Interview med Hans Diedrich Genzmer, smed på Vidarskolen i Gentofte.
I den første smedetime i 9. klasse skal eleverne lære at styre varmen. Her er ingen automatiske knapper. Det er mængden af luft, der bestemmer. De skal lære at se, hvornår jernet er rødglødende, hvornår de kan hamre. Det er en proces, hvor de kommer til sig selv. Forglemmer de sig et øjeblik, fordi de bliver optaget af de smukke gnister, så må jeg spørge dem – ved du, hvad det er, der brænder? Det er dit jern. Det er en læringsvej. Der bliver smeltet lidt væk, den indre sammenhængskraft er væk, og så er det ødelagt. Opmærksomheden må være her – i nuet.
Jeg vejleder dem under vejs i arbejdet, når de skal vælge hammer, måden de løfter hammeren på og henter kraft, hvordan de finder harmonien i sig selv, slaget, måden at stå på, brugen af varme. Det er en meget nøgtern, næsten matematisk proces. Nogle har en evne til at dykke ind i den uden at spørge, de fornemmer præcis, hvad jeg har sagt. Ofte er det elever, der er vant til at bruge værktøj derhjemmefra.
I 9. klasse er eleverne i stand til at arbejde udholdende, de kan tage ansvar. De går til sagen, og arbejdet styrker dømmekraften. Alle går ud af smedjen med et færdigt stykke.
Asta er færdig med sin smedeopgave. Hun er en af dem, der er vant til at have værktøj i hånden. Nu er hun gået i gang med belønningen – en ring, der hamres ud af en 4 mm rund messingstang.
Historien om hammerholdermanden: En dreng i 11. klasse nægtede i første omgang at deltage i bronzestøbningen. Til sidst lavede han en mand uden arme. Jeg fik ham til at give den arme. Da vi skulle skære støbesoen af med en vinkelsliber, opdagede jeg, at han var ved at skære armene af. Hans problem var, at han ikke troede på sin egen skaberkraft. Figuren er jo egentlig ikke køn, men kraftfuld, som den står der og kan holde noget.
Jeg kender fornemmelsen fra min egen skoletid. Jeg var bange for at blive synlig i klassen. Men i steinerskolen blev jeg set. De så, at jeg var god til algebra og til at tegne. Det var den samme fornemmelse, da jeg blev opfordret til at blive steinerlærer. Det er de små elever, der fandt på, at den kan holde en hammer med armene.
Det er vigtigt at eleverne har lyst til at lave det, de går i gang med. Både lysestage, stegegaffel, paletkniv og som her en machete ligger inden for rammen. Men jernet er ikke hærdet, det er ikke knivstål. Det er blødt, ST37, og kan ikke holde skarpheden. Eleverne får derfor altid at vide, at det kun er til grøntsager og frugt, når de laver knive.
En pige fra SFO’en er i smedjen for at banke en kobberplade ud til at sætte på et skjold.
Stegegaflerne laves af 8 mm tykke stænger – de to spidser skal være helt ens.
Jeg vil gerne have, at smedjen er et arbejdende værksted med lugte, lyde, varme. I dag er alt rationaliseret, alt er syntetisk. Jeg er født i 1940, dengang kunne jeg opleve, når en hest blev skoet. Nu er det væk, men vi kan stadig gøre noget for, at børnene får kendskab til og øver sig i ting. Jeg gik i steinerskolen i Rendsburg fra 6. til 10. klasse, så havde mine forældre ikke råd længere. Jeg elskede det. Bagefter arbejdede jeg i landbruget, så blev jeg uddannet gørtler og sølvsmed. På guldsmedehøjskolen i Schwäbisch Gmünd mødte jeg min kone, Lene, hun var uddannet guldsmed hos Jane Viberg i København og i Tyskland for at videreuddanne sig. Hun er meget dygtig. Da jeg var 35 år blev jeg bedt om at komme til Loheland Waldorfschule ved Fulda for at være sløjdlærer. Der var jeg i 25 år. I 2001 flyttede vi til Danmark, og siden da har jeg været på Vidarskolen. Jeg har også haft metalsløjd på Michaelsskolen i 8 år.
At blive lærer i steinerskolen var som at komme hjem. Der er en ånd bag ved ting. Randi, den varme bliver ikke mindre. Jeg glæder mig til hver time. Til hvert barn. Til hver undervisning. Det er mit liv – jeg vil give noget videre.
Alle fotos: Fotojournalist Simon Jeppesen.