Indtrykkene, som jo kun kan optages gennem sanserne, kan derfor ikke i de første barndomsår forarbejdes af bevidstheden, men trænger dybt ind i organismen og udøver her en blivende indflydelse på de organfunktioner, der udvikles i denne fase. Vi kan sige, at barnet arbejder, at det udøver et kunstværk, at det danner de indre organer, fordi det ved at anvende alle sanseindtrykkene som forbillede for sit arbejde, bliver i stand til at skabe sit eget indre.

Barnet har, ved fødslen fået/arvet et legeme af forældrene/slægten og skal nu gøre det til sit eget hus, sin egen krop, og det er her arbejdet på bl.a. organerne bliver styrket af de rette sanseindtryk.

Fantasien styrkes af materialerne

Følger og iagttager vi et barn de første syv år af dets levetid, ser vi en meget stor udvikling og forvandling. Som opdragere er det vigtigt, at vi er opmærksomme på alt, hvad der sker omkring barnet. Hvordan taler vi, hvordan arbejder vi, hvilke materialer har vi i hjemmet og i børnehaven – er jeg et efterlignelsesværdigt menneske, et godt forbillede, både i mit arbejde og i mit indre? Vores indre holdning, vores sjælestemning virker også opdragende og dannende på barnet.

Netop af denne grund har vi naturmaterialer i børnehaven, vi har så lidt og let forarbejdet legetøj for også at styrke fantasien. Fantasien giver liv i sjælen, en sjæl, der skal blive rig på muligheder, den dag den begynder at arbejde med ideer og tænkning. Ideer og muligheder, der kan hjælpe verden. Rudolf Steiner siger, at sådan som et barn leger, fantasifuldt og skabende, sådan vil det senere komme til at arbejde.

Derfor har vi uld, der varmer, kan lugte, fylde meget, være klumpet, kartet, spundet og forarbejdet i bl.a. tøj og tæpper. Silke, der kan være glat, elegant, svæve, fylde næsten ingenting, og ofte fremstår i mange farver. Vi har træstykker af bl.a. birk og eg, de vejer ikke det samme, de dufter og lyder forskelligt, når jeg taber dem på gulvet, de kan være alting og bruges til at bygge med, huse, biler, både, borge osv. Grankoglerne, de dufter af skoven, og ja, de knaser og går i stykker, når vi træder på dem, men pyt, der kommer nye til næste år, og så lærte vi, at de ikke kan holde til at blive trådt på. De kan være træer og dyr på marken, eller kartofler, der skal køres hjem fra marken. Kastanjer, de kan det samme som koglerne, men de er glatte og runde, og hvis man træder på dem, kan man falde, for man glider ligesom hen over dem. Muslingeskaller, sten osv. alt, hvad vi finder i naturen, er vigtigt for vores børns udvikling af sanserne og skabelse af deres egne indre organer.

Der dufter altid af mad i en Rudolf Steiner-børnehave. Hvem husker ikke det at lege, medens der blev lavet mad i køkkenet, maven kluklo af begejstring for det kommende måltid. I vores børnehave har vi også vandløb, når det har regnet rigtigt meget og bål en gang om ugen. Jord, vand, luft og ild er lige så vigtige elementer i et barns sanseoplevelser. Derfor er vi ude i regn og slud, sol og vind.

Når børnene skal have naturvidenskabelige fag i skolen, fx akustik, farvelære og lys, har de dybt i deres sjæle sanseoplevelser, de kan hente frem fra de første 7 år af deres liv, til brug for beskrivelser af bl.a. fysikforsøg.

»Ring efter en ambulance«

Vi har plastikkrus ude på legepladsen, hvor det er meget svært at samle glasskår op. Inden døre har vi glas, de går i stykker af og til, sådan er det jo, glas går i stykker, når vi taber det på gulvet. Det er en sandhed. Kopperne i dukkekrogen er også af porcelæn og går i stykker, når vi taber dem, sådan er det. Så må vi købe noget nyt, og lære at passe bedre på det. Vi har ikke plastiklegetøj i børnehaven, da det i barnets første syv år ikke er et materiale, der sansemæssigt egner sig til opbyggelse af de indre organer på den naturlige måde. Plastiklegetøj lader sig desuden sjældent forvandle i legen.

Følgende historie viser meget god, hvordan børnhavebørnene let griber mulighederne i det ubearbejdede naturmateriale. En flok børn legede biler, en af bilerne kom til skade, og der skulle ringes efter en ambulance. Et andet barn gik i den modsatte ende af rummet og nynnede med et stykke træ i hånden. De legede hver for sig, men en af drengene fra bilgruppen løber hen til drengen med træstykket og siger: »Skynd dig at ringe efter en ambulance, en af bilerne er blevet syg!« – straks fører barnet med træstykket, træstykket op til øret og siger: »Hallo, hallo kan vi få en ambulance, en bil er blevet dårlig…« Fantasifuld leg – træstykket blev straks til en telefon.

Må vi få mange sunde, idérige børn i fremtiden, der er mange opgaver, der skal løses.