væsensforskellige arbejdsprocesser
– samme udholdenhedsprøve
Eleverne i 9. klasse kommer med forventning, med gå-på-mod og en egen handlekraft til den første time; for der er en særlig stemning i smedjen, som de glæder sig til at blive en del af.
Klangen går dybt ind i sjælen og præger med sin intensitet og rytme. De mindre elever bliver draget imod den åbne dør, når hammerslagene klinger ud i skolegården. De står og trykker deres næser flade mod ruden for at overvære akten, eller sætter sig helt stille inden for døren og iagttager længe, fordybet, overvældet. Alle sanser er åbne og bliver bombarderet med indtryk: Hørelse, synssans, lugtesans, sågar smagssans bliver sat i bevægelse.
Viljekraft, udholdenhed og årvågenhed
Ildsmedning kræver meget af eleverne: koordination mellem venstre og højre, med hele kroppen inddraget og en rytmisk bevægelse, der kræver fornemmelse for kroppens formåen og en kraftudladning, som for det moderne menneske ellers kun kommer til udtryk ved hård, fysisk træning. Man skal samtidig passe ilden, man skal lægge mærke til farven på jernet for at kende temperaturen.
Da mennesket lærte at udvinde jern af malm og smede knivklinger og plovjern, blev dets livsvilkår ændret dramatisk. Selvom eleverne ikke skal arbejde som smede nogensinde, er det fantastisk for dem at opleve at kunne forme det kolde jern efter deres tanke. Faget kræver viljekraft, udholdenhed og årvågenhed.
Det kræver også stor ansvarlighed, da eleverne jo står imellem hinanden og arbejder med 900° varmt jern. For læreren kræver det på samme måde mod og klarhed, at kunne forudse og reagere på situationer og gribe ind, inden de udvikler sig farligt. Den dag læreren bliver bange for dette ansvar, skal han stoppe.
Smedning har fællesnævnere
med eurytmien
»Man bruger eurytmi som et undervisningsmiddel, et pædagogisk redskab, der henter det frem i børnene, som især den nuværende og de fremtidige generationer får brug for, nemlig viljes-initiativ, sjælelivets initiativ. Det har allerede vist sig, hvor løsrevet udviklingen af viljen og viljes-initiativet er fra det ubevidstes dyb af den menneskelige oplevelse i barndommen.
Man har kunnet styrke barnets viljesinitiativ gennem eurytmien, fordi den ikke ensidigt overser det fysiske og kun påvirker sjæl og ånd, men tager højde for alle tre elementer i menneskets liv; udvikler ånden, sjælen, kroppen.«1 Dette citat fra Rudolf Steiner (1861–1925) om eurytmi udtrykker præcist, hvad der foregår, når man smeder.
Resonans og langsommelighed
»Når vi elsker disse praktiske opgaver, der møder os, og som vi har med at gøre, opstår der sådan noget som en vibrerende tråd mellem os og verden. Denne tråd bliver på den ene side dannet af det, som socialpsykologer kalder intrinsiske interesser (en kærlighed og interesse til opgaven for dens egen skyld). På den anden side vibrerer tråden, fordi forventningerne til egen formåen er intakte: at man kan opnå noget eller bevæge noget. Uden kærlighed, agtelse
og værdisættelse forbliver tråden til verden –
og resonansakserne – stive og stumme. Som Richard Sennet har arbejdet med i værkerne om »Det fleksible menneske« og »Håndværket«, fylder udøvelsen af arbejdet et menneske med glæde og lykke, når det bærer arbejdsdefinerende mål i sig selv: At bage et brød eller at hugge brænde kan i denne forstand opleves som kolossalt tilfredsstillende. Derfor forekommer der også ofte kærlighed, identifikation og glæde hos netop »jævne« arbejdere, som de hårdnakket åbenbarer i udøvelsen af deres arbejde. En stolthed og glæde, der kommer til udtryk på trods af hårdt arbejde og oftest lav løn.« Sociolog Hartmut Rosa (*1965).2
Måske kan smedning få langsommeligheden og nærværet frem i eleverne, så de oplever en modvægt mod accelerationen, højhastigheden og fremmedgørelsen i samfundet, hvor den digitale indflydelse på alle aspekter af deres hverdagsliv gør sig gældende. Men her i heden foran essen, iført beskyttelsesudstyr, med fuldstændig årvågenhed og tilstedeværelse i nuet, fordi virkeligheden kræver dette nærvær, mærker de sig selv og hinanden. Her er resonansen mellem nutiden og urmennesket. Her er det, der har evig gyldighed i menneskelivet, elementerne; ild, vand, jord og luft. Her er man nødt til at være fuldt tilstede uden forbehold.
Elever i de små klasser får skabt en længsel efter igen en dag at smede. De ældre elever får forløst deres længsel og udlevet deres forestilling. De erfarer faktisk, at de kan huske, hvad de har lært, da de smedede som små. Og de bliver bevidste om deres egne evner til at fokusere, beslutte og færdiggøre.
Det er beskidt, varmt og hårdt, det kræver udholdenhed, disciplin og årvågenhed. Man er sort i hovedet, har sved på panden og lugter af kul. Når perioden er slut, er man både stolt og lettet. Dette er en vigtig erfaring at kunne tage med sig i livet, også selvom man aldrig igen kommer i nærheden af glohedt jern: Jeg kan ved viljekraft og de rette værktøjer forme det uformelige og bøje det ubøjelige! Dette indprentes i smedeperioden i det indre menneske som en udefineret erfaring, der bæres med videre til nye udfordringer og situationer, der skal løses. Den vibrerende tråd videre i livet.
Meget karakteristisk er det, at når eleverne fra HF stikker næsen ind i smedjen, siger de altid det samme: »Åh, hvor jeg savner smedjen!«
Kobbersmedning – 10.000 slag
Eleverne kommer til den første time med forventning om, at det igen bliver beskidt og ildelugtende. De bliver helt opstemte og luftige, når det går op for dem, hvor anderledes det er at arbejde i kobber, dette røde, ædle metal. Nu er det koldsmedning. Eleverne skal bruge gasbrænderen, hvilket altid er en overvindelse første gang. De bliver så fascinerede af den turkise flamme og den cyangrønne tilbagekastning fra det ildkuglerøde metal.
Så kommer bratkølingen og dernæst chokket: De 10.000 slag, der skal bankes, rytmisk og præcist. Dette er en uendelig række af slag, der skal udføres med præcision, styrke og vedholdenhed. Efterfølgende skal der bankes endnu tusinder af facetslag på ydersiden.
Igen er det sanserne, der skal i brug. Læreren kan høre, hvordan eleverne bruger deres hammer hver især, om de rammer rigtigt eller forkert. Og synssansen: »Hvor er jeg nået til med mine hammerslag på overfladen af kobberets udvendige runding?«
Et flow af gentagelse
I kobbersmedning er det oplevelsen af at begynde med den flade plade, drive den i form ved egen kraft og være opmærksom på at få den harmoniske bue frem ved hjælp af de rette, tilmålte og ensartede slag. Og så belønningen, når de er færdige og polerer skålen, så den står i fuld stråleglans. Der går et sug af overraskelse gennem smedjen, når den første skål er færdig, og eleverne ser, hvor smuk den er. Kobbersmedning giver eleverne en oplevelse af at have ophævet fladen til fylde og form og at have besejret det uendelige, det uladsiggørlige.
I dette fag er man som lærer uafladeligt på med hjælp og vejledning til hver enkelt elev. Dette gælder hver proces. Når først de er kommet i gang, kører det for dem, og man kan trække sig tilbage, gå og feje eller sidde stille og iagttage disse unge mennesker, intenst fordybet over deres håndværk. I dette fag er det tydeligt, hvordan en udånding finder sted, hvordan tankeprocesserne finder ind i et flow af gentagelse, af hammerslag og hjerterytme, af indre fordybelse og ydre handlekraft.
Kobbersmedning er beslægtet med sølv- og guldsmedning, og et godt grundlag for disse håndværksfag.
Hvorfor metal i 9. klasse?
8. og 9. klasse er pubertetsår, hvor eleverne udvikler og ændrer sig helt ind i knoglebygning og organer. Deres sanser skærpes og finder forskellene i rigtig og forkert teknik. I arbejdet med jern udvikler eleverne kraft og finmotorik, beslutsomhed og udholdenhed. Denne proces er en kultivering af viljen ud i det ekstreme. En jeg-viljes-øvelse. Både hvor jeg-kraften udøves og hvor den holdes tilbage.
Her arbejdes der med praktiske og anvendelige ting, samtidig med, at der ligger nogle klare, pædagogiske overvejelser bag. Vi har blandt andet disse fag for at imødekomme skolingen af viljen, udholdenheden og beslutningen om at nå i mål med en proces.
Sort og svedig – stærk og resolut
At være smed er en særlig gave. »Det er skønt at være smed« sagde min mester altid, når han blev begejstret. Denne sætning har jeg bragt videre med mig i livet. At være smedemester og viderebringe ildkraften til børn og unge er en opgave, der gør mig ydmyg og stolt i samme åndedrag. Det er en fysisk krævende opgave hver gang. Samtidig giver det så meget tilbage, at generne ved at blive sort og svedig langt opvejes af den styrke og resoluthed, som eleverne forlader smedjen med efter endt dagsværk. At være en del af at give de unge udholdenhedsvilje og gennemslagskraft bogstaveligt talt, er en berigelse for min lærergerning og er en af de opgaver, der gør, at jeg som lærer bliver udfordret og tilfreds med undervisningsgerningen. At kunne sætte resonansen i svingninger mellem nutiden og urmennesket, så de unge mennesker for en stund står ansigt til ansigt med virkelighedens forvandling. Opgaven kræver vedvarende mod til at tage ansvar for arbejdet. Den dag, jeg selv bliver bange for de høje temperaturer og de mange bevægelsesmønstre mellem eleverne, når de arbejder med det varme jern blandt hinanden, er det tid til at overlade hammer og ambolt og den skønne smedje til en anden. Indtil da er jeg nødt til at være fuldt tilstede i nuet, uden forbehold.
Litteraturliste:
- Rudolf Steiner: Kunst und Anthroposophie – Der Goetheanum-Impuls. Sommerkurs 1921 Gesamtausgabe.
- Hartmut Rosa: Resonans, En sociologi om forholdet til verden af, forlaget Eksistensen 2021, side 17-18.
- De 5 dimensioner i Steiner Pædagogikken. Valentin Wember oversigt og beskrivelse – Sammendrag og tilføjelser. J Bendixen og J. Halford.
Tubal Kain var stamfar til smedene, alle dem, der forarbejder jern og kobber.
1. Mosebog 4,22